torsdag den 28. maj 2009

tirsdag den 26. maj 2009

Vejret

Stegepande med atomprøvesprængninger.
Senere på dagen pludselig brandslukning med torden.

oplysningskontorets ugeblad nr. 5

Mandag d. 25 maj: 14 nye indslag på oplysningskontoret.dk

fredag den 15. maj 2009

Billede

Kontorstilleben

Kvartal

Cirka hvert kvartal føler jeg trang til at sige undskyld.

Undskyld fordi jeg ringede og var så skidestiv og aftalte at muligt med dig, som jeg slet ikke kan huske nu. Min bror ringede eksempelvis i dag og huskede mig på at jeg havde inviteret mig selv på middag hos ham kl. 19.00.

Undskyld fordi jeg graver mig ned og således slet ikke er den der pludselig står ved din hoveddør med den bedste ide i dette årtusinde. Eller med en buket blomster, eller et mesterværk jeg har lavet.

Dog ikke undskyld for trangen til at blive gartner eller ornitolog og begå landet som det ønsker at blive trasket i.

Stanislaw Zolczynski


Stanis har altid været en hård kritiker

Historien om uret

Jeg fik uret af mine venner. En dag sad jeg alene på kontoret. Pludselig stod der en hindu i rummet og fortalte mig at han kunne se ind i min fremtid. Jeg var lettere åndsfraværende, men det at han kunne se ind i min fremtid var for tillokkende. Jeg måtte simpelthen vide hvad han snakkede om. Han sagde at han kunne se at jeg ville blive 79 år gammel. Jeg har senere tænkt at han så fejl og at det han kunne se var min far. Han døde nemlig da han var 79.
Så sagde han at jeg burde beholde firmaet for mig selv, hvilket jo var absurd eftersom Øverste Kirurgiske netop var et kollektiv og så langt fra en enkelt persons værk som overhovedet muligt. Han så mig ind i øjnene med øjne jeg tolkede som nærmest alvidende og forlangte penge af mig, endnu et absurd forlangende. Jeg bukkede således under og gav ham uret. Og havde fra den dag meget dårlig samvittighed.

Uret

Vejret er skønt

Vejret er skønt.
Jeg ser ud på det
gennem mine uvaskede ruder.
Vejret er dejligt.
Folk går omkring i dejligheden.
Jeg sidder og tager mig sammen.

torsdag den 14. maj 2009

Da jeg var ung

Da jeg var ung og nyudsprunget maniodepressiv var det på en måde lettere. Jeg blev skingrende manisk og havnede bagefter i en mega depression. Jeg tænkte: 'okay, det tager et halvt års tid med det hele, de hårde måneder på hospitalet, men så kommer tidspunktet hvor jeg bliver udskrevet og kommer hjem til mit hjem der nu er nyt og alligevel elsket og kendt - efter et stykke tid kan jeg begynde at leve igen'.
Nu er det noget andet. Jeg er mest depressiv og har været så mange gange på hospitalet at de helst ikke vil se mig der længere. 'Du er for rutineret og for dygtig til at komme op igen - derfor vil vi ikke indlægge dig'.
Det er ikke forkert at sige at jeg bliver mere og mere alene med problemerne. Systemet kan ikke anerkende at jeg har brug for hjælp når jeg kan smile og fortælle vittigheder. Det burde forstå at vittighederne er rent selvforsvar.
Det bliver ikke nemmere bare fordi jeg har været syg så mange år. Det bliver sværere og sværere at stille sig op op morgenen og tage fat i dagen på en konstruktiv måde.

Og hvis du synes det er irriterende at jeg skriver så meget om depression er det bare ærgeligt. Jeg agter at blive ved. Blandt andet når jeg som her kommer med et link til en artikel om Lars von Triers depression.

Stille

Jeg starter forfra igen.
Hele tiden starter jeg forfra.
Dagen kommer bag på mig.
I aften eksisterer jeg.
Håber jeg.

Stille

Ikke en hjernecelle rør sig.
Ingen strøm mellem
den ene og den anden tanke.

onsdag den 13. maj 2009

Ringu Tulku tells Do Khyentse story

3 Questions to Ringu Tulku Rinpoche PART 2

Det frygtelige er

at jeg ikke aner om jeg kopierer andre. Jeg tror det ikke, men hvem aner det, når det kommer til stykket.

