Far på cafe. Ja. og så mig. Lille næsvise mig. Vi sidder og taler om noget og han kan ikke dy sig, han må belære og når nu jeg sidder der og ovenikøbet fotograferer må jeg også lade mig belære, men desværre aldrig høre de gamle hemmeligheder. Far har skrevet under og han må aldrig sige den sidste brik i det sønderbombede brætspil. Han siger noget han tror vil få mig til at tænke i den rigtige retning, når nu han ikke kan sige det som det er. Noget er for de gamle kæmpere, noget andet er det vi opsnuser som om det var en kriminalgåde - hvad det også er. Hvorfor skal vi rejse til Grækenland elskede far, hvis du heller ikke her vil sige det som det er? Og har du nu været død længe nok til at jeg kan sige at du om natten gik i søvne til en lille by langt væk og blev leveret tilbage af høflige og søde mennesker der bare ikke vidste hvad der foregik.

Og så er der Frederik, den næste majestæt, i en pæn hvid jakke som han faktisk har gjort sig fortjent til som højt kvalificeret frømand/sømand (og et par andre uddannelser han har gennemført) Jeg har selv boet under en kilometer fra uddannelsesstedet. Vi havde en havemand der havde dette slogan: Ring til Bent, det er nemt!

Stille nætter som denne bringer sorgen over at være alene tættere på. Og når det går op for en hvem man er forelsket i, aner man ikke hvordan man skal opføre sig, hvad man skal skrive og hvad man skal gøre

Jeg har nu endnu en gang levet otte år i cølibat. Der skal åbenbart udleves en del kærlighedsmæssige tørker. Kvinderne bombarderer mig ikke ligefrem med kærlighedserklæringer og af ren og skær trodsighed finder jeg det ikke rimeligt at det skal være mig der for tusinde gang skal spille supertjekket velafbalanceret, velfriseret, overskudsmenneske.

Mon ikke det snart er muligt at møde hende jeg drømmer om - bare helt tilfældigt og med plads til at vi begge to kan tillade os at svinge humørmæssigt uden at det skal gå ud over projektet: at elske hinanden på grund af og på trods af hinandens fejl og mangler - for slet ikke at tale om den manglende rutine som helt sikkert vil lade os svæve i uvished i perioder, fordi vil elsker hinanden (ret hurtigt efter vores første møde (håbet er lysende grønt)) og samtidig vil gå meget langt for at forholdet skal udfolde sig.

Jeg regner med at vi kan gøre alt det ovenstående med et energisk stædigt veholdende gåpåmod.

Det korte af det lange er at jeg virkelig tror det kan lade sig gøre at finde hende jeg kan grine og græde, diskutere og brainstorme med (hvis jeg ikke allerede har fundet hende), elske betingelsesløst og sammen bygge det lille bjælkehus i skoven hvor de små børns vanter hænger til tørre i entreen (hvis min fremskredne alder og alle mine tabubelagte sygdomme ikke for længe siden har sat en stopper for videre reproduktion af min halvdel af de skønne børn med store ører, store næser og udpræget talent for påståelighed og ordspastiske tvangsskriverier).

Og så spørger jeg mig selv om jeg mener det alvorligt.
Hvor skulle jeg vide det med sikkerhed allerede før jeg overhovedet har mødt dig.?
Måske har jeg allerede mødt dig. Jeg tror det.

Jeg har mødt forskellige kvinder som jeg har været meget forelsket i, men de er dukket op, ud af intet, for siden at forsvinde igen inden jeg fik taget mig sammen til at meddele min kærlighed på en fuldt forsvarlig og inderlig måde. Lige nu er der en pige fra fortiden som spøger. Vi skriver mails med hinanden, men hun har en teenagesøn og et meget krævende arbejde og jeg kan ikke finde ud af at lave fornuftige systemer i mit eget arbejde (og en fornuftig håndtering af mine fucking - måske nærmere anti-fucking sygdomme) som vil gøre det muligt for mig at være mere tilstede.

Noget må ske. Jeg ønsker brændende at vi kan få et forhold som to venner der forhåbentlig kan blive kærester på længere sigt og måske oven i købet lukke glæden og humoren ind. (Den vil jo gerne ind, men jeg kommer alt for ofte til at sige noget uforståeligt på dørtærklen som får den til at sige at den har travlt (der er kun udmålt ganske kort tid til hver enkelt kærlighedstørkeramt)) og at den ikke orker at kæmpe mod min malplacerede stædighed. "Hvis du kaster et par hundrede hæmninger vil jeg overveje at komme tilbage og fortsætte hvor vi slap".