Karl Isaksson - Stående model

Så, nu maler jeg
tre runde lysende appelsiner.
For at gå i dialog
med ballerne, brysterne
skuldrene, knæene.
Hvor ser hun dog genert ud.
Jeg maler hendes næse nedad.
Sådan swujzzzz.
Det rødglødende ansigt.
Brysterne peger let opad.
Hænderne er dydigt foldede
foran kønnet som lårene
presser sammen til ingenting.
Jeg maler en digtsamling
af hendes yndlingsdigter
på bordet ved appelsinerne
og læser op af den
for at holde på kuløren
i hendes ansigt.
Hun er forelsket.

Jeg maler dette billede hurtigt.
Og slipper hende ud af døren
som var hun en yndig due jeg sætter fri.

Rubens - Mattheus Yrsselius

Rubens var ven med denne kirkefader hvis fingre glinser af de underlegnes kys og den store and de to netop højlydt smaskende havde delt med fingrene hvortil de havde læsket sig med fine vine skænket kirken i håb om lidt foreløbig aflad før regnskabets time ved skt. Peters port.

Mattheus Yrsselius stod model for Rubens.
Han måtte bruge mange kræfter på at stille skarpt på en stol med overtøj, lidt ude af billedet.

Det faldt ham ikke svært at se bekymret ud som han stod der og svajende forsøgte at ramme højre hånds fingerspidser med venstre hånds fingerspidser med en distræt velsignende gestus.

Yrsselius stod der i en kysk hvid munkekutte i den fineste silke og Rubens forsøgte ikke
at skjule alle ædelstenene. Folket vidste jo godt hvor deres penge endte. Hos Gud. Det var en forretning indstiftet i himlen. Kirken scorede det hele og syndede tilsvarende stort mens folket kun havde råd til små synder.

Yrsselius' ring med den store blodrubin var skænket af en tidligere købmand der sad uskyldig og sikkert fuldstændig lykkelig i byens fattighus ruineret af kirken velsignet af Yrsselius
og forsikret om paradiset hvis blot han ville skynde sig at dø af sult.

Giovanni Battista Tiepolo - Antik scene

Adof Hitler kunne godt have haft et rum i sin bjergvilla hvor han mente at kunne blødgøre folk hvis de havde fået for meget af den stålhårde umenneskelighed. I dette 'hyggelige' rum kunne dette billede have prydet en væg:
Et kolossalt skrummel af en muskuløs officer frier til et kolossalt kvindemenneske med røde kinder og striber på venstre kind fra den lussing hendes ækle lille far havde givet hende da hun antydede at hun måske ikke lige havde lyst til at blive gift med en ædel soldat bare fordi han havde givet faren en masse penge.
Der er dog en vis yndighed over kvindemennesket og hun ser da også ud til at være bukket under for den stædigt bejlende.
'Man kan købe megen frihed for penge' tænker hun. 'Og giv mig så den fede guldring.'

Ensom kugle

Rummet skylles ud

Monotypi af Edgar Degas

En båd eller et badekar
et hav eller et badeværelse
en kvinde med en badesvamp
stående med løftet højrearm.

Eller en båd eller et badekar
eller en kvinde i et badeværelse
vasker sig
mens havet raser
og gulvet står i et med skyerne.

Og man ser hende bagfra
med de dejlige runde balder
og slanke ben
der fortsætter
og jeg tror hun nynner
hendes højre bryst hopper
mens rummet skylles ud.

P.C. Skovgaard - Egetræer i Nordskoven ved Jægerspris

Dette billede fra Jægerspris er en studie i det oprindelige landskab. Sådan så der også ud i Dyrehaven da jeg var barn. Og da mine forældre var børn. Og deres forældre før dem.

Egetræer står ikke. De er så gamle at de flyder på tiden. Alle de vindpust og alle de storme de har balanceret på. De vokser op, men ud til siden. Det er som at leve på et skib. Et egetræ er derfor et skib. Et skib med rødder i jorden og antennerne oppe i skyerne. Et egetræ står bare der og vidner. Det er vidunderligt hvad det ser.

