onsdag den 30. april 2008
Morfar
Her er morfar fotograferet af min søster Julie Winding.
Morfar havde desværre fået grå stær, hvilket var svært når han var maler og kunstkritiker. Han vovede endog at være uenig med sin bedste ven Lundstrøm. Han vovede at tegne og skrive og at være uenig hvis det behøvedes. Kort sagt en rigtig mand med rigtige syn på livet og kunsten.
Han sagde blandt andet at jeg skulle lade være med at male. Han mente at min farveblindhed
var diskvalificerende. Han interesserede sig ikke så meget for musik og pludselige hændelser at det fik lov til fylde for meget. Så var det bedre at fælde de træer der stod og skyggede ovre på bakken og stod i vejen for køernes udsigt til fjorden.
Depressions-tema
INFO
Jeg beklager meget at det har været nødvendigt at udpensle min depression for et uforberedt publikum af ganske almindelige glade mennesker. De andre jeg kender som også er depressive må også undskylde denne udpensling. Jeg tror det vil være en god ide at lade være med at læse rumkugler et stykke tid. Jeg kan mærke at der lejlighedsvist vil forekomme depressive tekster.
Jeg beklager meget at det har været nødvendigt at udpensle min depression for et uforberedt publikum af ganske almindelige glade mennesker. De andre jeg kender som også er depressive må også undskylde denne udpensling. Jeg tror det vil være en god ide at lade være med at læse rumkugler et stykke tid. Jeg kan mærke at der lejlighedsvist vil forekomme depressive tekster.
Depressionstekst #3
Jeg har besluttet mig for
at være en dykker i en dykkerklokke
der deltager i vigtig forskning
i hvor langt vi kan synke.
Hvor ulykkelig kan man blive
uden at eksplodere
eller rettere: implodere
Gå ind i selv selv
og aldrig komme ud igen.
at være en dykker i en dykkerklokke
der deltager i vigtig forskning
i hvor langt vi kan synke.
Hvor ulykkelig kan man blive
uden at eksplodere
eller rettere: implodere
Gå ind i selv selv
og aldrig komme ud igen.
mandag den 28. april 2008
Depressionstekst #2
Vi er wienerbrød
vi er små spøgelser der står i hjørnerne.
Vi er brune eller grå.
Der er meget skumgummi i os
selv om det føles som rockwool.
Lad mig sige det med det samme:
jeg er ikke et menneske
jeg er en bivirkning.
Hvilket måske er noget sludder.
Jeg er ikke den antidepressive pille,
men mere den anarkistiske tanke.
Selv om jeg lever i et akvarium,
sammen med de lallende glade fisk
og lever mit halve ligegyldige liv
under den store sten i hjørnet.
Det kan godt være det hele er brunt,
men det er også gråt. Hurra for det!
Hvad er det der falder og falder så langt inde i mig, det lyder som et hus der synker i grus.
Det er blevet forår og solen skinner.
Når jeg går ud, hen under aften,
er der ikke mere.
Gør dine ting og bring dit hjem i orden
siger en stemme inde bag alt mit rod
som en skolemester der siger noget
bare for at sige noget.
Gør dog noget helt, gør noget færdigt
lad dog ikke skitserne fylde det hele
gå dog ud i livet
sid dog ikke der og hold din kæft
når der er så meget der gerne vil siges.
En dag kommer der en linje du ikke kan undslippe, der bliver sagt ting du må tage stilling til, du må springe op og gribe det der flyver rundt.
Når du har levet igen kan du slette alle linjerne
du kan smide det ud du ikke kan få til at vibrere.
Lige nu er der ikke noget valg.
vi er små spøgelser der står i hjørnerne.
Vi er brune eller grå.
Der er meget skumgummi i os
selv om det føles som rockwool.
Lad mig sige det med det samme:
jeg er ikke et menneske
jeg er en bivirkning.
Hvilket måske er noget sludder.
Jeg er ikke den antidepressive pille,
men mere den anarkistiske tanke.
Selv om jeg lever i et akvarium,
sammen med de lallende glade fisk
og lever mit halve ligegyldige liv
under den store sten i hjørnet.
Det kan godt være det hele er brunt,
men det er også gråt. Hurra for det!
Hvad er det der falder og falder så langt inde i mig, det lyder som et hus der synker i grus.
Det er blevet forår og solen skinner.
Når jeg går ud, hen under aften,
er der ikke mere.
Gør dine ting og bring dit hjem i orden
siger en stemme inde bag alt mit rod
som en skolemester der siger noget
bare for at sige noget.
Gør dog noget helt, gør noget færdigt
lad dog ikke skitserne fylde det hele
gå dog ud i livet
sid dog ikke der og hold din kæft
når der er så meget der gerne vil siges.
En dag kommer der en linje du ikke kan undslippe, der bliver sagt ting du må tage stilling til, du må springe op og gribe det der flyver rundt.
Når du har levet igen kan du slette alle linjerne
du kan smide det ud du ikke kan få til at vibrere.
Lige nu er der ikke noget valg.
søndag den 27. april 2008
Atombomben
Nu vi lige har set
resten af anden verdenskrig,
så okay -
kom så bare med atombomben...
De kastede denne bombe
der rev kødet af tusinder
af japanske mennesker
der stod tilbage som skeletter.
Det var omhyggeligt regnet ud
at den skulle detonere i luften
over den sekunder senere pulvariserede by
Havde jeg ikke efterhånden troet
at det faktisk var sket
ville jeg have set udsendelsen
som en corny dommedagsfilm
og ikke tænkt nærmere over det.
Det er skræmmende.
Og nej, det er ikke tylgardiner,
det er bygninger der synker i grus.
Det er ikke tændstikmænd der splintres
det er rigtige levende mennesker.
Det er ikke et lysskilt
det er en brændende japaner.
Man kunne skrabe huden af generationer
af dem der ikke døde med det samme.
En delegation i kjole og hvidt og høje hatte
bukkede formfuldendt
og overgav sig betingelsesløst.
Den amerikanske præsident
der startede det hele
var død og begravet som heltemodig landsfader.
Tusindvis af deforme børn blev født.
Skylden var ikke til at bære for bombeflyets besætning.
For sent angrede Oppenheim og Einstein og Bohr.
At det blev anset for at være nødvendigt
er ikke til at forstå.
At det i mange år efter - selv op til vor tid
bliver anset for at være nødvendigt at have muligheden
Må aldrig nogen sinde forstås.
resten af anden verdenskrig,
så okay -
kom så bare med atombomben...
De kastede denne bombe
der rev kødet af tusinder
af japanske mennesker
der stod tilbage som skeletter.
Det var omhyggeligt regnet ud
at den skulle detonere i luften
over den sekunder senere pulvariserede by
Havde jeg ikke efterhånden troet
at det faktisk var sket
ville jeg have set udsendelsen
som en corny dommedagsfilm
og ikke tænkt nærmere over det.
Det er skræmmende.
Og nej, det er ikke tylgardiner,
det er bygninger der synker i grus.
Det er ikke tændstikmænd der splintres
det er rigtige levende mennesker.
Det er ikke et lysskilt
det er en brændende japaner.
Man kunne skrabe huden af generationer
af dem der ikke døde med det samme.
En delegation i kjole og hvidt og høje hatte
bukkede formfuldendt
og overgav sig betingelsesløst.
Den amerikanske præsident
der startede det hele
var død og begravet som heltemodig landsfader.
Tusindvis af deforme børn blev født.
Skylden var ikke til at bære for bombeflyets besætning.
