Asterix fylder 50 år med trylledrik og romertæv

Politikens netavis torsdag den 29. okt:
Astérix fejrer 50 år med trylledrik og romertæv
Den gæveste af alle gallere fylder 50 år, en fødselsdag der bliver fejret med manér i Frankrig.

http://politiken.tv/nyheder/kultur/article820044.ece

Super skarpt familiebillede

Stadig alene under himlen

Jeg stod på en bakke og så den bus hvori jeg selv sad

Familieportræt

Suk

Man kan godt vide hvad man leder efter
selv om man ikke ved hvad det er.

Man ved bare det findes
det MÅ findes.

Teaching on Je Tsongkhapa's Guru Yoga (Gaden Lhagyama) 1 - by Tsem Tulku Rinpoche

Hey forresten - det er min fætter - jeg er mega stolt

Det er min fætter, altså min fasters søn, Steffen Smidt der er blevet ny chefforhandler i klimaministeriet. Jeg kan ikke få armene ned. Især fordi jeg ved at hans styrke er at samarbejde. Hvem er tilstede - hvad kan du, osv.

Jeg respekterer ham også for to andre ting (ud af mange flere som det vil føre for vidt at komme ind på her) nemlig det at han er en ordenlig katolik og fordi han altid spurgte min far til råds om internationale ting (Steffen var jo ambassadør) og fordi min far spurgte Steffen om råd når det drejede sig om noget internationalt. Altså vice versa. Enten vidste de at jeg havde radarører (man kan selv tjekke størrelsen her) eller også bildte de sig ind at de kunne tale storpolitik til familiesammenkomster uden at detektiv Budtz (deres undertegnede) opsnappede essensen af deres kommunikation. Min detektivisme startede  i femårsalderen som de fleste talenter gør, eller rettere de springer ud når det stakkels offer er fem år. Jeg sad og så artig ud til mange interessante middage som det undrer mig at PET ikke vil have noget at vide om. Måske er det bare almindelig gammel høflighed. Den burde afskaffes, men den findes stadig.

Det der med at være ærlig

indbefatter også mine redegørelser
for min psykiske sygdom.
Som mange nok er trætte af.
Men jeg tænker at det ikke er ofte
at man taler om den slags.
Jeg ikke alene tænker, jeg ved,
at vores helt almindelige sygdomme,
hvis man gider studere lidt statistik,
er så banale at det er et under
(hvad er det modsatte af et under)
at hele komplekset stadig skal være tabu.
Måske siger folk bare: Jeg er så træt af de gakkere,
jeg lader som om de ikke eksisterer.

På den anden side

tror jeg at hvis jeg gad at skrive mit liv ned
ville du ikke tro på det
eller du ville i det mindste ryste på hovedet
jeg kan se det for mig

Alene alle timerne
med apatisk stirren ud i rummet
ville være uforståelige

Skal jeg skrive om alt?

Skal jeg være totalt ærlig, selv om det nok vil ryste nogen?
Hvis jeg havde gået på forfatterskolen (jeg har 'kun' gået på Bernadotteskolen, på HF, er 45/46 (femogfyrre seksogfyrrendedele) uddannet som trommehandler, købmand, reklamemenneske og roadie og videreuddannet i Øverste Kirurgiskes skole for gamle, men delvist opmærksomme digtere) vil jeg måske have fået at vide at man ikke skal pakke noget ind.
Poul Borum skrev telegramagtigt tilbage til mig da jeg havde indsendt et lige dele originalt og lige dele sjusket manuskript at jeg var for charmerende. Da jeg senere sendte mine ungdommelige sort-ovefrakke-slutningen-af-halvfjerserne-starten-af-firserne-forsøg-på-digtsamlinger til ham, skrev han dybt originalt eller halvt dement tilbage: Du skriver for charmerende og burde kun skrive vanvidstekster som Grotrian (jeg vil lige indskyde at jeg ikke anser Grotrians tekster for at være "vanvidstekster" - snarere tværtimod) og dyrke uforståeligheden og de skønne ord og noget andet pladder som var så malplaceret at jeg har fortrængt det.

Jeg diskuterer kun det med at være 100% ærlig fordi der er en del faldgruber i det. Der er vel folk der kan blive kede af det og andre der slet ikke kan forstå hvordan fanden jeg kan have læst en situation som jeg har, osv. Jeg tror jeg dropper det hyperærlige og den deraf følgende anskaffelse af et kraftigt skydevåben. Jeg bor ikke ligefrem et sted hvor man kan være bevæbnet med kraftigere sager end en tandstikker. Hvornår blir en rulle gaffa ulovlig? En kuglepen? Et bælte? Et par militærstøvler? Og hvor var det jeg kom fra?

