Jeg tror jeg tidligere har skrevet om hvor giftigt det kan være at få nobelprisen (den litterære) ned i hovedet i enkroner kastet med stor akkuratesse fra et Herkules-fly. Værsgod min ven, splat du bare ud. Mon ikke du er stolt når du igen kan trække vejret.

Sådan en tvangstanke kan man sagtens have.
Visse anmeldertyper og andre der har gennemskuet mit tynde værk kan jo bare mene. Men I bare.
Sidste gang jeg havde sådan en tvangstanke om nobelprisen i snottede enkroner var da jeg var indespærret på den lukkede på Kommunehospitalet som nu er lukket. Som tiden dog går. Hvor har jeg dog tilbragt meget tid på at sidde og ryge smøger og stå i kø for at stille det simpleste spørgsmål til dem der måtte befinde sig på kontoret. Hvor var den låste dørs gruppemøder dog nervepirrende.

Jeg blev på et tidspunkt bidt af tre hunde ude på Nokken og kørte til den dengang eksisterende skadestue på det som sagt lukkede Kommunehospital. Du kan selv opmåle ruten. Den blev kørt på min banecykel (med bremser!) på et par sekunder over fem minutter. Det var heller ikke fedt at have tre store Rotweileragtigtige hundes tandsæt i underbenet.