For sent angrede Oppenheim og Einstein og Bohr.
At det blev anset for at være nødvendigt
er ikke til at forstå.
At det i mange år efter - selv op til vor tid
bliver anset for at være nødvendigt at have muligheden
Må aldrig nogen sinde forstås.
lørdag den 26. april 2008
Liget i kartoteksskabet 5. del
Jeg blev ved med at se på sagen på forskellige distancer – zoomede ind og ud. Der var ikke mange tekniske beviser. Manden var pløkket ud af denne verden og morderen havde tilsyneladende haft held til at slippe væk – hvis nogen havde set det, havde vedkommende i hvertfald ikke sagt det til hverken mig eller en af de andre mens vi afhørte hele gaden for tredie gang. Selv om forklaringerne nu for tredie gang blev ændret – bortset fra dem der tilhørte damen overfor – var der ingen der havde set skyggen af nogen morder der forlod gerningsstedet. Jeg orkede det næsten ikke, men statistisk set var det nødvendigt at vi koncentrerede os om damen overfor. Det virkede nærmest forstyrret at hun ikke fraveg fra sine forrige forklaringer. Jeg ville sove på det og bagefter lægge en øretæveindbydende plan der helt klart havde til formål at bringe hende på glatis og få hende til at huske endnu mere snuskede ting der kunne få den fastkørte maskine ud af mudderet igen og ud på mere logisk befærdet vej. Jeg ville lige tænke lidt over hvordan jeg kunne bruge hendes sociale og behandlingsmæssige netværk. Kunne jeg bare bede om hendes journal, eller var vi nødt til at sigte hende for at få indsigt I hendes beskidte undertøj og psykoser. Hvor langt kunne vi få lov til at gå? Eller blev jeg nødt til at benytte mig af simpel bestikkelse og milde trusler. Jeg måtte starte med en liste over folk på vagtplanen ved hendes sidste indlæggelse på Riget.
Hvis hun selv kunne bringes til at fortælle os hvornår hun sidste gang var indlagt, var det måske ikke helt umuligt at få vagtplanen. Og havde jeg vagtplanen kunne jeg få en masse gråligheder jeg kunne komme videre på. Samtlige personer skulle så bare tjekkes I computeren. Finder vi noget kan vi presse personen til at lave kopier af de nødvendige tidsintervaller I journalen. Så ville vi da ha det at starte på.
Men der er en led og stupid måde at gøre tingene på, så det første jeg gør I morgen er at ringe til Statsadvokaturet og anmode om at få journalen udleveret.. Jeg vil love dommeren at anmodningen kun blir fremsat fordi vi har så uendeligt lidt at gå efter. Flere af kollegerne vil skrive under på at de støtter anmodningen. Vi har virkelig brug for et eller andet der kan låse hende op.
Jeg vil også tale med Ejnar Windings overbo. Jeg har lagt mærke til at han har været bemærkelsesværdigt meget ude at rejse – også mens Ejnar Winding blev blæst til himmels. Mærkeligt nok har vi fået oplyst at der boede nogen I overboens lejlighed I perioder mens han ”var væk”. Jeg er parat til at rejse ud og tale med overboen der I øjeblikket opholder sig I Berlin.
Det er bare slet ikke nødvendigt, for han var blevet snuppet af tysk politi mens han forsøgte at stjæle en meget sjælden og fuldkommen ubetalelig Mercedes. De ville sende ham til mig som pakke men hoppede lidt op og ned på ham i anledning af den fine dyre bil og sendte ham som luftpost istedet.. Jeg måtte vente med at tale med ham til hjernerystelsen havde fortaget sig – men hvad fanden, det slumrende retsvæsen havde allerede ventet tæt på 8 år på at tilbyde ham en stol og give ham ild og pirke i hans kriminelle livsstil. Og når jeg skal være helt ærlig, så anså jeg det for usandsynligt at vi efter så lang tid med så mange samtaler skulle finde morderen ovenpå. Det var simpelthen så nærliggende at det ikke kunne være rigtigt, så jeg besluttede mig for at lade tvivlen bure ham inde. Slam!
Det var ikke noget problem at få ham fængslet på fraværende beviser og på injurier alene. Ganske vidst blev vi nødt til at påstå at han aldrig havde været ude at rejse – hvilket kun var delvist sandt viste det sig. Personligt havde jeg ingen problemer med det.. Jeg var nærmest sikker på at han ikke havde gjort det, men jeg var til gengæld sikker på at vi kunne finde en hel masse andet.. På en måde var det vel det sikreste for ham at blive behandlet som en sigtet. Vi var i hvertfald nødt til at fremlægge stålhårde beviser. Det var også herligt at vi kunne presse ham til at komme op med bare et eller andet. Vi havde hårdt brug for det.
Fra Ejnar Windings dagbog:
Xx maj 1995
Ljungtorp ringede. Vi snakkede sammen mens han sad og ledte i nogle papirer han havde i inderlommen. Nye rablerier til den lange guirlande hans forfatterskab jo er. En monolog. Bortset fra at teksterne altid er befolket med alverdens løjerlige starutter og kloge koner og liderlige tøser og indadvendte digtere...
x Juni 1995
SÅDAN EN DEJLIG SOMMERDAG SKAL MAN SIDDE HER OG LADE SOM OM MAN SKRIVER, NÅR SANDHEDEN ER AT MAN SNARERE ER I FARE FOR AT BLIVE SKYLLET VÆK AF DEN GRÅGRUMSEDE JAGTVEJ.
En eller anden emsig overbo har fået sat en stopper for det evindelige ding-dong kioskmanden har brugt så lang tid på at få til at virke. Måske har han rationeret ding-dong´erne så de kun ding-dong´er om aftenen..?
Ejnar Winding var passioneret fotograf. Han havde en besynderlig forkærlighed for orange dimser og dunkel belysning og krusseduller og portrætter i metroen. Faktisk var der flere hundrede billeder af bekendte i metroen. Mærkeligt at han svingede fra disse meget traditionelle ret op og ned portrætter og store ensfarvede flader til et mylder af dimser og dingenoter og ting der glimtede og funklede.
Eftersom vi først fik sagen cirka 8 år efter mordet sad vi på et lager af et tilsyneladende uendeligt antal flyttekasser med ALT fra hans lejlighed – ned til gamle klude og stikkontakter og vandhaner. Man havde fuldstændig skilt lejligheden ad og fyldt den i kasserne. Listerne var fandens mange og helvedes lange. Godt at vi var flere der havde en forkærlighed for at sidde om aftenen og stene med en joint og en flaske wihsky og studere lister nærmest ud af øjenkrogen. Vi satte dem op på væggene og gik mumlende rundt. Eller vi kastede med dartpile og valgte tilfældige punkter på den måde.
”Dagene gik og det var sommer og det var stadig sommer. Forfatteren var holdt op med at skrive og klokken var holdt op med at slå. (tjek om det er noget jeg har hugget)”
Det var skrevet med stor fed tusch på et vred A4 bukket sammen til at have i lommen. Man kunne se det havde været i en lomme længe eller havde været op og ned af mange lommer, men der var kun skrevet på det øverste stykke papir.
Jeg stod og gravede i en flyttekasse. Der dukkede små sedler frem. Vi elsker som bekendt små sedler. Eller vi får så mange små sedler at vi er ved at brække os. Det er som at sidde hos forhandleren og vente på nyt om den lodseddel man lige har købt. Man ved godt at man ikke vinder, men man lever lidt i en drøm der heldigvis ikke varer ved.
