Liget i kartoteksskabet 5. del

Jeg blev ved med at se på sagen på forskellige distancer – zoomede ind og ud. Der var ikke mange tekniske beviser. Manden var pløkket ud af denne verden og morderen havde tilsyneladende haft held til at slippe væk – hvis nogen havde set det, havde vedkommende i hvertfald ikke sagt det til hverken mig eller en af de andre mens vi afhørte hele gaden for tredie gang. Selv om forklaringerne nu for tredie gang blev ændret – bortset fra dem der tilhørte damen overfor – var der ingen der havde set skyggen af nogen morder der forlod gerningsstedet. Jeg orkede det næsten ikke, men statistisk set var det nødvendigt at vi koncentrerede os om damen overfor. Det virkede nærmest forstyrret at hun ikke fraveg fra sine forrige forklaringer. Jeg ville sove på det og bagefter lægge en øretæveindbydende plan der helt klart havde til formål at bringe hende på glatis og få hende til at huske endnu mere snuskede ting der kunne få den fastkørte maskine ud af mudderet igen og ud på mere logisk befærdet vej. Jeg ville lige tænke lidt over hvordan jeg kunne bruge hendes sociale og behandlingsmæssige netværk. Kunne jeg bare bede om hendes journal, eller var vi nødt til at sigte hende for at få indsigt I hendes beskidte undertøj og psykoser. Hvor langt kunne vi få lov til at gå? Eller blev jeg nødt til at benytte mig af simpel bestikkelse og milde trusler. Jeg måtte starte med en liste over folk på vagtplanen ved hendes sidste indlæggelse på Riget.
Hvis hun selv kunne bringes til at fortælle os hvornår hun sidste gang var indlagt, var det måske ikke helt umuligt at få vagtplanen. Og havde jeg vagtplanen kunne jeg få en masse gråligheder jeg kunne komme videre på. Samtlige personer skulle så bare tjekkes I computeren. Finder vi noget kan vi presse personen til at lave kopier af de nødvendige tidsintervaller I journalen. Så ville vi da ha det at starte på.

Men der er en led og stupid måde at gøre tingene på, så det første jeg gør I morgen er at ringe til Statsadvokaturet og anmode om at få journalen udleveret.. Jeg vil love dommeren at anmodningen kun blir fremsat fordi vi har så uendeligt lidt at gå efter. Flere af kollegerne vil skrive under på at de støtter anmodningen. Vi har virkelig brug for et eller andet der kan låse hende op.

Jeg vil også tale med Ejnar Windings overbo. Jeg har lagt mærke til at han har været bemærkelsesværdigt meget ude at rejse – også mens Ejnar Winding blev blæst til himmels. Mærkeligt nok har vi fået oplyst at der boede nogen I overboens lejlighed I perioder mens han ”var væk”. Jeg er parat til at rejse ud og tale med overboen der I øjeblikket opholder sig I Berlin.

Det er bare slet ikke nødvendigt, for han var blevet snuppet af tysk politi mens han forsøgte at stjæle en meget sjælden og fuldkommen ubetalelig Mercedes. De ville sende ham til mig som pakke men hoppede lidt op og ned på ham i anledning af den fine dyre bil og sendte ham som luftpost istedet.. Jeg måtte vente med at tale med ham til hjernerystelsen havde fortaget sig – men hvad fanden, det slumrende retsvæsen havde allerede ventet tæt på 8 år på at tilbyde ham en stol og give ham ild og pirke i hans kriminelle livsstil. Og når jeg skal være helt ærlig, så anså jeg det for usandsynligt at vi efter så lang tid med så mange samtaler skulle finde morderen ovenpå. Det var simpelthen så nærliggende at det ikke kunne være rigtigt, så jeg besluttede mig for at lade tvivlen bure ham inde. Slam!

Det var ikke noget problem at få ham fængslet på fraværende beviser og på injurier alene. Ganske vidst blev vi nødt til at påstå at han aldrig havde været ude at rejse – hvilket kun var delvist sandt viste det sig. Personligt havde jeg ingen problemer med det.. Jeg var nærmest sikker på at han ikke havde gjort det, men jeg var til gengæld sikker på at vi kunne finde en hel masse andet.. På en måde var det vel det sikreste for ham at blive behandlet som en sigtet. Vi var i hvertfald nødt til at fremlægge stålhårde beviser. Det var også herligt at vi kunne presse ham til at komme op med bare et eller andet. Vi havde hårdt brug for det.

