Som tiden dog går... En stilstandsrapport

Hvis jeg laver en lille forbedring af mit liv hver dag ender det med at jeg kommer i gang igen. Et spørgsmål om at optræne en vis kondi. Det er i hvert fald teorien. Se bare hvor meget ingenting der har været her på bloggen siden marts måned. Rystende. Der er mange grunde, tilsammen en enorm væg-til-væg-grund som har dækket alle dagene siden sidst.

Gode ting (det gælder om at sætte dem øverst):

1. jeg maler lidt igen, selv om astma og KOL ikke er så glade for at jeg ikke har et sted at gå hen og gøre det.

2. jeg læser. Fx har jeg lige læst Jørgen Leths 'Hvad er det nu det hedder' og har glædet mig over hans superklare sprog, som jeg er lidt misundelig på, men også ved at jeg selv kan præstere min version af når jeg er bedst. Jeg siger ikke så meget mere, for 'Hvad er det nu det hedder' udkommer 10. oktober og må ikke anmeldes før. Ganske vist var der i dag en anmeldelse i en af aviserne, men den må være smuttet for dem.

3. jeg rydder en lille smule op hver dag for ikke at drukne i papirbunker med truende indhold og plasticposer med tomme flasker.

4. jeg forsøger at gøre en lille smule mindre end jeg orker for at komme til at orke mere.

5. i går var Jens Blendstrup forbi vores distriktpsykiatriske center for at tale om at være kunstner og lide af depressioner og læse op og tale med mig om Øverste Kirurgiske. Der var mange mennesker og Jens var skidegod og folk var glade og klappede højt og grinede. Jeg er formand for brugerrådet og vil foreslå flere af den slags seancer snarest muligt.

Dårlige ting (dem gider jeg ikke svælge i, vejret er for godt)

Gode dårlige undskyldninger... (En servicemeddelelse)

Nå, men så kom jeg jo hjem fra hospitalet og skulle lige lære at tage det roligt.
Da jeg havde taget det lidt mere roligt - dog ikke roligt nok - fik jeg et lungenedbrud på grund KOL og astma og skulle derfor indtage en stor mængde prednisolon også kaldet binyrebarkhormon (vel egentlig et stresshormon) og absolut ikke noget for personer med Bipolar Affektiv Sindslidelse (BAS) (Maniodeprssiv sygdom) hvilket fik mig op under taget i ren fup-mani. Fup fordi den ikke kom indefra af mystiske grunde, men fordi den simpelthen kan købes på apoteket.

Samtidig gik i øvrigt alle mine 2 brugbare computere (jeg har en del flere som ikke længere virker :-) ned på en gang. Noget der af visse i min omgangskreds, samt flere af mine fans, må betegnes som en lykkelig omstændighed da det dog betød en vis inaktivitet og tvang mig til at gå hektiske ture overalt i byen med min buddhistiske praksis i ørerne for i det mindste at øve mig lidt når det hele nu var lidt vel hurtigkørende.

Det korte af det lange er så at jeg kan meddele at jeg nu efter en rolig tid er kommet mig over den forpulede prednisolon, men til gengæld som beregnet er kommet lidt vel langt ned. Jeg forsøger mig nu med at gøre alle de rigtige ting og forventer at være mig selv på et eller andet tidspunkt i næste uge. Vi ses!

Løgn på løgn på Kokholms hotel

I starten var der kun de brede strande og klitterne i Råbjerg mile, udlejningshytterne, hotellet og den gamle fornemme smadrekasse med automatgear som børnene kørte rundt i – på Kokholms private jord. Den selv samme bil som for nylig var køretøj for en seriemorder som børnene kendte som den Gamle direktør. Den selv samme mand som deltog i alle piratbridgeaftnerne og hjalp far og Den gamle arkitekt med at drikke al den whisky som kom frem fra alle kufferterne. Af og til fra den selvsamme kuffert som før rummede liget af den forsvundne fabrikant og talrige andre ofre for ”virksomheden” som blev forbigået i sædvanlig gentleman-agtig tavshed ”mellem venner”. Ingen behøvede vide noget, der fandtes kun dette vidunderlige sommerliv hvor både løgnehistorier og tavshed var tilladt. Her kunne alle være præcis hvad de ville, så længe der var piratbridge og wisky på terrassen efter middagen og nye løgnehistorier der havde samlet sig i løbet af dagen. Når aftenen var afsluttet i fordrukken sentimental hjertelighed var alt som det skulle være og plejede at være. Alle blev brune og spiste meget flæskesteg og fisk fra det store hav. Alle wiskyflaskerne blev omhyggeligt fjernet om natten af en usynlig hånd.