Sat op på væggen så alle sedlerne ellers ret godt ud, men det var poesi vi stod og stykkede sammen og næsten ingen tørre facts. Der måtte godt have været lidt flere billetter og bon´er og den slags. Der var masser af recepter. Han spiste nøjagtig den samme medicin som jeg. Tegretol (oprindeligt et middel mod epilepsi), Alopam (nervepiller), Remeron (middel mod depression – en såkaldt ”lykkepille”) Og jeg vidste at han ligesom jeg røg en masse joints.
Da jeg fortalte NHS Nielsen at jeg røg hash sagde han bare: hvad der end kan holde dig sammen vil jeg gå med til. Du skal bare holde din kæft. Så gør jeg det samme.
Han havde taget min sidste sygdomsperiode med en urokkelig tålmodighed og besøgte mig i nogle få minutter hver eneste dag fra den lukkede til jeg endelig blev lukket ud i den anden ende – over et halvt år efter. Da jeg spurgte hvorfor han ikke fyrede mig, sagde han: fordi jeg ikke kan undvære dig og fordi du ikke kan undvære arbejdet. Det sidste sagde han med et sørgmuntert glimt i øjet.
Det var meget mærkeligt at komme tilbage til arbejdet.
Jeg var blevet en anden. Hospitalsopholdet havde gjort mig til anarkist og kunstner. Jeg trak vejret på en anden måde.
Hvis hun selv kunne bringes til at fortælle os hvornår hun sidste gang var indlagt, var det måske ikke helt umuligt at få vagtplanen. Og havde jeg vagtplanen kunne jeg få en masse gråligheder jeg kunne komme videre på. Samtlige personer skulle så bare tjekkes I computeren. Finder vi noget kan vi presse personen til at lave kopier af de nødvendige tidsintervaller I journalen. Så ville vi da ha det at starte på.
Men der er en led og stupid måde at gøre tingene på, så det første jeg gør I morgen er at ringe til Statsadvokaturet og anmode om at få journalen udleveret.. Jeg vil love dommeren at anmodningen kun blir fremsat fordi vi har så uendeligt lidt at gå efter. Flere af kollegerne vil skrive under på at de støtter anmodningen. Vi har virkelig brug for et eller andet der kan låse hende op.
Jeg vil også tale med Ejnar Windings overbo. Jeg har lagt mærke til at han har været bemærkelsesværdigt meget ude at rejse – også mens Ejnar Winding blev blæst til himmels. Mærkeligt nok har vi fået oplyst at der boede nogen I overboens lejlighed I perioder mens han ”var væk”. Jeg er parat til at rejse ud og tale med overboen der I øjeblikket opholder sig I Berlin.
Det er bare slet ikke nødvendigt, for han var blevet snuppet af tysk politi mens han forsøgte at stjæle en meget sjælden og fuldkommen ubetalelig Mercedes. De ville sende ham til mig som pakke men hoppede lidt op og ned på ham i anledning af den fine dyre bil og sendte ham som luftpost istedet.. Jeg måtte vente med at tale med ham til hjernerystelsen havde fortaget sig – men hvad fanden, det slumrende retsvæsen havde allerede ventet tæt på 8 år på at tilbyde ham en stol og give ham ild og pirke i hans kriminelle livsstil. Og når jeg skal være helt ærlig, så anså jeg det for usandsynligt at vi efter så lang tid med så mange samtaler skulle finde morderen ovenpå. Det var simpelthen så nærliggende at det ikke kunne være rigtigt, så jeg besluttede mig for at lade tvivlen bure ham inde. Slam!
Det var ikke noget problem at få ham fængslet på fraværende beviser og på injurier alene. Ganske vidst blev vi nødt til at påstå at han aldrig havde været ude at rejse – hvilket kun var delvist sandt viste det sig. Personligt havde jeg ingen problemer med det.. Jeg var nærmest sikker på at han ikke havde gjort det, men jeg var til gengæld sikker på at vi kunne finde en hel masse andet.. På en måde var det vel det sikreste for ham at blive behandlet som en sigtet. Vi var i hvertfald nødt til at fremlægge stålhårde beviser. Det var også herligt at vi kunne presse ham til at komme op med bare et eller andet. Vi havde hårdt brug for det.
Fra Ejnar Windings dagbog:
Xx maj 1995
Ljungtorp ringede. Vi snakkede sammen mens han sad og ledte i nogle papirer han havde i inderlommen. Nye rablerier til den lange guirlande hans forfatterskab jo er. En monolog. Bortset fra at teksterne altid er befolket med alverdens løjerlige starutter og kloge koner og liderlige tøser og indadvendte digtere...
x Juni 1995
SÅDAN EN DEJLIG SOMMERDAG SKAL MAN SIDDE HER OG LADE SOM OM MAN SKRIVER, NÅR SANDHEDEN ER AT MAN SNARERE ER I FARE FOR AT BLIVE SKYLLET VÆK AF DEN GRÅGRUMSEDE JAGTVEJ.
En eller anden emsig overbo har fået sat en stopper for det evindelige ding-dong kioskmanden har brugt så lang tid på at få til at virke. Måske har han rationeret ding-dong´erne så de kun ding-dong´er om aftenen..?
Ejnar Winding var passioneret fotograf. Han havde en besynderlig forkærlighed for orange dimser og dunkel belysning og krusseduller og portrætter i metroen. Faktisk var der flere hundrede billeder af bekendte i metroen. Mærkeligt at han svingede fra disse meget traditionelle ret op og ned portrætter og store ensfarvede flader til et mylder af dimser og dingenoter og ting der glimtede og funklede.
Eftersom vi først fik sagen cirka 8 år efter mordet sad vi på et lager af et tilsyneladende uendeligt antal flyttekasser med ALT fra hans lejlighed – ned til gamle klude og stikkontakter og vandhaner. Man havde fuldstændig skilt lejligheden ad og fyldt den i kasserne. Listerne var fandens mange og helvedes lange. Godt at vi var flere der havde en forkærlighed for at sidde om aftenen og stene med en joint og en flaske wihsky og studere lister nærmest ud af øjenkrogen. Vi satte dem op på væggene og gik mumlende rundt. Eller vi kastede med dartpile og valgte tilfældige punkter på den måde.
”Dagene gik og det var sommer og det var stadig sommer. Forfatteren var holdt op med at skrive og klokken var holdt op med at slå. (tjek om det er noget jeg har hugget)”
Det var skrevet med stor fed tusch på et vred A4 bukket sammen til at have i lommen. Man kunne se det havde været i en lomme længe eller havde været op og ned af mange lommer, men der var kun skrevet på det øverste stykke papir.
Jeg stod og gravede i en flyttekasse. Der dukkede små sedler frem. Vi elsker som bekendt små sedler. Eller vi får så mange små sedler at vi er ved at brække os. Det er som at sidde hos forhandleren og vente på nyt om den lodseddel man lige har købt. Man ved godt at man ikke vinder, men man lever lidt i en drøm der heldigvis ikke varer ved.
Sat op på væggen så alle sedlerne ellers ret godt ud, men det var poesi vi stod og stykkede sammen og næsten ingen tørre facts. Der måtte godt have været lidt flere billetter og bon´er og den slags. Der var masser af recepter. Han spiste nøjagtig den samme medicin som jeg. Tegretol (oprindeligt et middel mod epilepsi), Alopam (nervepiller), Remeron (middel mod depression – en såkaldt ”lykkepille”) Og jeg vidste at han ligesom jeg røg en masse joints.
