søndag den 15. juni 2008

Dagbog 15. juni 2008

I dag:
gammel, overvægtig, ensom.

Når jeg drømmer er jeg,
som alle andre, uden alder.
Jeg kan svømme og køre bil.
Jeg har penge og rejser meget
og jeg bor selvfølgelig et andet sted.

Jeg har haft alle slags kriser. Det vil være
for meget at opliste dem her.
For tiden sidder jeg fast i en midtvejskrise
der har varet siden jeg var omkring fyrre
og som jeg forventer vil vare til jeg dør.
Jeg håber jeg kan nå at gennemleve den
inden jeg reinkarnerer. Jeg ønsker ikke
at få endnu et liv i livsvarig krise.

Når jeg igen opstår vil det højeste for mig
være et liv som munk. Jeg er allerede ved
at lære at bruge min seksuelle energi på
noget højere, dybere, mere meningsfuldt.
Jeg lukker mig jo inde i min hule og
fristes ikke af andet end internettets
evindelige 'sexuelle' muligheder.
En eenvejssexualitet der ingen veje fører.
Af og til er der en der ligner X.
Så drømmer jeg lidt om X mens jeg
irriteres over den overfladiske lighed.
Denne X er af plastic tænker jeg
og mine gamle drømme om den
rigtige X er også lavet af plastic.
Det er den onde opvågning til ingenting.

Lidt senere er det anvendt visdom.
Måske er der stadig mulighed for en lykkelig slutning.
Og en lykkelig begyndelse, men det er en anden historie.