Hvad var det for et suk jeg ville skrive

Hvad var det for et suk jeg ville skrive, jeg kan ikke huske det. Jeg har nok at gøre med at stirre ud foran mig, mens jeg lytter til trafikken. Hvad var det for en ækel ræben jeg hørte før? Kommer de lyde fra mig, eller kom de nede fra gaden? Jeg ville skrive et suk og kom til at skrive en ræben.

Læseren sidder uroligt på stolen.

Er det simpelthen blevet for parfumeret?

Hvad siger Deres inderste Dem? (Er De ligeglad?) (Må der være passager med rent vrøvl?) (Nu er er det altså ikke Dem der skriver dette her)

To hovedværker i kriminallitteraturen som jeg desværre ikke kommer til at skrive

SLÅBROK AF HÆRDET STÅL
og STÅLGIFLERNE

Tiden hober sig op

Uden at gøre det store væsen af sig er nogle noveller begyndt at tage form. Næste nummer af Øverste Kirurgiske er også begyndt at løbe sammen til en slags tryksag. Der er et stykke vej endnu, så hold endelig ud hvis du er abonnent. Hold i det hele taget ud, det plejer jeg at gøre....

Stille nætter som denne bringer sorgen over at være alene tættere på. Og når det går op for en hvem man er forelsket i, aner man ikke hvordan man skal opføre sig, hvad man skal skrive og hvad man skal gøre

Jeg har nu endnu en gang levet otte år i cølibat. Der skal åbenbart udleves en del kærlighedsmæssige tørker. Kvinderne bombarderer mig ikke ligefrem med kærlighedserklæringer og af ren og skær trodsighed finder jeg det ikke rimeligt at det skal være mig der for tusinde gang skal spille supertjekket velafbalanceret, velfriseret, overskudsmenneske.

Mon ikke det snart er muligt at møde hende jeg drømmer om - bare helt tilfældigt og med plads til at vi begge to kan tillade os at svinge humørmæssigt uden at det skal gå ud over projektet: at elske hinanden på grund af og på trods af hinandens fejl og mangler - for slet ikke at tale om den manglende rutine som helt sikkert vil lade os svæve i uvished i perioder, fordi vil elsker hinanden (ret hurtigt efter vores første møde (håbet er lysende grønt)) og samtidig vil gå meget langt for at forholdet skal udfolde sig.

Jeg regner med at vi kan gøre alt det ovenstående med et energisk stædigt veholdende gåpåmod.

Det korte af det lange er at jeg virkelig tror det kan lade sig gøre at finde hende jeg kan grine og græde, diskutere og brainstorme med (hvis jeg ikke allerede har fundet hende), elske betingelsesløst og sammen bygge det lille bjælkehus i skoven hvor de små børns vanter hænger til tørre i entreen (hvis min fremskredne alder og alle mine tabubelagte sygdomme ikke for længe siden har sat en stopper for videre reproduktion af min halvdel af de skønne børn med store ører, store næser og udpræget talent for påståelighed og ordspastiske tvangsskriverier).

Og så spørger jeg mig selv om jeg mener det alvorligt.
Hvor skulle jeg vide det med sikkerhed allerede før jeg overhovedet har mødt dig.?
Måske har jeg allerede mødt dig. Jeg tror det.