Da jeg fortalte NHS Nielsen at jeg røg hash sagde han bare: hvad der end kan holde dig sammen vil jeg gå med til. Du skal bare holde din kæft. Så gør jeg det samme.
Han havde taget min sidste sygdomsperiode med en urokkelig tålmodighed og besøgte mig i nogle få minutter hver eneste dag fra den lukkede til jeg endelig blev lukket ud i den anden ende – over et halvt år efter. Da jeg spurgte hvorfor han ikke fyrede mig, sagde han: fordi jeg ikke kan undvære dig og fordi du ikke kan undvære arbejdet. Det sidste sagde han med et sørgmuntert glimt i øjet.
Det var meget mærkeligt at komme tilbage til arbejdet.
Jeg var blevet en anden. Hospitalsopholdet havde gjort mig til anarkist og kunstner. Jeg trak vejret på en anden måde.
Liget i kartoteksskabet 4. del
Da han havde været nede i gaden efter hash - han skulle faktisk kun ned i stuen i sin egen ejendom - gik han op igen og satte sig ved sit skrivebord der havde udsigt til Jagtvej og en indgang til Assistenskirkegården overfor Jægersborggade.
En dame i huset overfor havde set ham sidde og pille næse og ryge en joint imens han kiggede tomt ud i luften. Damen troede nok han var evighedsstudent, for han sad hver dag og stirrede på en computerskærm. Når det var mørkt lignede han et spøgelse i det blege lys. Damen kunne ikke se at der skulle være noget som helst indhold i hans liv. Hvis han ikke sad og røg og stirrede ud i luften, talte han i telefon mens han drak den ene guldøl efter den anden. For det meste sad han bare og røg og lignede et spøgelse.
Det var ærgeligt, mente damen, at hun ikke kunne mundaflæse, for så kunne hun have opklaret sagen for lang tid siden. Hun synes i høj grad han var skummel som han sad der uden at foretage sig noget – og så gik han (meget mystisk) ud nogle timer hver dag (hvor mange nøjagtig var svært at sige). Selv om det måske nok var synd at han skulle slås ihjel – men måske var han selv ude om det. Han måtte i hvertfald være arbejdsløs når han havde tid til at spilde så meget tid på ingenting. ”Der er ikke som visse andre der har travlt med at tjene penge og betale skat så sådan en som ham kan fordrive tiden med mistænkelig lediggang”. Jeg spurgte ikke hvordan det kunne være at hun selv havde tid til at udspionere manden. Det behøvede jeg ikke, hendes stilling var anført som helbredsbetinget førtidspensionist med nøjagtig den samme diagnose som både offeret og jeg selv. Også hun var maniodpressiv. Og hun havde ikke noget job. Og hun var forresten også meget plaget af en ondartet telefonitis der hidrørte fra indtagelsen af alt for mange, alt for stærke øl. Det fik vi at vide fra Ejnar Windings overbo som meget undrede sig over damens adfærd. Og sådan tror jeg vi kunne blive ved på kryds og tværs af hele Jægersborggade. Mens floden Jagtvej rasede med rekordhøje mængder af flodpramme i alle størrelser og speedbåde af mærket Harley Davidson.
Der havde lige været kamp i parken og der stod FCK og Brøndby på alle fodboldtrøjerne. Snotdumme gruppevogne sejlede bevidstløse i den forkerte retning. Man skulle tro Ejnar Winding i virkeligheden havde begået selvmord for på den måde endeligt at slippe for flodens uendelige evindelige rasen. Når nu man kender til Kinesisk vandtortur er tanken ikke så uantagelig. Jeg overvejede seriøst at flytte ind i lejligheden og sætte mig til inspireret lediggang i ægte forfatterstil, men jeg kom ikke ret meget i min egen lejlighed så hvordan skulle jeg nogensinde få tid til at sidde og stirre i den døde mands. Istedet begyndte jeg at smække benene op på bordet og sidde med hænderne foldede bag hovedet og lukkede øjne. Sidder en politimand sådan er det enten fordi han tænker, eller fordi han sover. I mit tilfælde det sidste, for jeg var fast besluttet på at benytte mig af overgangen mellem hvile og søvn. En glimrende ucensoreret state of mind. Hvis man så samtidig er lettere hysterisk på grund af sagens overnaturlige elementer er der virkelig benzin at sætte ild til.
Kapitel 5
En dame i huset overfor havde set ham sidde og pille næse og ryge en joint imens han kiggede tomt ud i luften. Damen troede nok han var evighedsstudent, for han sad hver dag og stirrede på en computerskærm. Når det var mørkt lignede han et spøgelse i det blege lys. Damen kunne ikke se at der skulle være noget som helst indhold i hans liv. Hvis han ikke sad og røg og stirrede ud i luften, talte han i telefon mens han drak den ene guldøl efter den anden. For det meste sad han bare og røg og lignede et spøgelse.
Det var ærgeligt, mente damen, at hun ikke kunne mundaflæse, for så kunne hun have opklaret sagen for lang tid siden. Hun synes i høj grad han var skummel som han sad der uden at foretage sig noget – og så gik han (meget mystisk) ud nogle timer hver dag (hvor mange nøjagtig var svært at sige). Selv om det måske nok var synd at han skulle slås ihjel – men måske var han selv ude om det. Han måtte i hvertfald være arbejdsløs når han havde tid til at spilde så meget tid på ingenting. ”Der er ikke som visse andre der har travlt med at tjene penge og betale skat så sådan en som ham kan fordrive tiden med mistænkelig lediggang”. Jeg spurgte ikke hvordan det kunne være at hun selv havde tid til at udspionere manden. Det behøvede jeg ikke, hendes stilling var anført som helbredsbetinget førtidspensionist med nøjagtig den samme diagnose som både offeret og jeg selv. Også hun var maniodpressiv. Og hun havde ikke noget job. Og hun var forresten også meget plaget af en ondartet telefonitis der hidrørte fra indtagelsen af alt for mange, alt for stærke øl. Det fik vi at vide fra Ejnar Windings overbo som meget undrede sig over damens adfærd. Og sådan tror jeg vi kunne blive ved på kryds og tværs af hele Jægersborggade. Mens floden Jagtvej rasede med rekordhøje mængder af flodpramme i alle størrelser og speedbåde af mærket Harley Davidson.
Der havde lige været kamp i parken og der stod FCK og Brøndby på alle fodboldtrøjerne. Snotdumme gruppevogne sejlede bevidstløse i den forkerte retning. Man skulle tro Ejnar Winding i virkeligheden havde begået selvmord for på den måde endeligt at slippe for flodens uendelige evindelige rasen. Når nu man kender til Kinesisk vandtortur er tanken ikke så uantagelig. Jeg overvejede seriøst at flytte ind i lejligheden og sætte mig til inspireret lediggang i ægte forfatterstil, men jeg kom ikke ret meget i min egen lejlighed så hvordan skulle jeg nogensinde få tid til at sidde og stirre i den døde mands. Istedet begyndte jeg at smække benene op på bordet og sidde med hænderne foldede bag hovedet og lukkede øjne. Sidder en politimand sådan er det enten fordi han tænker, eller fordi han sover. I mit tilfælde det sidste, for jeg var fast besluttet på at benytte mig af overgangen mellem hvile og søvn. En glimrende ucensoreret state of mind. Hvis man så samtidig er lettere hysterisk på grund af sagens overnaturlige elementer er der virkelig benzin at sætte ild til.
