Om at falde

Det var ikke luft, det var ikke vand. Det var nærmere en slags gelé. Den svævede han eller svømmede i. Tænkte han. Han rakte ud efter det første og bedste håndtag, men der var intet at holde fast i. Det hastede, han faldt gennem geleen og kunne snart ramme et eller andet, hvis der da var en bund eller en slutning i denneher underligt tavse falden eller synken nedefter, hele tiden nedefter.

Hvorfor lander jeg i den gelé igen? Spurgte han sig selv en dag da han var kommet tilbage til hulen efter en rituel tur til det store grimme tyske supermarked. Behageligt hjemme og ikke hjemme hvis nogen skulle ringe eller ringe på. Det var i hvert fald planen, der dog aldrig blev eksekveret. Eller rettere, den plejede aldrig at blive eksekveret. Det rituelle serieoverspringsagtige var af en eller anden grund vigtigt. Der var dagligt en serie ting der skulle ordnes, udelukkende for at tilfredsstille hans behov for systemer.

Han har rødt tøj på sagde han uendeligt narcisistisk til selv sig selv mens han så sig selv i spejlet og afprøvede forskellige positurer. Han står her foran spejlet. Hvis du vil møde ham skal det være nu, tænkte han. Og tøjet var faktisk ikke rødt. Der var ikke en eneste del af hans påklædning der var rød. Der var bare noget med ordet Rød. Han kunne lide at udtale det. Det var mere ordet end farven i sig selv. Han var stadig faldende i gelé og fandt sig egentlig ganske behageligt til rette i den blævrende næsten gennemsigtige vægtløshed. Du skal ikke tænke på mig, tænkte han. Du skal ikke tænke på mig. Mig skal du ikke tænke på. Nu var der en rytme og den skulle holdes. Ikke rødt ikke rødt. Nej nej nej. Ikke rødt ikke rødt. Nej nej nej.

Der gik nøjagtigt en evighed. Man ventede så det drev sodagtigt ned. Meget meget langsomt gik det. Og dog var evigheden færdig på et kvarter og en meget rødhåret dame lukkede døren op og sagde værsgod at komme nærmere. Han ville gerne helt tæt på. Hun var enormt dejlig. At hun i virkeligheden ikke var der, var ikke til at bære. Han begyndte at græde. Så fadede hun helt ud og alt var den fandens gele igen.

Hvor mange har en tvangsgele? Nej, men så har de noget andet, det vidste han, for han havde tilbragt en del tid på psykiatrisk afdeling. Og der mødte han forresten også en helt vidunderlig skabning som også fadede ud – mens han blev flyttet til den lukkede forsvandt hun og han så hende aldrig igen.

På den lukkede var der også gelé. Måske begyndte den der. Der var også bittesmå rotteagtige rockere der kørte ind gennem vinduet på motorcykler, Thomas Helmig med hugtænder inde i skabet og en laserstråle der halshuggede ham ude på toilettet. Der var også ostemadder. Han blev helt taknemmelig ved tanken. Og varm kakao. Og så var der heller ikke så meget mere at sige om fordelene.

Geleen havde nu en fastere konsistens. Den strammede faktisk lidt. Man gled sådan lidt presset igennem et langt rør. Man var en tube tandpasta. Man skulle åbenbart løbe ned og havne i et eller andet, måske et afløb. Og så kunne geleen som han kendte den fra tidligere manifestere sig frisk og ny og han tænkte at dette var et lyst minut hvor depressionen var lettet lidt, ligesom han havde det om aftenen. De få glimt af tilfredshed som bliver levnet os i det store kosmiske regnskab. Nu begyndte han at græde jammerligt selvsnøftende og helt og aldeles uklædeligt, den var ikke gået hos den store chef, hans mor, som han nu sendte en varm tanke. Han kunne tørre sine øjne. Der var ikke mere gelé han kunne smøre ind i dem.

Og så kunne filmen så at sige være færdig og han kunne sidde tilbage slukket i sofaen og bare kigge, ikke rigtigt på noget, måske mest indersiden af hovedet og minderne. Og så kan geleen jo vokse frem igen. Den kan starte som en pølle i sofaen og meget hurtigt vokse en over hovedet. Det er faktisk et meget alvorligt problem.