Jeg har mødt forskellige kvinder som jeg har været meget forelsket i, men de er dukket op, ud af intet, for siden at forsvinde igen inden jeg fik taget mig sammen til at meddele min kærlighed på en fuldt forsvarlig og inderlig måde. Lige nu er der en pige fra fortiden som spøger. Vi skriver mails med hinanden, men hun har en teenagesøn og et meget krævende arbejde og jeg kan ikke finde ud af at lave fornuftige systemer i mit eget arbejde (og en fornuftig håndtering af mine fucking - måske nærmere anti-fucking sygdomme) som vil gøre det muligt for mig at være mere tilstede.

Noget må ske. Jeg ønsker brændende at vi kan få et forhold som to venner der forhåbentlig kan blive kærester på længere sigt og måske oven i købet lukke glæden og humoren ind. (Den vil jo gerne ind, men jeg kommer alt for ofte til at sige noget uforståeligt på dørtærklen som får den til at sige at den har travlt (der er kun udmålt ganske kort tid til hver enkelt kærlighedstørkeramt)) og at den ikke orker at kæmpe mod min malplacerede stædighed. "Hvis du kaster et par hundrede hæmninger vil jeg overveje at komme tilbage og fortsætte hvor vi slap".

Jeg skriver udelukkende dette fordi min lungebetændelse ikke vil lade mig sove

Og nu har jeg nærmest skrevet hele skriftligheden i overskriften, så hvad skal brødteksten så handle om?
Har jeg brokket mig over snottet der siver ned i lungerne?

Hvad med mine overvejelser over muligheden for at snottet rent faktisk udspringer fra lungerne? Har jeg cystisk fibrose? En tumor i højre lunge? Almindelig lungekræft?

Har jeg før været inde på den ret mikroskopiske chance/risiko for at jeg har punkteret højre lunge, men bare går videre i verden som en fandens karl der tappert klarer alle former for smerte? Hvor længe gider jeg egentlig blive ved med at brokke mig over disse trivialiteter?

Er jeg rask i overmorgen og har (ved et trylleslag eller almindelig begyndende alzheimer) glemt alt om hvor enormt irriterende sådan en lungebetændelse er hver gang den plager mig?

Hvordan kan det være at jeg, selv om jeg har haft syv-otte* lungebetændelser, ikke nogensinde er forberedt på hvor ubehageligt det er at hoste lungerne op og få fibersprængninger i de muskler der burde hjælpe mig med at få snottet (sekretet er et mere poetisk ord end snottet) op af lungerne og videre ned i koppen der dagligt bliver fyldt to gange med en mellemting mellem gulligt-grønligt snot og hvidt skum ala en stjernebaristas mest fuldendte kaffeblomst på toppen af den ruinerende supersnoppekaffe jeg ellers holder så meget af.

*antallet af lungebetændelser er ikke bogført og er derfor et rent gæt. Er jeg lungebetændelsesbefængt sætter jeg nok antallet lidt vel højt. Det modsatte gør sig sikkert gældende i lungebetændelsesfrie perioder.
Jeg kan forresten forsikre læseren om at jeg ikke har lavt imunforsvar pga. HIV eller AIDS. Mit lave imunforsvar grunder sig i min rygning og det faktum at min lejlighed vender direkte ud mod Jagtvej, hvoeved jeg optjener en overvældende mængde partikler fra især dieselbiler.

Om at falde

Det var ikke luft, det var ikke vand. Det var nærmere en slags gelé. Den svævede han eller svømmede i. Tænkte han. Han rakte ud efter det første og bedste håndtag, men der var intet at holde fast i. Det hastede, han faldt gennem geleen og kunne snart ramme et eller andet, hvis der da var en bund eller en slutning i denneher underligt tavse falden eller synken nedefter, hele tiden nedefter.

Hvorfor lander jeg i den gelé igen? Spurgte han sig selv en dag da han var kommet tilbage til hulen efter en rituel tur til det store grimme tyske supermarked. Behageligt hjemme og ikke hjemme hvis nogen skulle ringe eller ringe på. Det var i hvert fald planen, der dog aldrig blev eksekveret. Eller rettere, den plejede aldrig at blive eksekveret. Det rituelle serieoverspringsagtige var af en eller anden grund vigtigt. Der var dagligt en serie ting der skulle ordnes, udelukkende for at tilfredsstille hans behov for systemer.