Kapitel 5
fredag den 25. april 2008
Og jeg spørger mig selv
Virkeligheden siver gennem hjernen
trommesoloen er vild og holder stadig
trafikken siver også gennem kraniet
lyset er længere, på en anden frekvens
jeg er især glad for et bestemt stykke -
der hvor det swinger slingrende
mod en højtklingende afklaring
med en sødme der lover kærlighed til alle
og så ender det i varmt bifald
og jeg spørger mig selv
kan jeg mærke det?
er det i det hele taget blevet forår?
trommesoloen er vild og holder stadig
trafikken siver også gennem kraniet
lyset er længere, på en anden frekvens
jeg er især glad for et bestemt stykke -
der hvor det swinger slingrende
mod en højtklingende afklaring
med en sødme der lover kærlighed til alle
og så ender det i varmt bifald
og jeg spørger mig selv
kan jeg mærke det?
er det i det hele taget blevet forår?
Depressionstekst
I dag vil jeg skrive en tekst. Depressionen må pakke sig, det er forår og jeg burde være glad. Det er ikke muligt at være så tavs så længe. Eller rettere: det har alt for længe været muligt. Jeg har set mig selv i spejlet. Jeg har et fjernt udtryk i øjnene og er langsomt ved at dø af gråt hår.
De vigtigste ting går i hårdknude. De forstener, bliver ugørlige, fryser fast. Jeg kan lige akkurat udføre enkelte ritualer. Jeg kan sidde hele dagen og stirre ind i mine skærme, spise noget hen under aften, pille i hjemmesiderne, prøve at tvinge mig selv til at skrive. Se alle kriminalserierne på DR1 og DR2. Se resten ligemeget hvad det er. Spise for mange hovedpinepiller fordi jeg får ondt i venstre side af kraniet af at sidde i samme lamme stilling. Ryge for mange joints, for mange pakker smøger, drikke for mange liter cola, sove for længe, meditere for lidt, læse for lidt dharma, være for lille en buddha, være for lidt mig.
Hvis jeg kunne fortælle dig hvorfor jeg gemmer mig og hvorfor jeg ikke kan tage mig sammen til den mindste lille opgave ville jeg gøre det. Jeg har et reelt behov for at meddele verden at jeg lever og har det fornuftigt, men det ville ikke passe og jeg vil helst ikke lyve. Jeg kan ikke tage mig sammen til at svare på de mails jeg har fået gennem et stykke tid nu. Jeg kan ikke tage mig sammen til at finde et nyt vaskeri efter de lukkede det gamle. Jeg venter på at blive ramt af lynet eller slået i ansigtet så jeg kan få vasket mit tøj. Hele mit liv er lige nu gråt og brunligt og lugter væmmeligt.
Jeg ville gerne tralle og klukke af grin over tilværelsens morsomme optrin, men der er ikke noget at grine af - hvad skulle det for eksempel være? Det hjælper ikke at høre glad popmusik. Jeg gider ikke og den er under alle omstændigheder for glad og frisk. Man bliver imun over for det glade og friske. Det hjælper af og til at høre noget sørgelig klassisk musik, for eksempel Mozarts requiem, men det hjælper næsten for meget. Jeg får for ondt af mig selv og det var ikke meningen. Meningen var at få en fornemmelse for andres sorg, men sammen med min egen fylder den mig bare op så jeg bliver mere forstenet end før. Det er i orden at være ked af det, men det er ikke i orden at være ked af det i 5 år.
Telefonen ringer og jeg prøver at lyde konstruktiv. Den der ringer har ikke fortjent at få en forstening i røret. Ingen har bedt mig være ked af det og ingen har bedt om at blive ked af at høre at jeg er ked af det. Skal jeg overhovedet tage telefonen? Virker min antidepressive medicin - giver den andre virkninger end bedre søvn og en spændt ophovnet ølmave? Vil jeg blive ved med at tage den? Tør jeg holde op?
De vigtigste ting går i hårdknude. De forstener, bliver ugørlige, fryser fast. Jeg kan lige akkurat udføre enkelte ritualer. Jeg kan sidde hele dagen og stirre ind i mine skærme, spise noget hen under aften, pille i hjemmesiderne, prøve at tvinge mig selv til at skrive. Se alle kriminalserierne på DR1 og DR2. Se resten ligemeget hvad det er. Spise for mange hovedpinepiller fordi jeg får ondt i venstre side af kraniet af at sidde i samme lamme stilling. Ryge for mange joints, for mange pakker smøger, drikke for mange liter cola, sove for længe, meditere for lidt, læse for lidt dharma, være for lille en buddha, være for lidt mig.
Hvis jeg kunne fortælle dig hvorfor jeg gemmer mig og hvorfor jeg ikke kan tage mig sammen til den mindste lille opgave ville jeg gøre det. Jeg har et reelt behov for at meddele verden at jeg lever og har det fornuftigt, men det ville ikke passe og jeg vil helst ikke lyve. Jeg kan ikke tage mig sammen til at svare på de mails jeg har fået gennem et stykke tid nu. Jeg kan ikke tage mig sammen til at finde et nyt vaskeri efter de lukkede det gamle. Jeg venter på at blive ramt af lynet eller slået i ansigtet så jeg kan få vasket mit tøj. Hele mit liv er lige nu gråt og brunligt og lugter væmmeligt.
Jeg ville gerne tralle og klukke af grin over tilværelsens morsomme optrin, men der er ikke noget at grine af - hvad skulle det for eksempel være? Det hjælper ikke at høre glad popmusik. Jeg gider ikke og den er under alle omstændigheder for glad og frisk. Man bliver imun over for det glade og friske. Det hjælper af og til at høre noget sørgelig klassisk musik, for eksempel Mozarts requiem, men det hjælper næsten for meget. Jeg får for ondt af mig selv og det var ikke meningen. Meningen var at få en fornemmelse for andres sorg, men sammen med min egen fylder den mig bare op så jeg bliver mere forstenet end før. Det er i orden at være ked af det, men det er ikke i orden at være ked af det i 5 år.
Telefonen ringer og jeg prøver at lyde konstruktiv. Den der ringer har ikke fortjent at få en forstening i røret. Ingen har bedt mig være ked af det og ingen har bedt om at blive ked af at høre at jeg er ked af det. Skal jeg overhovedet tage telefonen? Virker min antidepressive medicin - giver den andre virkninger end bedre søvn og en spændt ophovnet ølmave? Vil jeg blive ved med at tage den? Tør jeg holde op?
torsdag den 24. april 2008
Liget i kartoteksskabet 3. del
Der lod ikke til at være noget skummelt ved ham. Selv om han var syg prøvede han også at leve på lige fod med de ”raske”. Sammen med seks – syv andre forfattere havde han grundlagt ”Højeste Bekvemmeligheds Flag” – et tidsskrift der senere blev til et forlag og mange andre ting. Blandt andet havde de et lille pladeselskab der udgav Henrik Ljungtorps morsomme pik og patter intertainer syngespil. Nærmere kunne man ikke komme et motiv til at myrde Ejnar Winding. Der var selvfølgelig hans eget forfatterskab, men det var ikke så brændende et lokum at der var grund til at slå ham ihjel for det. Han var heller ikke blevet slået ihjel for at blive gjort tavs – så højt sang han slet ikke. Det så det i hvert fald ikke ud til.
