Hallo-hallo, jeg sender fra planeten Intet.
Er der nogen der kan høre mig?
Når man nu har en blog, er det jo nok meningen at man skal bruge den til at skrive ting og sager i. Den er skabt til at ens grafomaniske tendenser kan komme til udtryk. Man må passe på at fodre sådan en blog med alt fra makrelsalat til højere filosofiske tanker - det rager jo under ingen omstændigheder andre end en selv, med mindre det altså gør og det er en anden historie.
Dette ultrapersonlige rodsammen viser sig så som enten en guldgrube af underlige ting man kan snage i eller en slags lufttomt rum uden brugbar kommunikation.
Men man skal bare have sådan en. Har man ikke sådan en er man ikkeeksisterende og det er ikke rart at vide hvordan det føles.