Han har rødt tøj på sagde han uendeligt narcisistisk til selv sig selv mens han så sig selv i spejlet og afprøvede forskellige positurer. Han står her foran spejlet. Hvis du vil møde ham skal det være nu, tænkte han. Og tøjet var faktisk ikke rødt. Der var ikke en eneste del af hans påklædning der var rød. Der var bare noget med ordet Rød. Han kunne lide at udtale det. Det var mere ordet end farven i sig selv. Han var stadig faldende i gelé og fandt sig egentlig ganske behageligt til rette i den blævrende næsten gennemsigtige vægtløshed. Du skal ikke tænke på mig, tænkte han. Du skal ikke tænke på mig. Mig skal du ikke tænke på. Nu var der en rytme og den skulle holdes. Ikke rødt ikke rødt. Nej nej nej. Ikke rødt ikke rødt. Nej nej nej.

Der gik nøjagtigt en evighed. Man ventede så det drev sodagtigt ned. Meget meget langsomt gik det. Og dog var evigheden færdig på et kvarter og en meget rødhåret dame lukkede døren op og sagde værsgod at komme nærmere. Han ville gerne helt tæt på. Hun var enormt dejlig. At hun i virkeligheden ikke var der, var ikke til at bære. Han begyndte at græde. Så fadede hun helt ud og alt var den fandens gele igen.

Hvor mange har en tvangsgele? Nej, men så har de noget andet, det vidste han, for han havde tilbragt en del tid på psykiatrisk afdeling. Og der mødte han forresten også en helt vidunderlig skabning som også fadede ud – mens han blev flyttet til den lukkede forsvandt hun og han så hende aldrig igen.

På den lukkede var der også gelé. Måske begyndte den der. Der var også bittesmå rotteagtige rockere der kørte ind gennem vinduet på motorcykler, Thomas Helmig med hugtænder inde i skabet og en laserstråle der halshuggede ham ude på toilettet. Der var også ostemadder. Han blev helt taknemmelig ved tanken. Og varm kakao. Og så var der heller ikke så meget mere at sige om fordelene.

Geleen havde nu en fastere konsistens. Den strammede faktisk lidt. Man gled sådan lidt presset igennem et langt rør. Man var en tube tandpasta. Man skulle åbenbart løbe ned og havne i et eller andet, måske et afløb. Og så kunne geleen som han kendte den fra tidligere manifestere sig frisk og ny og han tænkte at dette var et lyst minut hvor depressionen var lettet lidt, ligesom han havde det om aftenen. De få glimt af tilfredshed som bliver levnet os i det store kosmiske regnskab. Nu begyndte han at græde jammerligt selvsnøftende og helt og aldeles uklædeligt, den var ikke gået hos den store chef, hans mor, som han nu sendte en varm tanke. Han kunne tørre sine øjne. Der var ikke mere gelé han kunne smøre ind i dem.

Og så kunne filmen så at sige være færdig og han kunne sidde tilbage slukket i sofaen og bare kigge, ikke rigtigt på noget, måske mest indersiden af hovedet og minderne. Og så kan geleen jo vokse frem igen. Den kan starte som en pølle i sofaen og meget hurtigt vokse en over hovedet. Det er faktisk et meget alvorligt problem.

Kontinentalpladerne fjerner sig fra hinanden

Min krop er et geologisk tilfælde.
Mit venstre lår synker i grus mens et system af vulkaner er i udbrud på mine balder. Jeg sidder og siver mens kontinentalpladerne fjerner sig fra hinanden.
Min geologi forandrer sig. Mens det sker er der masser af spændende udviklinger i dette midaldrende landskab. Mine fødders hudceller er gået amok og er ikke til at standse, kan kun holdes nede med kilovis af yderst tvivsom salve. Jorbunden på denne planet er i sandhed den ene geologiske misforståelse efter den anden.

Vejret

Stegepande med atomprøvesprængninger.
Senere på dagen pludselig brandslukning med torden.

Kvartal

Cirka hvert kvartal føler jeg trang til at sige undskyld.

