Liget i kartoteksskabet 2. del

Når det en sjælden gang ville lykkes for os at opklare en sag, ville slægtningene være bitre og bortvendte i rustne og sammenstyrtede hævnfølelser, hvis ikke i total følelsesløshed og manglende vilje til at huske noget som helst.

Vi arbejdede os frem på følgende måde:
Alle 8 arbejdede sig igennem sagsmapperne på skift - omhyggeligt fordelt af kriminalkommisær NHS Nielsen.
Vi tog, alle 8, hver vores notater eller skrev længere rapporter.
Vi diskuterede ikke sagerne mens vi pløjede os gennem mappe efter mappe.
Vi spiste frokost sammen og forsøgte at tale om noget andet. Det gik også ganske godt, da vi også gerne ville være levende og diskutere ligegyldigheder og komme med sjofelheder.
Der gik nøjagtig to uger med læsningen.
Nu afholdt kriminalkommisær NHS Nielsen en lille auktion hvor han placerede ansvaret for hver enkelt sagsmappe efter ønske om at arbejde med den, svindende til dem der havde mindst imod at arbejde med en mappe osv. Vores forhold til indholdet af sagerne var på det stadie af efterforskningen stadig køligt og klart og vi håbede allesammen på at holde klarheden, men vi havde været med for længe og ingen troede for alvor på det.

Da vi gik hjem den dag, havde vi hver især ansvaret for tre sager. 24 sager var fordelt. Resten måtte vente til vi var færdige eller havde erkendt nederlaget. Det sidste var desværre smerteligt aktuelt for rundt regnet to trediedele af sagerne, men vi tog sagerne op og gav hver eneste en chance, så at sige. Vores samvittighed overfor de betændte skamplettede komplexer af uheld, forsømmeligheder og umulige politiske forhold som sagerne var havnet i, var nogenlunde for vores vedkommende. Vi kunne ærligt sige at vi havde prøvet. Mere end nogensinde før, skulle det vise sig.


Jeg er den rigtig tørre gammeldags panser.
Problemet er bare at jeg også er maniodepressiv.
Det er gør mig uberegnelig.
Mine kolleger siger ikke noget, men de ved at jeg er skør i bolden og de har vænnet sig til det. Jeg ved ikke hvad de taler om når jeg ikke er der, men jeg er ikke så åndssvag at jeg tror de ikke taler om mig. Alle sladrer. Jeg sladrer selv. Småsladder ude ved kaffemaskinen, de tørre bemærkninger affyret fra hver sit skrivebords skyttegrav af telefoner, telefonbøger, udskrifter i bunker fordelt strategisk – de tørre bemærkninger fyres af som splatterkugler fra hver sin softgun. Man udvikler sig i tåbeligt sludder, men er fuldstændig loyale overfor hinanden. Den og den kan ikke gøre for at han eller hun er fjogede tumber af og til. Vi er for afhængige af hinanden til at blive uvenner. Det kommer slet ikke på tale.

På mit kedelige panserbord er altså landet tre sager. Jeg besluttede at arbejde 100 % med en sag ad gangen. De 2 andre blev forsvarligt nedlåst i skrivebordets gemmer.


Sag nr: 110461-2699 Winding, Ejnar

Denne 42 årige mand havde et cpr-nummer der var fuldstændig magen til mit, på nær det allersidste ciffer som i mit tilfælde er 7. Jeg var holdt op med at tro på spøgelser for flere år siden, men en uhyggelig tanke spredte sig i mig – mordet på mig selv var landet på mit bord.
Det passede selvfølgelig ikke, men der var for mange sære sammenfald. Den kolde sved begyndte at pible. Jeg måtte rejse mig op for ikke at besvime. Sådan var det første gang jeg læste sagen. Bagefter kunne jeg ikke vente med at komme igang, men det var jeg nødt til. Nu sad jeg så med den i hænderne – istand til at begynde at grave. Og jeg havde slet ikke lyst til at grave nogen steder.
Til alt held skulle mine kolleger hjælpe mig med sagen. Hvis jeg havde fået den i en eller anden almindelig afdeling et eller andet sted i landet, ville jeg nok være blevet indlagt med en paranoid psykose. Nu var den havnet hos os i ”akæologisk afdeling” – jeg sad ikke alene med bøhmanden. De andre havde set mange mærkelige ting. Jeg var i gode hænder.
Okay, nu havde jeg malet mig op i krogen – der var ingen vej udenom: forestillingen kunne begynde:

Han sad ved vinduet og skrev. Eller måske rettere:
han sad ved vinduet og led fordi han ikke skrev.

Alle hans tanker handlede om penge.
Hans førtidspension var lige kommet ind på kontoen og han havde hævet 1000 kroner. Derefter havde han hentet en enorm bunke billeder fra fremkaldelse. Han havde købt meget let ind fordi han var syg og uden appetit. Alene det faktum at han ikke havde en rød reje, havde afterladt ham appetitløs.

Han købte nervepiller og kodymagnyler på apoteket - han købte ikke sin antidepressive medicin ved den lejlighed, men tidligere på ugen, d. 12. for at være helt nøjagtig, derefter for han igennem Kvikly og opsnappede de få ting han kunne huske midt i den hede forsommerformiddag.
Han fik under alle omstændigheder klaustrofobi i supermarkeder. Tanken om at skulle ned i gaden efter den sædvanlige ration hash, gjorde dog hele ekspeditionen tålelig på trods af de manglende nervepiller, helvedesilden på ryggen som var begyndt at vandre videre om på maven, nerven der sad i klemme i skulderen. Sulten der mildt borede i maven. Hele den røvsyge situation som maniodepressiv. Den kendsgerning at alt det han arbejdede med, aldrig gav en krone i overskud.

Jeg tror ikke man kan sige han var på dupperne.

Kapitel 3