Jeg arbejdede lidt med en teori om at han selv havde været pisse misundelig på en kollega, havde lagt planer om at myrde sin rival og måske var endt med at blive slået ihjel af denne da denne troppede op. Måske var det så enkelt. Men det var i hvert fald endt med at han havde lukket døren op for sin morder. De fandt ham i hans egen entre, skudt ned på klods hold med en kaliber 45 – noget lignende den lommekanon Clint Eastwood render rundt med i sine film. Kort sagt ikke ligefrem noget almindeligt syn. Det så umidelbart ud som om en gråspurv var blevet endeligt fjernet fra jordens overflade med en bazooga. Jeg havde kun nogle få grå fjer at arbejde med. Til gengæld var der så mange at tale med at jeg helt mistede pusten på forhånd.
Ejnar Windings forfatterkolleger ville allesammen gerne have en forklaring på hvorfor han skulle slås så voldeligt ihjel. Derfor var deres ivrighed efter at være betydningsfulde karaktervidner ikke til at bære. Selv nu, så længe efter. Jeg var havnet i en omrejsende skuespillertrup eller et hemmeligt forbund af store krukker. De sagde allesammen – noget skræmmende – ”jeg var den eneste han for alvor betroede sig til”. Hans kolleger mindede meget om mine egne. Der herskede den samme trætte jernvilje i al sin indædthed. Selv om jeg tror at forfatterne har haft det sjovere – de skulle opfinde os andre, mens vi skulle leve det absurde liv de beskrev. Flere af forfatterne havde hemmelige kriminalromaner som de skrev på når de ikke havde travlt med at læse op og modtage priser og tvinge sig selv til at skrive ”kunst”. Det skulle for alt i verden foregå i hemmelighed. Vi følte en stresset fortryllelse melde sig, som gav sig udslag i de særeste forskningsprojekter: vi læste bøger som Pinnochio og Alice Bag Spejlet og John Fowles Troldmanden. Jeg begyndte at tale med mig selv. Efter et stykke tid forhørte jeg ligefrem mig selv.
Kapitel 4
Jeg arbejdede lidt med en teori om at han selv havde været pisse misundelig på en kollega, havde lagt planer om at myrde sin rival og måske var endt med at blive slået ihjel af denne da denne troppede op. Måske var det så enkelt. Men det var i hvert fald endt med at han havde lukket døren op for sin morder. De fandt ham i hans egen entre, skudt ned på klods hold med en kaliber 45 – noget lignende den lommekanon Clint Eastwood render rundt med i sine film. Kort sagt ikke ligefrem noget almindeligt syn. Det så umidelbart ud som om en gråspurv var blevet endeligt fjernet fra jordens overflade med en bazooga. Jeg havde kun nogle få grå fjer at arbejde med. Til gengæld var der så mange at tale med at jeg helt mistede pusten på forhånd.
Ejnar Windings forfatterkolleger ville allesammen gerne have en forklaring på hvorfor han skulle slås så voldeligt ihjel. Derfor var deres ivrighed efter at være betydningsfulde karaktervidner ikke til at bære. Selv nu, så længe efter. Jeg var havnet i en omrejsende skuespillertrup eller et hemmeligt forbund af store krukker. De sagde allesammen – noget skræmmende – ”jeg var den eneste han for alvor betroede sig til”. Hans kolleger mindede meget om mine egne. Der herskede den samme trætte jernvilje i al sin indædthed. Selv om jeg tror at forfatterne har haft det sjovere – de skulle opfinde os andre, mens vi skulle leve det absurde liv de beskrev. Flere af forfatterne havde hemmelige kriminalromaner som de skrev på når de ikke havde travlt med at læse op og modtage priser og tvinge sig selv til at skrive ”kunst”. Det skulle for alt i verden foregå i hemmelighed. Vi følte en stresset fortryllelse melde sig, som gav sig udslag i de særeste forskningsprojekter: vi læste bøger som Pinnochio og Alice Bag Spejlet og John Fowles Troldmanden. Jeg begyndte at tale med mig selv. Efter et stykke tid forhørte jeg ligefrem mig selv.
Kapitel 4
Om Liget i kartoteksskabet
Liget i kartoteksskabet er en kriminalroman som jeg forsøger at skrive her på bloggen.
Den vil blive skrevet om og om og jeg vil rumstere en del med den.
Og hvorfor så gøre sådan noget?
Fordi jeg måske tager teksten lidt mere alvorlig når jeg ved at der er andre der læser med. Også for at sparke mig selv i røven og få arbejdet lidt mere med den.
Jeg har snydt på den måde at jeg har skrevet en del af monsteret i forvejen, men jeg har endnu ikke poleret eller lavet større ændringer - de er på vej, bare rolig :-)
Du er velkommen til at komme med kommentarer!
Første del her
Liget i kartoteksskabet 2. del
Når det en sjælden gang ville lykkes for os at opklare en sag, ville slægtningene være bitre og bortvendte i rustne og sammenstyrtede hævnfølelser, hvis ikke i total følelsesløshed og manglende vilje til at huske noget som helst.
Vi arbejdede os frem på følgende måde:
Alle 8 arbejdede sig igennem sagsmapperne på skift - omhyggeligt fordelt af kriminalkommisær NHS Nielsen.
Vi tog, alle 8, hver vores notater eller skrev længere rapporter.
Vi diskuterede ikke sagerne mens vi pløjede os gennem mappe efter mappe.
Vi spiste frokost sammen og forsøgte at tale om noget andet. Det gik også ganske godt, da vi også gerne ville være levende og diskutere ligegyldigheder og komme med sjofelheder.
Der gik nøjagtig to uger med læsningen.
Nu afholdt kriminalkommisær NHS Nielsen en lille auktion hvor han placerede ansvaret for hver enkelt sagsmappe efter ønske om at arbejde med den, svindende til dem der havde mindst imod at arbejde med en mappe osv. Vores forhold til indholdet af sagerne var på det stadie af efterforskningen stadig køligt og klart og vi håbede allesammen på at holde klarheden, men vi havde været med for længe og ingen troede for alvor på det.
Da vi gik hjem den dag, havde vi hver især ansvaret for tre sager. 24 sager var fordelt. Resten måtte vente til vi var færdige eller havde erkendt nederlaget. Det sidste var desværre smerteligt aktuelt for rundt regnet to trediedele af sagerne, men vi tog sagerne op og gav hver eneste en chance, så at sige. Vores samvittighed overfor de betændte skamplettede komplexer af uheld, forsømmeligheder og umulige politiske forhold som sagerne var havnet i, var nogenlunde for vores vedkommende. Vi kunne ærligt sige at vi havde prøvet. Mere end nogensinde før, skulle det vise sig.
Jeg er den rigtig tørre gammeldags panser.
Problemet er bare at jeg også er maniodepressiv.
Det er gør mig uberegnelig.
Mine kolleger siger ikke noget, men de ved at jeg er skør i bolden og de har vænnet sig til det. Jeg ved ikke hvad de taler om når jeg ikke er der, men jeg er ikke så åndssvag at jeg tror de ikke taler om mig. Alle sladrer. Jeg sladrer selv. Småsladder ude ved kaffemaskinen, de tørre bemærkninger affyret fra hver sit skrivebords skyttegrav af telefoner, telefonbøger, udskrifter i bunker fordelt strategisk – de tørre bemærkninger fyres af som splatterkugler fra hver sin softgun. Man udvikler sig i tåbeligt sludder, men er fuldstændig loyale overfor hinanden. Den og den kan ikke gøre for at han eller hun er fjogede tumber af og til. Vi er for afhængige af hinanden til at blive uvenner. Det kommer slet ikke på tale.