Nå, ja - jeg tror jeg ville sige at jeg er digter og på trods af alle journalisterne i min familie vil jeg gerne være fri for den fulde trekantede sandhed, som kan måles og vejes. Jeg vil hellere skrive en klumme på oplysningskontoret.dk så det starter jeg på på mandag.

Forslag til ændring af grundlovens bestemmelser om ytringsfrihed

Du må sige hvad du vil, men du skal lige tænke dig om først.

Telegram

Jeg har en hjerne.
Du skal ikke tro den ikke er der.
Og jeg skal heller ikke tro den ikke er der.
Jeg forventer at få en masse gode ideer
når jeg kommer hjem fra denne rejse
i det landsomspændende ingenmandsland

Det er ærkenormalt for os bipolære affektive
at være fuldstændig i tvivl om os selv
og vores evner, men vi finder os ikke i det!!!

Jeg fik et dejligt langt brev med mange komplimenter

Det er fyldt med søde og kloge ord, men det ender nogenlunde sådan her: "Jeg har absolut ingen fordomme mod folk med psykiske lidelser, men jeg har valgt den slags mennesker fra, for jeg kan ikke holde dem ud". Det er i hvert fald essensen af brevet, som jeg forstod det. Det korte af det lange. Den teateragtige tilintetgørelse efter lange udredinger, skønne monologer og måske bare en anelse tomgang.
Og så er det at jeg ikke rigtigt ved hvad jeg skal svare. Jeg ved heller ikke hvad jeg skal mene om resten af brevet, når det ender sådan. Jeg tænker bare: Nå, nu er der endnu en lukket dør. Selvfølgelig gør det mig ked af det, for selv om jeg er gak er jeg også et ganske almindeligt menneske med følelser og alt det der.

Da jeg gik en lang tur i dag var jeg lige ved at blive mig selv igen

Og hvordan tror jeg jeg gerne vil være?

Hvorfor tror du jeg vil sige noget helt bestemt når jeg tager telefonen? Jeg ville ønske jeg var som du troede.

Og hvorfor kommer du ikke og henter det billede jeg for længe siden har foræret dig?

Og når nu vi skriver om Nobelpriser (se længere nede) så er der her et billede af Herta Müller som flere aviser ikke rigtig kan placere som hverken tysk eller rumænsk eller nogen af delene

Jeg tror selv hun er det man kalder feminist og det er vel også okay så længe det er umuligt at give nogen Nobelprisen fordi vedkommende er socialist. Samtidig noterer jeg mig med tilfredshed at vi har et rødt flertal (på papiret) her i vores eget lille stramme lorteland.

Far på cafe. Ja. og så mig. Lille næsvise mig. Vi sidder og taler om noget og han kan ikke dy sig, han må belære og når nu jeg sidder der og ovenikøbet fotograferer må jeg også lade mig belære, men desværre aldrig høre de gamle hemmeligheder. Far har skrevet under og han må aldrig sige den sidste brik i det sønderbombede brætspil. Han siger noget han tror vil få mig til at tænke i den rigtige retning, når nu han ikke kan sige det som det er. Noget er for de gamle kæmpere, noget andet er det vi opsnuser som om det var en kriminalgåde - hvad det også er. Hvorfor skal vi rejse til Grækenland elskede far, hvis du heller ikke her vil sige det som det er? Og har du nu været død længe nok til at jeg kan sige at du om natten gik i søvne til en lille by langt væk og blev leveret tilbage af høflige og søde mennesker der bare ikke vidste hvad der foregik.

Og så er der Frederik, den næste majestæt, i en pæn hvid jakke som han faktisk har gjort sig fortjent til som højt kvalificeret frømand/sømand (og et par andre uddannelser han har gennemført) Jeg har selv boet under en kilometer fra uddannelsesstedet. Vi havde en havemand der havde dette slogan: Ring til Bent, det er nemt!

På en måde var det smukt da de lukkede København og lod de elendige olympiske pampere fylde det hele (nej jeg taler ikke om Mary og Michelle)(og jow jeg gør sgu for de var der jo)

Hov, jeg glemte at godte mig over at Barack Obama har fået Nobels fredspris. Det er noget der forpligter !

Jeg tror jeg tidligere har skrevet om hvor giftigt det kan være at få nobelprisen (den litterære) ned i hovedet i enkroner kastet med stor akkuratesse fra et Herkules-fly. Værsgod min ven, splat du bare ud. Mon ikke du er stolt når du igen kan trække vejret.

