Cirka hvert kvartal føler jeg trang til at sige undskyld.
Undskyld fordi jeg ringede og var så skidestiv og aftalte at muligt med dig, som jeg slet ikke kan huske nu. Min bror ringede eksempelvis i dag og huskede mig på at jeg havde inviteret mig selv på middag hos ham kl. 19.00.
Undskyld fordi jeg graver mig ned og således slet ikke er den der pludselig står ved din hoveddør med den bedste ide i dette årtusinde. Eller med en buket blomster, eller et mesterværk jeg har lavet.
Dog ikke undskyld for trangen til at blive gartner eller ornitolog og begå landet som det ønsker at blive trasket i.