Lidt ordkløveri: jeg ved godt at Dyrehaven ikke ligger i Jægerspris, men Skovgaards billede ligner altså grangiveligt et sted i Dyrehaven. Hvis vi skal tale om Jægerspris, så lå det på den anden side af fjorden mens jeg fjollede rundt i røvballebakkerne i Hølkerup som barn. Militæret har blandt andet et skydeområde derorvre, hvorfra vi ofte kunne høre grimme pludselige hule drøn.

Christen Købke - Bagermester Peter Berendt Købke, kunstnerens fader

Den første dag Bagermesteren sad model malede Christen en stor bolle. En stor uformelig een med rosiner. Christen prøvede at få Bollen til at forstå at den nok måtte sidde for ham, måske længere tid end den havde forestillet sig. De havde et større skænderi hvori Bollen stod på sin tilstedeværelse i bageriet for at tilse arbejdet, nærmest døgnet rundt. Christen fik også nogle gevaldige slag i bolledejen fordi han bare var en lallet kunstner uden begreb om det virkelige liv. Der var ikke ligefrem slået op til et fantastisk nyskabende billede der skulle stråle ud over Museet og slå kollegerne med ærefrygt. Og måske netop fordi forventningerne var lave blev billedet så godt. Bollen strålede over en hemmelighed som Christen først fik øje på da billedet stod færdigt. De stod med et maleri der udstrålede ægte ærefrygt og kærlighed til faderen. Men bollen er der stadig, et par lag under de strålende øjne.

4 inverterede kugler

Kongens have

Dankvart Dreyer - Landskab med solbelyste skyer

Dette er Danmark. En fladning ned til en fjord eller et hav. Men fladheden giver os himmel og hvis vi forstår at himlen ikke står på vores hoveder som sække med kartofler til tonerne af skræmmepolitik der skal styrke vores egoistiske sans kan vi tillade os store ideer. Vi skal passe på de fint malede detaljer, den lille hentydning der gør det hele så stort. Landskabet skal have lov til at bølge under solbelyste skyer, så hvad gør det at vi hundrede år senere opstiller vindmøller i respekt for vores efterkommere, hvor de så end kommer fra.
Luften var renere. Et socialdemokratisk oprør var igang. En ægte trang til at fordele det hele bedre. Venstrebønderne var endnu ikke tonedøve teknokratiske narrøve. Venstrebønderne havde køer på græs og himlen var stor og skyerne hurtige.

Jacob Jordaens - Færgebaaden til Antwerpen

Det ville aldrig kunne lade sig gøre. Det ligner en skolekomedie. Et tableau midt i søen. Eller søen malet på tableauet. Man ser sig om efter publikum. Man skal vel have ondt af de rejsende. De stakkels almindelige mennesker. Høj og lav. Overvejende lav. Båden er pakket til synkepunktet. Vandet står en centimeter fra rælingen. Alle er i imponerende form. Overvægtige folk på enorme stolper. Fra venstre en lille præstemand med kjolen trukket op, iført hat. Det første sæt kraftige stolper stikker ud under kjolen. Ved siden af præsten en meget yppig kvinde med hat der holdes i blæsten, et lille barn får bryst, kridhvide gennemsigtige blålige bryster. Barnet også med store stolper- Bagved præsten og kvinden med barnet en styrmand eller en Moses med stort skæg. En bortvendt yngling i stille filosofisk sindsforvirring. En gigantisk kaffekande (Jacob Jensen design) holdes af kvinde i religiøst stolthedsvanvid. En galning, hvidskægget, spejder efter Gud. En sort mand, også spejdende efter Gud, står og holder en hvid hest. Så den ene færgemand, stærk med muskler de mest umulige uformelige steder og stærkt overvægtig, stager akavet mens færgemand nummer to forsøger at hejse sejlet der ville slå ind i folks ansigter hvis det lykkedes. Et lille fedt barn med en pekingeser kigger ud mellem benene på færgemand to. Den næste spejder sin egen vej. En anden sidder i sine egne tanker og venter på at få det hele overstået. Han læner sig op ad en ko. En mand vasker tøj. En anden ser interesseret på manden der vasker tøj. To tresårige hvidhårede tvillinger er også forbløffede over tøjvasken. En vanvittig jesusagtig galning er et sekund fra at kaste sig i bølgerne og drukne sig.