Forresten

Bare fordi jeg ikke poserer med hverken min kalashnikov eller min toptunede motorcykel kan jeg vel stadig være en fandens karl, hvis jeg altså gider, hvilket jeg tvivler på.

Jeg har slugt en flue

Jeg er helt sikker på at jeg har slugt en flue.
Det er ikke så skide smart.
Måske er det bare den daglige påmindelse om at blive vegetar.
Større prutter, bedre karma.

Vend den 2. skærm til

2. skærm

tirsdag den 12. maj 2009

3 Questions to Ringu Tulku Rinpoche PART 1

Skumjulemænd

Det er godt at mine sko
af to skumjulemænd
er så klisterede
at jeg kan blive stående
på den her sabel
som ham her
hænger op på på væggen.

mandag den 11. maj 2009

Bortset fra kærligheden

Jeg er bortset fra kærligheden
og vender min grimme kind til.
Her kan du klappe mig ømt
og fortælle mig
at det desværre ikke
skal være os to.
Bagefter tager jeg på skydebanen
inden bokseklubben.


Opl.Kont.

Ja, i dag er det oplysningskontoret, vi ses i morgen.

Hullet i jorden 09

søndag den 10. maj 2009

Meningen med søndagen

Meningen med søndagen er at vi absolut intet skal foretage os, vi skal bare lade op inden ugen begynder. Derfor har fanden opfundet alle de opgaver vi skal aflevere om mandagen.

Søndagen eksisterer

Den har bare gravet sig ned i en hyggelig slentren.

lørdag den 9. maj 2009

Denneher findes, far fandtes

Der skal skrives mange flere artikler om det her!
'Far gik op af trappen og forsvandt i sit arbejdsværelse hvor vi helst ikke skulle forstyrre.
Det var også ham der kunne køre 'langs strandvejen'.
Til alt held lå min søsters og min afdeling af huset lige under arbejdsværelset. Vi spillede ulidelig høj musik når han havde været tilstrækkelig flabet. Særlig Sweet og Slade. Eller havde vi allerede opdaget Mr.Wonder?
Og så var han pludselig i Vietnam og sad i en helikopter der smed napalm ned i hovedet på uskyldige mennesker. Det var de rædselsfulde minder der først meldte sig. Fuck dig, minder.
Og når han blev for ked af det kunne han bilde sig ind at han var i en meget larmende lufthavn, meget langt væk.
Så hævede han sine arme og lod dem falde med forholdsvis stor præcision over tastaturet på den gamle DR-rejseskrivemaskine med stålcover der var 60% stærkere end soldaterhjelme.
Det kom der en såkaldt 'Perle' ud af. Det kaldte min far en artikel der var tænkt forholdsvis godt igennem og leveret som det sig hør og bør. Med giftige sorte kopipapirer imellem. Der skulle af en eller anden grund være tre eksemplarer.'

Tjek Far-erindringerne af Jens Blendstrup og Martin Budtz

ØK-oplæsning nr. 75 i DEN SIDSTE HAL 7. maj 2009 (reportage)

Læs Thomas Krogsbøls reportage her

Jeg falder ikke frivilligt ud af verden

Jeg falder
og lander
og starter forfra.
Jeg gør det igen
og igen.
Jeg er grundlagt
på optimismen
der stadig
samler sig i mig.
Jeg falder
og lander
og starter forfra.
Jeg falder ikke
frivilligt ud af verden.

fredag den 8. maj 2009

Pausebillede

Buddhas parnirvana 2553

Skitse

Medicinalindustrien er stadig fuld af fup

Det er ikke rart for en storforbruger af medicin ustandseligt at støde på medicinalindustriens fup.
Læs Kristian Villesens artikel i Information om industriens nyeste påfund - et fuptidsskrift pakket ind i seriøsitet her

torsdag den 7. maj 2009

Udsnit

Depression

Netdoktor:
http://www.netdoktor.dk/emnecenter/depression/fakta.shtml

Depression

Net-patient:
http://www.netpatient.dk/depression.htm

Gråspurv lander

flakser
dykker
svæver
flakser
dykker
svæver
lander

Umuligt forslag

Motion, læsning, ordenlig kost, daglige gåture, slukkede computere.