På mit kedelige panserbord er altså landet tre sager. Jeg besluttede at arbejde 100 % med en sag ad gangen. De 2 andre blev forsvarligt nedlåst i skrivebordets gemmer.
Sag nr: 110461-2699 Winding, Ejnar
Denne 42 årige mand havde et cpr-nummer der var fuldstændig magen til mit, på nær det allersidste ciffer som i mit tilfælde er 7. Jeg var holdt op med at tro på spøgelser for flere år siden, men en uhyggelig tanke spredte sig i mig – mordet på mig selv var landet på mit bord.
Det passede selvfølgelig ikke, men der var for mange sære sammenfald. Den kolde sved begyndte at pible. Jeg måtte rejse mig op for ikke at besvime. Sådan var det første gang jeg læste sagen. Bagefter kunne jeg ikke vente med at komme igang, men det var jeg nødt til. Nu sad jeg så med den i hænderne – istand til at begynde at grave. Og jeg havde slet ikke lyst til at grave nogen steder.
Til alt held skulle mine kolleger hjælpe mig med sagen. Hvis jeg havde fået den i en eller anden almindelig afdeling et eller andet sted i landet, ville jeg nok være blevet indlagt med en paranoid psykose. Nu var den havnet hos os i ”akæologisk afdeling” – jeg sad ikke alene med bøhmanden. De andre havde set mange mærkelige ting. Jeg var i gode hænder.
Okay, nu havde jeg malet mig op i krogen – der var ingen vej udenom: forestillingen kunne begynde:
Han sad ved vinduet og skrev. Eller måske rettere:
han sad ved vinduet og led fordi han ikke skrev.
Alle hans tanker handlede om penge.
Hans førtidspension var lige kommet ind på kontoen og han havde hævet 1000 kroner. Derefter havde han hentet en enorm bunke billeder fra fremkaldelse. Han havde købt meget let ind fordi han var syg og uden appetit. Alene det faktum at han ikke havde en rød reje, havde afterladt ham appetitløs.
Han købte nervepiller og kodymagnyler på apoteket - han købte ikke sin antidepressive medicin ved den lejlighed, men tidligere på ugen, d. 12. for at være helt nøjagtig, derefter for han igennem Kvikly og opsnappede de få ting han kunne huske midt i den hede forsommerformiddag.
Han fik under alle omstændigheder klaustrofobi i supermarkeder. Tanken om at skulle ned i gaden efter den sædvanlige ration hash, gjorde dog hele ekspeditionen tålelig på trods af de manglende nervepiller, helvedesilden på ryggen som var begyndt at vandre videre om på maven, nerven der sad i klemme i skulderen. Sulten der mildt borede i maven. Hele den røvsyge situation som maniodepressiv. Den kendsgerning at alt det han arbejdede med, aldrig gav en krone i overskud.
Jeg tror ikke man kan sige han var på dupperne.
Kapitel 3
Vi arbejdede os frem på følgende måde:
Alle 8 arbejdede sig igennem sagsmapperne på skift - omhyggeligt fordelt af kriminalkommisær NHS Nielsen.
Vi tog, alle 8, hver vores notater eller skrev længere rapporter.
Vi diskuterede ikke sagerne mens vi pløjede os gennem mappe efter mappe.
Vi spiste frokost sammen og forsøgte at tale om noget andet. Det gik også ganske godt, da vi også gerne ville være levende og diskutere ligegyldigheder og komme med sjofelheder.
Der gik nøjagtig to uger med læsningen.
Nu afholdt kriminalkommisær NHS Nielsen en lille auktion hvor han placerede ansvaret for hver enkelt sagsmappe efter ønske om at arbejde med den, svindende til dem der havde mindst imod at arbejde med en mappe osv. Vores forhold til indholdet af sagerne var på det stadie af efterforskningen stadig køligt og klart og vi håbede allesammen på at holde klarheden, men vi havde været med for længe og ingen troede for alvor på det.
Da vi gik hjem den dag, havde vi hver især ansvaret for tre sager. 24 sager var fordelt. Resten måtte vente til vi var færdige eller havde erkendt nederlaget. Det sidste var desværre smerteligt aktuelt for rundt regnet to trediedele af sagerne, men vi tog sagerne op og gav hver eneste en chance, så at sige. Vores samvittighed overfor de betændte skamplettede komplexer af uheld, forsømmeligheder og umulige politiske forhold som sagerne var havnet i, var nogenlunde for vores vedkommende. Vi kunne ærligt sige at vi havde prøvet. Mere end nogensinde før, skulle det vise sig.
Jeg er den rigtig tørre gammeldags panser.
Problemet er bare at jeg også er maniodepressiv.
Det er gør mig uberegnelig.
Mine kolleger siger ikke noget, men de ved at jeg er skør i bolden og de har vænnet sig til det. Jeg ved ikke hvad de taler om når jeg ikke er der, men jeg er ikke så åndssvag at jeg tror de ikke taler om mig. Alle sladrer. Jeg sladrer selv. Småsladder ude ved kaffemaskinen, de tørre bemærkninger affyret fra hver sit skrivebords skyttegrav af telefoner, telefonbøger, udskrifter i bunker fordelt strategisk – de tørre bemærkninger fyres af som splatterkugler fra hver sin softgun. Man udvikler sig i tåbeligt sludder, men er fuldstændig loyale overfor hinanden. Den og den kan ikke gøre for at han eller hun er fjogede tumber af og til. Vi er for afhængige af hinanden til at blive uvenner. Det kommer slet ikke på tale.
På mit kedelige panserbord er altså landet tre sager. Jeg besluttede at arbejde 100 % med en sag ad gangen. De 2 andre blev forsvarligt nedlåst i skrivebordets gemmer.
Sag nr: 110461-2699 Winding, Ejnar
Denne 42 årige mand havde et cpr-nummer der var fuldstændig magen til mit, på nær det allersidste ciffer som i mit tilfælde er 7. Jeg var holdt op med at tro på spøgelser for flere år siden, men en uhyggelig tanke spredte sig i mig – mordet på mig selv var landet på mit bord.
Det passede selvfølgelig ikke, men der var for mange sære sammenfald. Den kolde sved begyndte at pible. Jeg måtte rejse mig op for ikke at besvime. Sådan var det første gang jeg læste sagen. Bagefter kunne jeg ikke vente med at komme igang, men det var jeg nødt til. Nu sad jeg så med den i hænderne – istand til at begynde at grave. Og jeg havde slet ikke lyst til at grave nogen steder.
Til alt held skulle mine kolleger hjælpe mig med sagen. Hvis jeg havde fået den i en eller anden almindelig afdeling et eller andet sted i landet, ville jeg nok være blevet indlagt med en paranoid psykose. Nu var den havnet hos os i ”akæologisk afdeling” – jeg sad ikke alene med bøhmanden. De andre havde set mange mærkelige ting. Jeg var i gode hænder.
Okay, nu havde jeg malet mig op i krogen – der var ingen vej udenom: forestillingen kunne begynde:
Han sad ved vinduet og skrev. Eller måske rettere:
han sad ved vinduet og led fordi han ikke skrev.
Alle hans tanker handlede om penge.
Hans førtidspension var lige kommet ind på kontoen og han havde hævet 1000 kroner. Derefter havde han hentet en enorm bunke billeder fra fremkaldelse. Han havde købt meget let ind fordi han var syg og uden appetit. Alene det faktum at han ikke havde en rød reje, havde afterladt ham appetitløs.