Feje koste

Fra den nedlagte LAB baggård, Vesterbrogade 107B

Pablo Picasso - Huse i en provinsgade

"Nu skal vi endelig have fred - ingen grund til at fare afsted. Vi skal elske hele sommeren."
"Ja og jeg skal male et billede hver eneste dag."
Fernande så på Picasso som om han havde fortalt hende en forfærdelig nyhed. At hendes børn var blevet spist af en kanibal. Hendes verden sank i grus.
"Ja og det bedste af det hele" sagde Picasso "er at de skal males i dine farver: lysebrunt, rødt, lyserødt."
Fernande sukkede og kiggede ud af vinduet.
"Alle husene ligner dig - stegt røde af solen i al deres uvirksomhed." Sagde Picasso der grinede forsøgsvist afvæbnende og næsten ligenede ham hun var blevet forelsket i og ville være sammen med. Han kyssede hendes nakke og alt var godt.
Han var allerede i gang med at planlægge de næste billeder. Hans farvehandler havde sendt ham en hel rulle lærred og farverne rød, hvid, sort og flæskefarvet. Og tre pensler: stor, medium og lille.
Hvis Fernande ikke skulle være jaloux på maleriet ville det blive en fin sommer. Picasso ville ikke lave revolution, men male sig ind i omgivelserne. Han ville elske Fernande meget højt hver eneste sommerdag og sommernat. Også selv om hun nok kom til at sidde det meste af tiden og se på at han arbejdede eller ud af vinduet på de huse der lignede hans billeder. Fernande sukkede en gang til.

(revideret 20. sept. 2008)

Klart og utydeligt

Jørgen Sonne - Skt. Hans nat. De syges søvn på Helenes grav ved Tisvilde

Under en gennemsigtig lyserød og violet himmel venter alle disse mennesker på at komme med over på den anden side af dag og nat til et sted hvor Gud og Skt. Helene velsigner dem og gør dem raske eller i det mindste giver dem livsmod.
For at forhindre solen i at gå helt ned har de medbragt en lygte.
De unge fantaserer om hvordan Skt. Helene senere vil stige op og velsigne dem i form af en engel med rande under øjnene og håret i vild fuglerede.
Bag alt dette: Guds evige lys og hans sentimentale helelse af de syge med blodig hoste og alle mulige vitaminmangler.
Enkelte skal chokeres ud af deres sindssygdom selv om alle de vågne nætter på graven kun har gjort sindssygdommen værre og dybere psykotisk.
Man hører rallen og stønnen og snorken og mumlen og hosten.
Alle ser mod graven og venter en sprække af lys. Smeden har sat sig med ansigtet den anden vej. Han ser ud i mørket og venter ikke at døden skal standse sit evindelige slagteri men give ham nådestødet og puste ham ud af sin hånd som støv der ingenting husker.
Det er helt stille da gæssene flyver mod nord lige der hvor natten blir dag, forbi bålfester over alle grænser.

Museum

Theodor Philipsen - En vej i Dyrehaven. Efterår.

Efterår i skoven
bladene falder i den kølige blæst
skyerne sejler forbi i hast
og solen bryder igennem træerne
og lyser skovbunden op
snart her, så der
og en ko har forvildet sig ud
på en større tur
forvildet af solpletterne
der fortryller skoven
så man tror man ser
først en hjort
så et egern der piler op ad et træ
og de er væk med det samme
eller gemmer sig
og blir synlige igen
når man drejer hovedet.
Og koen står bare der.
Aldrig har en ko stået så meget der.

(revideret 20. sept. 2008)

Museum

Jens Søndergaard - Havbillede

Fiskerne kommer hjem.
De blir blæst ind af vinden.
Bådene pløjer sig op på stranden
båret af en kæmpe bølge.
Der er en bølge til hver båd.
De cirkler derude.
Venter.
Tar bestik af næste bølge.
Kaster båden mod stranden.
Går hjem med bøjet nakke.
Respekt for Guds kræfter.
Især hans bølger.
Og intet smerteligt pindebrænde i dag.
Tak.