Viser opslag med etiketten Jeg er det øjeblik BØK 1997. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jeg er det øjeblik BØK 1997. Vis alle opslag

torsdag den 27. november 2008

En flaske nitroglycerin

Jeg aner ikke en lærkerede.
Jeg ved hvad det vil sige
at være en stang dynamit
en flaske nitroglycerin
en charmerende sprængladning
det totale flinke smil
og en psykose
latent i bukserne.

Det er stadig muligt
at gøre en desperat handling
situationen kunne i princippet
stadig nå
at være en anden.

søndag den 23. november 2008

Hele vejen op kiggede jeg ikke ned en eneste gang

Jeg kravlede op i tårnet
fuldstændig limet til siden.
Hele vejen op
kiggede jeg ikke ned
en eneste gang.
Gelænderet stolede jeg ikke på.
På toppen mærkede jeg englene
eller det der stadig hang fast
efter de ulykkelige
deres nærmest fotografiske
aftryk i luften
en susen af gamle skrig.
Og når jeg alligevel så ned
mærkede jeg spiralen
der suger kroppene
ned i kirkepladsen.

Jeg bad en inderlig bøn
for alle der ikke kan flyve.

Der er regn der siler ned

En dag i denne måned
dette år
er vi her
i vores hoveder
igen en verden
igen hver for sig

Der er regn der siler ned
mellem tankerne

torsdag den 23. oktober 2008

Uden bevægelser der forvirrer billedet (3)

Uden bevægelser
der forvirrer billedet
er det ganske vidunderligt
at være kedelig
om så al sorgen
aldrig gik bort

Uden bevægelser der forvirrer billedet (2)

Fordi mit hovede
- der sidder et stykke over hjertet -
- hjertet et stykke over livet -
blev ommøbleret
med kemiske raffinementer
for en stilhed siden
elsker jeg
en ganske almindelig vind ved havet
for sin næsten lydløse insisteren

onsdag den 22. oktober 2008

Uden bevægelser der forvirrer billedet (1)

Eftersom denne tid
er så mange år
er jeg stille
og holder af skoven
og fraværet
af højstemt kasten med kanonslag

Hold om mig Morgen

Jeg vågner og jeg vågner ikke
det første af dagen bruger jeg
til at etablere mig
først drøm så krop så bevidsthed

Taler du til mig for tidligt
aner jeg ikke hvad du siger
jeg kan nemt svare igen
rør mig hellere
hold om mig Morgen
så hører jeg bedre
hvad din krop fortæller mig

Lad din formiddag indtage mig

I byen

I byen har jeg kun minderne om verden
jeg tror jeg husker de forskellige sprog
og undergrundsbanerne i London, Paris, New York, Berlin
men jeg ved intet om noget som helst andet
når trafikken og gråden fra hysteriske børn
og vrede kommandoer fra udpinte forældre
fylder hele billedet og lukker rummet
så det ikke er til at komme forbi på fortovet

Landet hvor vinden blæser

Jeg erindrer en susen fra træerne
en brænding fra havet
og jeg siger det er livet.

Kærlighedsdigt nr. 215

Jeg har bygget mig et sted at starte fra
her starter jeg hvert eneste sekund
(jeg rejser mig og går ud i verden)
selv når jeg mærker tårerne strømme
som en flod af blod og sorg
og splinter af glæde
over dig der blev kærligheden
i al den evighed vi fandt i de dage.

Dig jeg kan huske og aldrig forstå.
Du der er gået fra mig og aldrig har forladt mig.

Kærlighedsdigt nr. 214

I den dybe skov
hvor mulden dufter af havet
står hun som spøgelset
viklet ind i skyerne
i den friske bæk
i kærlighed
eller ikke-kærlighed
der dog aldrig
for alvor varer ved

griber ud after æter og tåge
og støvregn og tårer
som altid er som en tanke
der strækker sig længere og længere
og kærtegner forelskelsen
der er spændt ud
over al gråd og latter

Fortællingen om telefonen

Der er ført strøm ind i hjertet
der ser alt i små stød
og hersker over de små gisp
der findes i min vejrtrækning
beslutningen der tager sig selv
kroppen der ved alt
det at vi ser hinanden
og ikke er i tvivl.
Tvivlen kommer først
når handlingen ikke kommer.
Vi sidder (to ængstelige fugle)
og venter på telefonchokket
i hver vores ende af ledningen.

Længsel og forvirring
er en konstant strøm.

Har jeg mon selv et par gange
glemt at ringe tilbage
fordi jeg troede at jeg drømte?
Og sad hun så og drømte?
Jeg holder ikke tanken ud!
(Hold kæft hvor er livet dog banalt)
(Det er moderne)

Telefonen ringer.

tirsdag den 21. oktober 2008

Og går et andet sted hen

og jeg taler med de døde
og de er levende
og kun tomme et øjeblik
og vi siger farvel
og når aldrig at sige farvel
og de tømmes
og går et andet sted hen
og bliver her altid
og går fuldstændig
og kommer tilbage
og erindrer næsten intet

Savnede du mig?

Oversættelse frit efter Young Gods Did You Miss Me?

savnede du mig da jeg var gået
selv om du ikke kunne se mig overhovedet
eller satte du mit billede op på væggen
satte du dig foran billedet
satte du billedet på din næse
selv om du slet ikke kunne se mig
savnede du mig da jeg var væk

hej hej skat
det er godt at være tilbage

tirsdag den 14. oktober 2008

Beduin

Jeg er beduin
uden ørken
min ørken er i hovedet
i ørkenen er der huse
alle husene bliver til by

Hvorfor er det så umuligt
at se en citronsommerfugl for sig
- flaksende rundt i haven en midsommerdag -
torsdag den 22. november klokken 16.30
med totalt mørke i ansigterne
på Vesterbrogade?

onsdag den 8. oktober 2008

Ikke gummibåd

Jeg er charmerende
til det uforskammede.

Og uforskammet.

Du er en vidunderlig betændelse
i mit hjerte.

Ikke coaster
ikke fragtskib
ikke gummibåd.

Ikke gået på grund.

Fyldt op af længsel forseglet

Hurtigt løbende af befærdet gade
op ad trappen flere trin ad gangen
bare for at sidde og sende håbet ud

håbe lidt for meget
gøre lidt for lidt

en beholder fuld af kærlighed
fyldt op af længsel forseglet

Fortærskede brugte ord

Dansende svævende
i en spiral af fortærskede brugte ord

I bokseringen
skriver jeg dem ned
og slår dem op
inden jeg fuldstændig udtaler dem

Der var engang

Isen dækkede det hele
mennesket vandrede barfodet
til udkanten hvor der fandtes skove

Skoven dækkede det hele
mennesket vandrede i birkebarkssandaler
til udkanten hvor havet lå

Havet dækkede det hele
mennesket sejlede i en udhulet træstamme
til havet hørte op

Da gik mennesket på land
i den store japanske by
og købte en walkman

Resten af pengene brugte mennesket
på flippermaskiner

Der er ikke noget som helst uforklarligt

Vi er levende
vi dør
og vi er levende.

Det er en rejse
der starter her.

Vi sidder i en frøkapsel
på vej mod månen.

Jeg er en lille hund
der har været
kardinal i Spanien.

Og jeg forstår
det hele hænger sammen
der er ikke
noget som helst uforklarligt.