Sådan en tvangstanke kan man sagtens have.
Visse anmeldertyper og andre der har gennemskuet mit tynde værk kan jo bare mene. Men I bare.
Sidste gang jeg havde sådan en tvangstanke om nobelprisen i snottede enkroner var da jeg var indespærret på den lukkede på Kommunehospitalet som nu er lukket. Som tiden dog går. Hvor har jeg dog tilbragt meget tid på at sidde og ryge smøger og stå i kø for at stille det simpleste spørgsmål til dem der måtte befinde sig på kontoret. Hvor var den låste dørs gruppemøder dog nervepirrende.

Jeg blev på et tidspunkt bidt af tre hunde ude på Nokken og kørte til den dengang eksisterende skadestue på det som sagt lukkede Kommunehospital. Du kan selv opmåle ruten. Den blev kørt på min banecykel (med bremser!) på et par sekunder over fem minutter. Det var heller ikke fedt at have tre store Rotweileragtigtige hundes tandsæt i underbenet.

Hvad skal vi gøre ved egotripperne der tror vi stadig lever i firserne, dem der tror at kommunisme kan udskiftes med cepos og alle dem der skifter parti som om de skifter underbukser?

Må jeg opfordre flakkerne til at stemme på Frank til kommunalvalget?
Hvis vi altså taler om København. Hvis vi taler om andre store byer er det meget tænkeligt at der findes andre samvittighedsfulde politikere at stemme på. Hvis de opstiller for Socialdemokraterne (og hvis du har tjekket dem ordenligt ud), SF, Enhedslisten eller de Radikale kan du stemme på en af dem uden at kaste din stemme ned i det reaktionære dyb. Hvorfor skal vi forære vikar Rasmussen noget som helst? (for slet ikke at tale om Pia der må grine hele vejen til banken) (tænk hvis hun blev busted og skulle sidde sammen med nogle af de kreative ude i Vestre fængsel. he he)

Må jeg endnu en gang opfordre dig til at stemme på Frank Jensen som faktisk er noget så sjældent som en rigtig rød socialdemokrat. Du tror måske ikke at de findes, men det gør de. Frank er ikke dogmefjols - han er åben over for gode ideer og har desuden lært en masse af Anker Jørgensen

Stille nætter som denne bringer sorgen over at være alene tættere på. Og når det går op for en hvem man er forelsket i, aner man ikke hvordan man skal opføre sig, hvad man skal skrive og hvad man skal gøre

Jeg har nu endnu en gang levet otte år i cølibat. Der skal åbenbart udleves en del kærlighedsmæssige tørker. Kvinderne bombarderer mig ikke ligefrem med kærlighedserklæringer og af ren og skær trodsighed finder jeg det ikke rimeligt at det skal være mig der for tusinde gang skal spille supertjekket velafbalanceret, velfriseret, overskudsmenneske.

Mon ikke det snart er muligt at møde hende jeg drømmer om - bare helt tilfældigt og med plads til at vi begge to kan tillade os at svinge humørmæssigt uden at det skal gå ud over projektet: at elske hinanden på grund af og på trods af hinandens fejl og mangler - for slet ikke at tale om den manglende rutine som helt sikkert vil lade os svæve i uvished i perioder, fordi vil elsker hinanden (ret hurtigt efter vores første møde (håbet er lysende grønt)) og samtidig vil gå meget langt for at forholdet skal udfolde sig.

Jeg regner med at vi kan gøre alt det ovenstående med et energisk stædigt veholdende gåpåmod.

Det korte af det lange er at jeg virkelig tror det kan lade sig gøre at finde hende jeg kan grine og græde, diskutere og brainstorme med (hvis jeg ikke allerede har fundet hende), elske betingelsesløst og sammen bygge det lille bjælkehus i skoven hvor de små børns vanter hænger til tørre i entreen (hvis min fremskredne alder og alle mine tabubelagte sygdomme ikke for længe siden har sat en stopper for videre reproduktion af min halvdel af de skønne børn med store ører, store næser og udpræget talent for påståelighed og ordspastiske tvangsskriverier).

Og så spørger jeg mig selv om jeg mener det alvorligt.
Hvor skulle jeg vide det med sikkerhed allerede før jeg overhovedet har mødt dig.?
Måske har jeg allerede mødt dig. Jeg tror det.

