Mon ikke det snart er muligt at møde hende jeg drømmer om - bare helt tilfældigt og med plads til at vi begge to kan tillade os at svinge humørmæssigt uden at det skal gå ud over projektet: at elske hinanden på grund af og på trods af hinandens fejl og mangler - for slet ikke at tale om den manglende rutine som helt sikkert vil lade os svæve i uvished i perioder, fordi vil elsker hinanden (ret hurtigt efter vores første møde (håbet er lysende grønt)) og samtidig vil gå meget langt for at forholdet skal udfolde sig.
Jeg regner med at vi kan gøre alt det ovenstående med et energisk stædigt veholdende gåpåmod.
Det korte af det lange er at jeg virkelig tror det kan lade sig gøre at finde hende jeg kan grine og græde, diskutere og brainstorme med (hvis jeg ikke allerede har fundet hende), elske betingelsesløst og sammen bygge det lille bjælkehus i skoven hvor de små børns vanter hænger til tørre i entreen (hvis min fremskredne alder og alle mine tabubelagte sygdomme ikke for længe siden har sat en stopper for videre reproduktion af min halvdel af de skønne børn med store ører, store næser og udpræget talent for påståelighed og ordspastiske tvangsskriverier).
Og så spørger jeg mig selv om jeg mener det alvorligt.
Hvor skulle jeg vide det med sikkerhed allerede før jeg overhovedet har mødt dig.?
Måske har jeg allerede mødt dig. Jeg tror det.
Jeg har mødt forskellige kvinder som jeg har været meget forelsket i, men de er dukket op, ud af intet, for siden at forsvinde igen inden jeg fik taget mig sammen til at meddele min kærlighed på en fuldt forsvarlig og inderlig måde. Lige nu er der en pige fra fortiden som spøger. Vi skriver mails med hinanden, men hun har en teenagesøn og et meget krævende arbejde og jeg kan ikke finde ud af at lave fornuftige systemer i mit eget arbejde (og en fornuftig håndtering af mine fucking - måske nærmere anti-fucking sygdomme) som vil gøre det muligt for mig at være mere tilstede.
Noget må ske. Jeg ønsker brændende at vi kan få et forhold som to venner der forhåbentlig kan blive kærester på længere sigt og måske oven i købet lukke glæden og humoren ind. (Den vil jo gerne ind, men jeg kommer alt for ofte til at sige noget uforståeligt på dørtærklen som får den til at sige at den har travlt (der er kun udmålt ganske kort tid til hver enkelt kærlighedstørkeramt)) og at den ikke orker at kæmpe mod min malplacerede stædighed. "Hvis du kaster et par hundrede hæmninger vil jeg overveje at komme tilbage og fortsætte hvor vi slap".
