Da jeg var ung

Da jeg var ung og nyudsprunget maniodepressiv var det på en måde lettere. Jeg blev skingrende manisk og havnede bagefter i en mega depression. Jeg tænkte: 'okay, det tager et halvt års tid med det hele, de hårde måneder på hospitalet, men så kommer tidspunktet hvor jeg bliver udskrevet og kommer hjem til mit hjem der nu er nyt og alligevel elsket og kendt - efter et stykke tid kan jeg begynde at leve igen'.
Nu er det noget andet. Jeg er mest depressiv og har været så mange gange på hospitalet at de helst ikke vil se mig der længere. 'Du er for rutineret og for dygtig til at komme op igen - derfor vil vi ikke indlægge dig'.
Det er ikke forkert at sige at jeg bliver mere og mere alene med problemerne. Systemet kan ikke anerkende at jeg har brug for hjælp når jeg kan smile og fortælle vittigheder. Det burde forstå at vittighederne er rent selvforsvar.
Det bliver ikke nemmere bare fordi jeg har været syg så mange år. Det bliver sværere og sværere at stille sig op op morgenen og tage fat i dagen på en konstruktiv måde.

Og hvis du synes det er irriterende at jeg skriver så meget om depression er det bare ærgeligt. Jeg agter at blive ved. Blandt andet når jeg som her kommer med et link til en artikel om Lars von Triers depression.