Fra Ejnar Windings dagbog:
Xx maj 1995
Ljungtorp ringede. Vi snakkede sammen mens han sad og ledte i nogle papirer han havde i inderlommen. Nye rablerier til den lange guirlande hans forfatterskab jo er. En monolog. Bortset fra at teksterne altid er befolket med alverdens løjerlige starutter og kloge koner og liderlige tøser og indadvendte digtere...

x Juni 1995
SÅDAN EN DEJLIG SOMMERDAG SKAL MAN SIDDE HER OG LADE SOM OM MAN SKRIVER, NÅR SANDHEDEN ER AT MAN SNARERE ER I FARE FOR AT BLIVE SKYLLET VÆK AF DEN GRÅGRUMSEDE JAGTVEJ.
En eller anden emsig overbo har fået sat en stopper for det evindelige ding-dong kioskmanden har brugt så lang tid på at få til at virke. Måske har han rationeret ding-dong´erne så de kun ding-dong´er om aftenen..?

Ejnar Winding var passioneret fotograf. Han havde en besynderlig forkærlighed for orange dimser og dunkel belysning og krusseduller og portrætter i metroen. Faktisk var der flere hundrede billeder af bekendte i metroen. Mærkeligt at han svingede fra disse meget traditionelle ret op og ned portrætter og store ensfarvede flader til et mylder af dimser og dingenoter og ting der glimtede og funklede.
Eftersom vi først fik sagen cirka 8 år efter mordet sad vi på et lager af et tilsyneladende uendeligt antal flyttekasser med ALT fra hans lejlighed – ned til gamle klude og stikkontakter og vandhaner. Man havde fuldstændig skilt lejligheden ad og fyldt den i kasserne. Listerne var fandens mange og helvedes lange. Godt at vi var flere der havde en forkærlighed for at sidde om aftenen og stene med en joint og en flaske wihsky og studere lister nærmest ud af øjenkrogen. Vi satte dem op på væggene og gik mumlende rundt. Eller vi kastede med dartpile og valgte tilfældige punkter på den måde.

”Dagene gik og det var sommer og det var stadig sommer. Forfatteren var holdt op med at skrive og klokken var holdt op med at slå. (tjek om det er noget jeg har hugget)”
Det var skrevet med stor fed tusch på et vred A4 bukket sammen til at have i lommen. Man kunne se det havde været i en lomme længe eller havde været op og ned af mange lommer, men der var kun skrevet på det øverste stykke papir.
Jeg stod og gravede i en flyttekasse. Der dukkede små sedler frem. Vi elsker som bekendt små sedler. Eller vi får så mange små sedler at vi er ved at brække os. Det er som at sidde hos forhandleren og vente på nyt om den lodseddel man lige har købt. Man ved godt at man ikke vinder, men man lever lidt i en drøm der heldigvis ikke varer ved.
Sat op på væggen så alle sedlerne ellers ret godt ud, men det var poesi vi stod og stykkede sammen og næsten ingen tørre facts. Der måtte godt have været lidt flere billetter og bon´er og den slags. Der var masser af recepter. Han spiste nøjagtig den samme medicin som jeg. Tegretol (oprindeligt et middel mod epilepsi), Alopam (nervepiller), Remeron (middel mod depression – en såkaldt ”lykkepille”) Og jeg vidste at han ligesom jeg røg en masse joints.
Da jeg fortalte NHS Nielsen at jeg røg hash sagde han bare: hvad der end kan holde dig sammen vil jeg gå med til. Du skal bare holde din kæft. Så gør jeg det samme.
Han havde taget min sidste sygdomsperiode med en urokkelig tålmodighed og besøgte mig i nogle få minutter hver eneste dag fra den lukkede til jeg endelig blev lukket ud i den anden ende – over et halvt år efter. Da jeg spurgte hvorfor han ikke fyrede mig, sagde han: fordi jeg ikke kan undvære dig og fordi du ikke kan undvære arbejdet. Det sidste sagde han med et sørgmuntert glimt i øjet.
Det var meget mærkeligt at komme tilbage til arbejdet.
Jeg var blevet en anden. Hospitalsopholdet havde gjort mig til anarkist og kunstner. Jeg trak vejret på en anden måde.