Det kedelige tag

Det kedelige tag over udgravningen skulle afmonteres, men afmonteringen er gået i stå.
Nu regner det ned mellem de fritlagte bjælker.
Hvis det regner længe nok bliver udgravningen fyldt med vand.
Jeg forstår mig ikke på den slags arbejde.

onsdag den 6. maj 2009

Skitse

Udsnit

Stille

Så stille denne tavse dag er.
Så fuldstændig stille og blank.
Pludselig vælter et træ
og udsletter en bilist
der kører forbi Fælledparken
i den tiltagende blæst.

Udsnit

tirsdag den 5. maj 2009

Udsnit

Naivitet

Jeg er muligvis meget naiv
og jeg ser ret mange detektivserier.
Det er muligt jeg ikke kan lære
noget særlig brugbart af det.
Men jeg er en en helvedes detektiv.
En rigtig helvedes en.
Desværre kun sent om aftenen.
Lige før det er ligemeget. Ligegyldigt.
Ring ikke til den deprimerede detektiv
tidligt om morgenen.
Du får kun vrøvl.
Desorienteret vrøvl.
Den bedste slags vrøvl man kan få.

ØK i DEN SIDSTE HAL torsdag d. 7. maj 2009

Få den allersidste melding om Øverste Kirurgiske-oplæsningen i Den Sidste Hal, torsdag d. 7. maj 2009 på Krogsbøls blog

Hænderne

Læs Mogens Bynkou Nielsens Hænderne i Anarkiet. Klik her

Skummel Budtz - med øre

Van Gogh og øret



Undersøgelserne har stået på i 10 år, men så er forskerne også næsten sikre på at det ikke var ham selv der skar øret af. Læs mere i berlingeren her

Opmærksomhed

Jeg er nået til et sted
hvor min opmærksomhed
hele tiden er tændt.
Depressionen har godt
af at få nogle bank.
Bare ærgeligt
at den hele tiden
kommer igen.

Udregning

Hver gang jeg skal lave
den simpleste udregning
er det som om nogen
nedsænker et stykke
udbanket lever
mellem talrækkerne
og jeg har øjeblikkeligt
glemt hvad det var
jeg skulle regne ud.
Min opmærksomhed
er tryllet væk.

Skitse

Skitse

Afmontering

cursoren blinker
det regner
der er flag på busserne
jeg går ned i gaden
jeg går op af trapperne
jeg låser mig ind
jeg lufter ud

cursoren blinker
det regner stadig
jeg behøver ikke gå
jeg kan tillade mig
at sove middagssøvn

cursoren blinker
det lysner
tømreren afmonterer
det kedelige tag
over udgravningen

Vågner i kaos

Jeg vågner langsomt
i det velkendte kaos
og kan kun vente
til det hele aftager lidt
og jeg ved hvad jeg hedder.

søndag den 3. maj 2009

Dagen

Denne dag er præcis 2 milimeter
forskellig fra andre dage.
Jeg har målt den med
den gamle tommestok.
Og ja, jeg fik fingrene i klemme
som jeg plejer.

lørdag den 2. maj 2009

af eller ad

Jeg står lige
og sidder her.
Jeg sidder så fast
at jeg ingen vegne når.
Jeg når så lidt
at jeg kun kan sidde her.

Jeg står her hvor jeg sidder.
Jeg er ikke i noget humør
og jeg står her
og sidder
og siger og siger.

Det er ikke mørkt,
men der er nat
eller weekend
over det hele.

Jeg tænker en tanke
der fiser ud i ottetaller
pruttende over skrivebordet,
ud af vinduet
der står åbent.

Det ingenting der sker
sker i mange hastigheder
og ligner vandplanter
i undervandsstrømmen.

fredag den 1. maj 2009

Dagen står blank og venlig

Dagen står blank og venlig
med højt til loftet
og UV på mellem fire
og fire en halv.
I fælledparken
står en masse mennesker
i hvert deres hjørne
og taler så overbevisende
som muligt.
Eller er bare tilstede
uden at høre efter.

1. maj