Han købte nervepiller og kodymagnyler på apoteket - han købte ikke sin antidepressive medicin ved den lejlighed, men tidligere på ugen, d. 12. for at være helt nøjagtig, derefter for han igennem Kvikly og opsnappede de få ting han kunne huske midt i den hede forsommerformiddag.
Han fik under alle omstændigheder klaustrofobi i supermarkeder. Tanken om at skulle ned i gaden efter den sædvanlige ration hash, gjorde dog hele ekspeditionen tålelig på trods af de manglende nervepiller, helvedesilden på ryggen som var begyndt at vandre videre om på maven, nerven der sad i klemme i skulderen. Sulten der mildt borede i maven. Hele den røvsyge situation som maniodepressiv. Den kendsgerning at alt det han arbejdede med, aldrig gav en krone i overskud.
Jeg tror ikke man kan sige han var på dupperne.
Kapitel 3
onsdag den 23. april 2008
Liget i kartoteksskabet 1. del
Den evindelige kartoffelsalat med selvdøde frikadeller, serveret på bløde paptellerkner, med lunken kaffe, som regel mellem klokken 02.00 og 03.00. Bagefter en halvvarm øl mens vi taler om døgnet der er gået og halvejs tager tøjet på for at gå hjem til de hovedsaglig tomme lejligheder. En halv flaske sprut kyles ned foran CNN eller en hjernedød pornofilm, hvis vi ikke skændes med ægtefællen, inden vi går i dørken og sover de to-tre timer det varer inden telefonen ringer og vi er på vej til endnu en samtale med enten løgnere eller patienter med hukommelsestab.
Den grove måde hvormed vi roder alting igennem er noget folket siden tidernes morgen selv har gjort sig fortjent til. Vi får simpelthen vores løn for at være professionelt paranoide. Men det er ikke altid man kan holde paranoiaen helt oppe på dupperne.
Kriminalkommisær NHS Nielsen sad ved den store bunke sagsmapper og vred hænderne. Han skar en grimasse som uindviede garanteret ville have svært ved at bestemme som enten glædelig eller forpint.. Havde han et mærkeligt sjældent tic? Hørte han egentlig hvad man sagde, eller hørte han alt under dække af en påstået hørenedsættelse? Der var også noget ved NHS Nielsens forhold til sagerne der fik mig til at tvivle på ham og hele hans psykiske habitus. Han var åndeløst nervøs for om nu den eller den panser var den rette til jobbet. Man måtte dog medgive ham at han gjorde hvad han kunne. Han kunne også være ubetaleligt morsom når han beskrev dette eller hint vidne han lige havde haft et interwiev med.
Vi er allesammen en lille smule tossede. Kontoret er en mini-samfundsmodel. Vi er så og så mange, derfor er vi så og så uenige, enige, ligeglade, direkte imod eller alt for begejstrede. Men sådan havde det hele tiden været, det var der ikke noget nyt i.
Vi var blevet sat til at studere og eventuelt genåbne de nedlægningstruede forældelsesmodne sager en sidste gang inden de ville blive anbragt forsvarligt i hvinene udrangerede hængemappeskuffer, allerbagerst i det enorme arkiv. Vi følte os som bedemænd og skraldemænd m/k der legede detektiver i fritiden. Vi skulle obducere disse skæbner og føle på de kolde spor. Endnu en gang skulle vi trække familierne gennem helvede for måske at opgive på grund af spindelvæv og forrådnelse. Vi skulle forsøge at sætte himmel og jord i bevægelse.
Kapitel 2
Den grove måde hvormed vi roder alting igennem er noget folket siden tidernes morgen selv har gjort sig fortjent til. Vi får simpelthen vores løn for at være professionelt paranoide. Men det er ikke altid man kan holde paranoiaen helt oppe på dupperne.
Kriminalkommisær NHS Nielsen sad ved den store bunke sagsmapper og vred hænderne. Han skar en grimasse som uindviede garanteret ville have svært ved at bestemme som enten glædelig eller forpint.. Havde han et mærkeligt sjældent tic? Hørte han egentlig hvad man sagde, eller hørte han alt under dække af en påstået hørenedsættelse? Der var også noget ved NHS Nielsens forhold til sagerne der fik mig til at tvivle på ham og hele hans psykiske habitus. Han var åndeløst nervøs for om nu den eller den panser var den rette til jobbet. Man måtte dog medgive ham at han gjorde hvad han kunne. Han kunne også være ubetaleligt morsom når han beskrev dette eller hint vidne han lige havde haft et interwiev med.
Vi er allesammen en lille smule tossede. Kontoret er en mini-samfundsmodel. Vi er så og så mange, derfor er vi så og så uenige, enige, ligeglade, direkte imod eller alt for begejstrede. Men sådan havde det hele tiden været, det var der ikke noget nyt i.
Vi var blevet sat til at studere og eventuelt genåbne de nedlægningstruede forældelsesmodne sager en sidste gang inden de ville blive anbragt forsvarligt i hvinene udrangerede hængemappeskuffer, allerbagerst i det enorme arkiv. Vi følte os som bedemænd og skraldemænd m/k der legede detektiver i fritiden. Vi skulle obducere disse skæbner og føle på de kolde spor. Endnu en gang skulle vi trække familierne gennem helvede for måske at opgive på grund af spindelvæv og forrådnelse. Vi skulle forsøge at sætte himmel og jord i bevægelse.
Kapitel 2
Nobelprisen
Åh nej, ikke Nobelprisen!
Da jeg var indlagt på den lukkede allerførste gang, var det værste at jeg troede jeg fik Nobelprisen.
Folk troede Nobelprisen var noget godt, men jeg vidste bedre.
En helikopter ville flyve over hospitalet og kaste Nobelprisen ned i hovedet på mig, fra stor højde, i form af enkroner, så jeg døde..
Det var en forfærdelig tanke at folk skulle skylle mønterne rene for hjernemasse inden de kunne bruge dem.
Det var også lidt ærgeligt at jeg skulle dø.
Det var også lidt ærgeligt at jeg skulle dø.
Når man nu har en blog
Hallo-hallo, jeg sender fra planeten Intet.
Er der nogen der kan høre mig?
Når man nu har en blog, er det jo nok meningen at man skal bruge den til at skrive ting og sager i. Den er skabt til at ens grafomaniske tendenser kan komme til udtryk. Man må passe på at fodre sådan en blog med alt fra makrelsalat til højere filosofiske tanker - det rager jo under ingen omstændigheder andre end en selv, med mindre det altså gør og det er en anden historie.
Dette ultrapersonlige rodsammen viser sig så som enten en guldgrube af underlige ting man kan snage i eller en slags lufttomt rum uden brugbar kommunikation.
Men man skal bare have sådan en. Har man ikke sådan en er man ikkeeksisterende og det er ikke rart at vide hvordan det føles.
lørdag den 5. april 2008
torsdag den 3. april 2008
Omspændingslitteratur
Det var forventet at det skulle blive noget rummeligt rundt noget.
Og nej tak, det behøver ikke være lortebrunt.
Omspændingslitteraturen er verdensomspændende. Du finder den både i Andeby og Langtbortistan. I Sverige er der en stor koncentration af hardcore kvindelige omspændingsforfattere der ikke er blege for at drive omspændingen til det yderste. Det kunne vi lære en del af herhjemme i Danmark og der er da også ved at tegne sig konturerne af et solidt omspændingsfelt også her af især kvindelige omspændingsforfattere.
onsdag den 2. april 2008
Abonner på:
Opslag (Atom)
