Skal jeg skrive om alt?

Skal jeg være totalt ærlig, selv om det nok vil ryste nogen?
Hvis jeg havde gået på forfatterskolen (jeg har 'kun' gået på Bernadotteskolen, på HF, er 45/46 (femogfyrre seksogfyrrendedele) uddannet som trommehandler, købmand, reklamemenneske og roadie og videreuddannet i Øverste Kirurgiskes skole for gamle, men delvist opmærksomme digtere) vil jeg måske have fået at vide at man ikke skal pakke noget ind.
Poul Borum skrev telegramagtigt tilbage til mig da jeg havde indsendt et lige dele originalt og lige dele sjusket manuskript at jeg var for charmerende. Da jeg senere sendte mine ungdommelige sort-ovefrakke-slutningen-af-halvfjerserne-starten-af-firserne-forsøg-på-digtsamlinger til ham, skrev han dybt originalt eller halvt dement tilbage: Du skriver for charmerende og burde kun skrive vanvidstekster som Grotrian (jeg vil lige indskyde at jeg ikke anser Grotrians tekster for at være "vanvidstekster" - snarere tværtimod) og dyrke uforståeligheden og de skønne ord og noget andet pladder som var så malplaceret at jeg har fortrængt det.

Jeg diskuterer kun det med at være 100% ærlig fordi der er en del faldgruber i det. Der er vel folk der kan blive kede af det og andre der slet ikke kan forstå hvordan fanden jeg kan have læst en situation som jeg har, osv. Jeg tror jeg dropper det hyperærlige og den deraf følgende anskaffelse af et kraftigt skydevåben. Jeg bor ikke ligefrem et sted hvor man kan være bevæbnet med kraftigere sager end en tandstikker. Hvornår blir en rulle gaffa ulovlig? En kuglepen? Et bælte? Et par militærstøvler? Og hvor var det jeg kom fra?

Nå, ja - jeg tror jeg ville sige at jeg er digter og på trods af alle journalisterne i min familie vil jeg gerne være fri for den fulde trekantede sandhed, som kan måles og vejes. Jeg vil hellere skrive en klumme på oplysningskontoret.dk så det starter jeg på på mandag.