Den grove måde hvormed vi roder alting igennem er noget folket siden tidernes morgen selv har gjort sig fortjent til. Vi får simpelthen vores løn for at være professionelt paranoide. Men det er ikke altid man kan holde paranoiaen helt oppe på dupperne.
Kriminalkommisær NHS Nielsen sad ved den store bunke sagsmapper og vred hænderne. Han skar en grimasse som uindviede garanteret ville have svært ved at bestemme som enten glædelig eller forpint.. Havde han et mærkeligt sjældent tic? Hørte han egentlig hvad man sagde, eller hørte han alt under dække af en påstået hørenedsættelse? Der var også noget ved NHS Nielsens forhold til sagerne der fik mig til at tvivle på ham og hele hans psykiske habitus. Han var åndeløst nervøs for om nu den eller den panser var den rette til jobbet. Man måtte dog medgive ham at han gjorde hvad han kunne. Han kunne også være ubetaleligt morsom når han beskrev dette eller hint vidne han lige havde haft et interwiev med.
Vi er allesammen en lille smule tossede. Kontoret er en mini-samfundsmodel. Vi er så og så mange, derfor er vi så og så uenige, enige, ligeglade, direkte imod eller alt for begejstrede. Men sådan havde det hele tiden været, det var der ikke noget nyt i.
Vi var blevet sat til at studere og eventuelt genåbne de nedlægningstruede forældelsesmodne sager en sidste gang inden de ville blive anbragt forsvarligt i hvinene udrangerede hængemappeskuffer, allerbagerst i det enorme arkiv. Vi følte os som bedemænd og skraldemænd m/k der legede detektiver i fritiden. Vi skulle obducere disse skæbner og føle på de kolde spor. Endnu en gang skulle vi trække familierne gennem helvede for måske at opgive på grund af spindelvæv og forrådnelse. Vi skulle forsøge at sætte himmel og jord i bevægelse.
Kapitel 2
