Løgn på løgn på Kokholms hotel

I starten var der kun de brede strande og klitterne i Råbjerg mile, udlejningshytterne, hotellet og den gamle fornemme smadrekasse med automatgear som børnene kørte rundt i – på Kokholms private jord. Den selv samme bil som for nylig var køretøj for en seriemorder som børnene kendte som den Gamle direktør. Den selv samme mand som deltog i alle piratbridgeaftnerne og hjalp far og Den gamle arkitekt med at drikke al den whisky som kom frem fra alle kufferterne. Af og til fra den selvsamme kuffert som før rummede liget af den forsvundne fabrikant og talrige andre ofre for ”virksomheden” som blev forbigået i sædvanlig gentleman-agtig tavshed ”mellem venner”. Ingen behøvede vide noget, der fandtes kun dette vidunderlige sommerliv hvor både løgnehistorier og tavshed var tilladt. Her kunne alle være præcis hvad de ville, så længe der var piratbridge og wisky på terrassen efter middagen og nye løgnehistorier der havde samlet sig i løbet af dagen. Når aftenen var afsluttet i fordrukken sentimental hjertelighed var alt som det skulle være og plejede at være. Alle blev brune og spiste meget flæskesteg og fisk fra det store hav. Alle wiskyflaskerne blev omhyggeligt fjernet om natten af en usynlig hånd.