Depressionstekst

I dag vil jeg skrive en tekst. Depressionen må pakke sig, det er forår og jeg burde være glad. Det er ikke muligt at være så tavs så længe. Eller rettere: det har alt for længe været muligt. Jeg har set mig selv i spejlet. Jeg har et fjernt udtryk i øjnene og er langsomt ved at dø af gråt hår.

De vigtigste ting går i hårdknude. De forstener, bliver ugørlige, fryser fast. Jeg kan lige akkurat udføre enkelte ritualer. Jeg kan sidde hele dagen og stirre ind i mine skærme, spise noget hen under aften, pille i hjemmesiderne, prøve at tvinge mig selv til at skrive. Se alle kriminalserierne på DR1 og DR2. Se resten ligemeget hvad det er. Spise for mange hovedpinepiller fordi jeg får ondt i venstre side af kraniet af at sidde i samme lamme stilling. Ryge for mange joints, for mange pakker smøger, drikke for mange liter cola, sove for længe, meditere for lidt, læse for lidt dharma, være for lille en buddha, være for lidt mig.

Hvis jeg kunne fortælle dig hvorfor jeg gemmer mig og hvorfor jeg ikke kan tage mig sammen til den mindste lille opgave ville jeg gøre det. Jeg har et reelt behov for at meddele verden at jeg lever og har det fornuftigt, men det ville ikke passe og jeg vil helst ikke lyve. Jeg kan ikke tage mig sammen til at svare på de mails jeg har fået gennem et stykke tid nu. Jeg kan ikke tage mig sammen til at finde et nyt vaskeri efter de lukkede det gamle. Jeg venter på at blive ramt af lynet eller slået i ansigtet så jeg kan få vasket mit tøj. Hele mit liv er lige nu gråt og brunligt og lugter væmmeligt.

Jeg ville gerne tralle og klukke af grin over tilværelsens morsomme optrin, men der er ikke noget at grine af - hvad skulle det for eksempel være? Det hjælper ikke at høre glad popmusik. Jeg gider ikke og den er under alle omstændigheder for glad og frisk. Man bliver imun over for det glade og friske. Det hjælper af og til at høre noget sørgelig klassisk musik, for eksempel Mozarts requiem, men det hjælper næsten for meget. Jeg får for ondt af mig selv og det var ikke meningen. Meningen var at få en fornemmelse for andres sorg, men sammen med min egen fylder den mig bare op så jeg bliver mere forstenet end før. Det er i orden at være ked af det, men det er ikke i orden at være ked af det i 5 år.

Telefonen ringer og jeg prøver at lyde konstruktiv. Den der ringer har ikke fortjent at få en forstening i røret. Ingen har bedt mig være ked af det og ingen har bedt om at blive ked af at høre at jeg er ked af det. Skal jeg overhovedet tage telefonen? Virker min antidepressive medicin - giver den andre virkninger end bedre søvn og en spændt ophovnet ølmave? Vil jeg blive ved med at tage den? Tør jeg holde op?