Jeg har mødt forskellige kvinder som jeg har været meget forelsket i, men de er dukket op, ud af intet, for siden at forsvinde igen inden jeg fik taget mig sammen til at meddele min kærlighed på en fuldt forsvarlig og inderlig måde. Lige nu er der en pige fra fortiden som spøger. Vi skriver mails med hinanden, men hun har en teenagesøn og et meget krævende arbejde og jeg kan ikke finde ud af at lave fornuftige systemer i mit eget arbejde (og en fornuftig håndtering af mine fucking - måske nærmere anti-fucking sygdomme) som vil gøre det muligt for mig at være mere tilstede.

Noget må ske. Jeg ønsker brændende at vi kan få et forhold som to venner der forhåbentlig kan blive kærester på længere sigt og måske oven i købet lukke glæden og humoren ind. (Den vil jo gerne ind, men jeg kommer alt for ofte til at sige noget uforståeligt på dørtærklen som får den til at sige at den har travlt (der er kun udmålt ganske kort tid til hver enkelt kærlighedstørkeramt)) og at den ikke orker at kæmpe mod min malplacerede stædighed. "Hvis du kaster et par hundrede hæmninger vil jeg overveje at komme tilbage og fortsætte hvor vi slap".

Jeg skriver udelukkende dette fordi min lungebetændelse ikke vil lade mig sove

Og nu har jeg nærmest skrevet hele skriftligheden i overskriften, så hvad skal brødteksten så handle om?
Har jeg brokket mig over snottet der siver ned i lungerne?

Hvad med mine overvejelser over muligheden for at snottet rent faktisk udspringer fra lungerne? Har jeg cystisk fibrose? En tumor i højre lunge? Almindelig lungekræft?

Har jeg før været inde på den ret mikroskopiske chance/risiko for at jeg har punkteret højre lunge, men bare går videre i verden som en fandens karl der tappert klarer alle former for smerte? Hvor længe gider jeg egentlig blive ved med at brokke mig over disse trivialiteter?

Er jeg rask i overmorgen og har (ved et trylleslag eller almindelig begyndende alzheimer) glemt alt om hvor enormt irriterende sådan en lungebetændelse er hver gang den plager mig?

Hvordan kan det være at jeg, selv om jeg har haft syv-otte* lungebetændelser, ikke nogensinde er forberedt på hvor ubehageligt det er at hoste lungerne op og få fibersprængninger i de muskler der burde hjælpe mig med at få snottet (sekretet er et mere poetisk ord end snottet) op af lungerne og videre ned i koppen der dagligt bliver fyldt to gange med en mellemting mellem gulligt-grønligt snot og hvidt skum ala en stjernebaristas mest fuldendte kaffeblomst på toppen af den ruinerende supersnoppekaffe jeg ellers holder så meget af.

*antallet af lungebetændelser er ikke bogført og er derfor et rent gæt. Er jeg lungebetændelsesbefængt sætter jeg nok antallet lidt vel højt. Det modsatte gør sig sikkert gældende i lungebetændelsesfrie perioder.
Jeg kan forresten forsikre læseren om at jeg ikke har lavt imunforsvar pga. HIV eller AIDS. Mit lave imunforsvar grunder sig i min rygning og det faktum at min lejlighed vender direkte ud mod Jagtvej, hvoeved jeg optjener en overvældende mængde partikler fra især dieselbiler.

Malerierne er faktisk til salg

Det er jo ikke så underligt at jeg ikke sælger så mange billeder når jeg ikke gør opmærksom på at de er til salg. Enkelte af billederne her på siderne er allerede solgt, udlånt eller foræret væk, men jeg arbejder hele tiden med nye og er altid frisk på at lave en aftale så du kan se billederne og forhandle dig frem til en god pris.

Måske kan du endda få lov at låne et billede hvis du ikke har noget imod at det bliver udskiftet hvis jeg får brug for det. Det kræver dog at du sidder på et deprimerende kontor, komunalt eller hospitalt eller andet samfundstjenstligt (+ NGOer) og udfører et arbejde som jeg gerne vil sætte farver på med et maleri i håb om at din dag bliver bare 1% sjovere..

Du kan se nogle af billederne her

Mit telefonnummer er: (+45) 26 15 66 47
Mail: rumkugler@gmail.com

Så er der ugeblad igen - det må være mandag

Beskedent højhus sniger sig ud om natten

Dagens sætning

"Det ønskede findes ikke"
(Den dukkede op da jeg forsøgte at klikke mig ind på Bukdahls blog på Weekendavisens hjemmeside)
Det er tænkeligt at det kun er mig der synes det er stor poesi. Det er under alle omstændigheder et sandt udsagn som ret ofte er passende.