Liget i kartoteksskabet 3. del

Der lod ikke til at være noget skummelt ved ham. Selv om han var syg prøvede han også at leve på lige fod med de ”raske”. Sammen med seks – syv andre forfattere havde han grundlagt ”Højeste Bekvemmeligheds Flag” – et tidsskrift der senere blev til et forlag og mange andre ting. Blandt andet havde de et lille pladeselskab der udgav Henrik Ljungtorps morsomme pik og patter intertainer syngespil. Nærmere kunne man ikke komme et motiv til at myrde Ejnar Winding. Der var selvfølgelig hans eget forfatterskab, men det var ikke så brændende et lokum at der var grund til at slå ham ihjel for det. Han var heller ikke blevet slået ihjel for at blive gjort tavs – så højt sang han slet ikke. Det så det i hvert fald ikke ud til.

Jeg arbejdede lidt med en teori om at han selv havde været pisse misundelig på en kollega, havde lagt planer om at myrde sin rival og måske var endt med at blive slået ihjel af denne da denne troppede op. Måske var det så enkelt. Men det var i hvert fald endt med at han havde lukket døren op for sin morder. De fandt ham i hans egen entre, skudt ned på klods hold med en kaliber 45 – noget lignende den lommekanon Clint Eastwood render rundt med i sine film. Kort sagt ikke ligefrem noget almindeligt syn. Det så umidelbart ud som om en gråspurv var blevet endeligt fjernet fra jordens overflade med en bazooga. Jeg havde kun nogle få grå fjer at arbejde med. Til gengæld var der så mange at tale med at jeg helt mistede pusten på forhånd.

Ejnar Windings forfatterkolleger ville allesammen gerne have en forklaring på hvorfor han skulle slås så voldeligt ihjel. Derfor var deres ivrighed efter at være betydningsfulde karaktervidner ikke til at bære. Selv nu, så længe efter. Jeg var havnet i en omrejsende skuespillertrup eller et hemmeligt forbund af store krukker. De sagde allesammen – noget skræmmende – ”jeg var den eneste han for alvor betroede sig til”. Hans kolleger mindede meget om mine egne. Der herskede den samme trætte jernvilje i al sin indædthed. Selv om jeg tror at forfatterne har haft det sjovere – de skulle opfinde os andre, mens vi skulle leve det absurde liv de beskrev. Flere af forfatterne havde hemmelige kriminalromaner som de skrev på når de ikke havde travlt med at læse op og modtage priser og tvinge sig selv til at skrive ”kunst”. Det skulle for alt i verden foregå i hemmelighed. Vi følte en stresset fortryllelse melde sig, som gav sig udslag i de særeste forskningsprojekter: vi læste bøger som Pinnochio og Alice Bag Spejlet og John Fowles Troldmanden. Jeg begyndte at tale med mig selv. Efter et stykke tid forhørte jeg ligefrem mig selv.

Kapitel 4