Undskyld fordi jeg ringede og var så skidestiv og aftalte at muligt med dig, som jeg slet ikke kan huske nu. Min bror ringede eksempelvis i dag og huskede mig på at jeg havde inviteret mig selv på middag hos ham kl. 19.00.

Undskyld fordi jeg graver mig ned og således slet ikke er den der pludselig står ved din hoveddør med den bedste ide i dette årtusinde. Eller med en buket blomster, eller et mesterværk jeg har lavet.

Dog ikke undskyld for trangen til at blive gartner eller ornitolog og begå landet som det ønsker at blive trasket i.

Historien om uret

Jeg fik uret af mine venner. En dag sad jeg alene på kontoret. Pludselig stod der en hindu i rummet og fortalte mig at han kunne se ind i min fremtid. Jeg var lettere åndsfraværende, men det at han kunne se ind i min fremtid var for tillokkende. Jeg måtte simpelthen vide hvad han snakkede om. Han sagde at han kunne se at jeg ville blive 79 år gammel. Jeg har senere tænkt at han så fejl og at det han kunne se var min far. Han døde nemlig da han var 79.
Så sagde han at jeg burde beholde firmaet for mig selv, hvilket jo var absurd eftersom Øverste Kirurgiske netop var et kollektiv og så langt fra en enkelt persons værk som overhovedet muligt. Han så mig ind i øjnene med øjne jeg tolkede som nærmest alvidende og forlangte penge af mig, endnu et absurd forlangende. Jeg bukkede således under og gav ham uret. Og havde fra den dag meget dårlig samvittighed.

Vejret er skønt

Vejret er skønt.
Jeg ser ud på det
gennem mine uvaskede ruder.
Vejret er dejligt.
Folk går omkring i dejligheden.
Jeg sidder og tager mig sammen.

Da jeg var ung

Da jeg var ung og nyudsprunget maniodepressiv var det på en måde lettere. Jeg blev skingrende manisk og havnede bagefter i en mega depression. Jeg tænkte: 'okay, det tager et halvt års tid med det hele, de hårde måneder på hospitalet, men så kommer tidspunktet hvor jeg bliver udskrevet og kommer hjem til mit hjem der nu er nyt og alligevel elsket og kendt - efter et stykke tid kan jeg begynde at leve igen'.
Nu er det noget andet. Jeg er mest depressiv og har været så mange gange på hospitalet at de helst ikke vil se mig der længere. 'Du er for rutineret og for dygtig til at komme op igen - derfor vil vi ikke indlægge dig'.
Det er ikke forkert at sige at jeg bliver mere og mere alene med problemerne. Systemet kan ikke anerkende at jeg har brug for hjælp når jeg kan smile og fortælle vittigheder. Det burde forstå at vittighederne er rent selvforsvar.
Det bliver ikke nemmere bare fordi jeg har været syg så mange år. Det bliver sværere og sværere at stille sig op op morgenen og tage fat i dagen på en konstruktiv måde.

Og hvis du synes det er irriterende at jeg skriver så meget om depression er det bare ærgeligt. Jeg agter at blive ved. Blandt andet når jeg som her kommer med et link til en artikel om Lars von Triers depression.

Stille

Jeg starter forfra igen.
Hele tiden starter jeg forfra.
Dagen kommer bag på mig.
I aften eksisterer jeg.
Håber jeg.

Stille

Ikke en hjernecelle rør sig.
Ingen strøm mellem
den ene og den anden tanke.

Det frygtelige er

at jeg ikke aner om jeg kopierer andre. Jeg tror det ikke, men hvem aner det, når det kommer til stykket.

Forresten

Bare fordi jeg ikke poserer med hverken min kalashnikov eller min toptunede motorcykel kan jeg vel stadig være en fandens karl, hvis jeg altså gider, hvilket jeg tvivler på.

Jeg har slugt en flue

Jeg er helt sikker på at jeg har slugt en flue.
Det er ikke så skide smart.
Måske er det bare den daglige påmindelse om at blive vegetar.
Større prutter, bedre karma.