mandag den 29. december 2008

ØK nr. 50 er udkommet



Nummeret indeholder bidrag af:
Thomas Ahrensbøll Hansen, Jens Blendstrup, Jonas Bruun, Martin Budtz, Bob Hvid Green, TS Høeg, Elton Jorn, Stefan Kjerkegaard, Jesper B. Korndal, Thomas Krogsbøl, Peter Laugesen, Viggo Madsen, Andreas Schulenburg, Sternberg, Niels Henrik Svarre Nielsen, Morten Søndergaard & Tomas Thøfner, Nikolaj Zeuthen.

Bestillinger modtages her: oeverstekirurgiske @ gmail.com
Kan også købes hos Arnold Busck på Købmagergade (fra tirsdag d. 30. dec.)

tirsdag den 9. december 2008

Hullet i jorden 07

Rejsedigt

Helt forkert anbragt
langt fra dueller
og angribende indianere.
Jeg vil hjem
var mit mantra
fra vi satte fod i dette udland
til vi var sikkert hjemme
mellem endnu svagt forståelige
gadeskilte
i den by jeg kendte
og var forelsket i
og bange for.

skitsedetalje (stenalderserien)

Endnu et udsnit

Du må endelig ikke stille skarpt på dette billede

Skitse

mandag den 8. december 2008

Karl Isaksson - Stående model

Så, nu maler jeg
tre runde lysende appelsiner.
For at gå i dialog
med ballerne, brysterne
skuldrene, knæene.
Hvor ser hun dog genert ud.
Jeg maler hendes næse nedad.
Sådan swujzzzz.
Det rødglødende ansigt.
Brysterne peger let opad.
Hænderne er dydigt foldede
foran kønnet som lårene
presser sammen til ingenting.
Jeg maler en digtsamling
af hendes yndlingsdigter
på bordet ved appelsinerne
og læser op af den
for at holde på kuløren
i hendes ansigt.
Hun er forelsket.

Jeg maler dette billede hurtigt.
Og slipper hende ud af døren
som var hun en yndig due jeg sætter fri.

Hold i foden

Nu har jeg fået hold i ryggen

Der SKAL være noget galt. Nu er det et hold i ryggen, eller hvad det nu er der gør så hammer ondt og forhindrer mig i at rette mig ud. Jeg står og går og ønsker mig et hæve-sænke-bord. Jeg ønsker mig også en ny arbejdsstol. Jeg går ned til kiosken og kommer op igen på dobbelt så lang tid. Jeg ser tv og får kvalme over kulturdækningen. Jeg ser Det Lille Hus På Prærien og græder over den gamle eneboer der ikke vil forstå at hans kone er død for mange år siden. Jeg græder også over at være mig: eneboeren der ikke forstår noget som helst. Ingen ringer til obersten. Ingen skriver. Men alle skriver og det er derfor de ikke ringer. Og jeg maler og maler over og maler over. Måske fordi jeg ikke tør skrive de digte jeg ikke kan holde ud at læse alligevel. Jeg holder mig ikke ud. Jeg holder ikke ud at have så svært ved at holde mig ud.

fredag den 5. december 2008

Jeg er stolt af at være i parti med Pernille

Pernille Rosenkrantz-Theil har gjort det samme som jeg gjorde for et års tid siden: hun meldte sig under de lyserøde faner i håb om at skubbe skuden til venstre. Vi beder begge to om tid til at studere programmet. Og vi skal være flere. Vi skal levere ideer og vi skal få det gamle parti til at leve op til målsætningerne om at arbejde for dem der er på skideren såvel som for landet der nu er helt udsultet efter Foghs regime. De rige er blevet rigere og de fattige er blevet fattigere. Derfor skal vi samles i det gamle parti og samle op som vores forfædre og mødre også har gjort før os. Vi kan ikke aflevere dette land til nogen før vi har repareret de livsvigtige dele. Og vi må være åbne for alle slags mennesker for ikke at give plads til fremmedhad og organiseret smålighed fra uholdbare reaktionære og populistiske kræfter. Pia, du ved vi også taler om dig.

Gammelt familiefoto



Det var ikke spor 'arrangeret' og det er Lasse med slipset og Annette med Julie i hånden.
Storebror Peter mangler, men sidder indrammet på væggen.

Rubens - Mattheus Yrsselius

Rubens var ven med denne kirkefader hvis fingre glinser af de underlegnes kys og den store and de to netop højlydt smaskende havde delt med fingrene hvortil de havde læsket sig med fine vine skænket kirken i håb om lidt foreløbig aflad før regnskabets time ved skt. Peters port.

Mattheus Yrsselius stod model for Rubens.
Han måtte bruge mange kræfter på at stille skarpt på en stol med overtøj, lidt ude af billedet.

Det faldt ham ikke svært at se bekymret ud som han stod der og svajende forsøgte at ramme højre hånds fingerspidser med venstre hånds fingerspidser med en distræt velsignende gestus.

Yrsselius stod der i en kysk hvid munkekutte i den fineste silke og Rubens forsøgte ikke
at skjule alle ædelstenene. Folket vidste jo godt hvor deres penge endte. Hos Gud. Det var en forretning indstiftet i himlen. Kirken scorede det hele og syndede tilsvarende stort mens folket kun havde råd til små synder.

Yrsselius' ring med den store blodrubin var skænket af en tidligere købmand der sad uskyldig og sikkert fuldstændig lykkelig i byens fattighus ruineret af kirken velsignet af Yrsselius
og forsikret om paradiset hvis blot han ville skynde sig at dø af sult.

Hvad sker der?

Jeg er begyndt at bede om gode råd.
Når jeg har gjort det, ser folk på mig som om de lige skal løse en ligning.
Er han virkelig blevet så deprimeret at han ikke kan tage en beslutning, eller er han begyndt at få noget heldigt ud af de piller han spiser? Er hans storhedsvanvid på retur? Vokser hans mindreværdskomplekser?
Det var de gode råd jeg kom fra.
De andre har hele tiden haft evnen til hemmeligt at høre efter når de andre talte. Nu er det min tur. Det er først for nylig gået op for mig. Jeg tager fat i det jeg kan. Jeg skal nok komme op igen. Helt ned at vende skal man jo først.

tirsdag den 2. december 2008

Rassum & Lindelöf

Skrmsl

Blaat

Hvad skal jeg gøre?

Enten siger jeg at jeg har det ad helvede til og får det dårligt over den slags satans selvopfyldende profetier eller også siger jeg at det går udmærket og bevæger mig ud i en løgnehistorie jeg heller ikke kan holde ud at høre på.
Og hvad skal jeg så gøre når jeg heller ikke kan holde ud at se 'sort syre'* på min egen blog?

*Var det Norbrandt?

Skitse til diagram over vejen til mulig lykke

Giovanni Battista Tiepolo - Antik scene

Adof Hitler kunne godt have haft et rum i sin bjergvilla hvor han mente at kunne blødgøre folk hvis de havde fået for meget af den stålhårde umenneskelighed. I dette 'hyggelige' rum kunne dette billede have prydet en væg:
Et kolossalt skrummel af en muskuløs officer frier til et kolossalt kvindemenneske med røde kinder og striber på venstre kind fra den lussing hendes ækle lille far havde givet hende da hun antydede at hun måske ikke lige havde lyst til at blive gift med en ædel soldat bare fordi han havde givet faren en masse penge.
Der er dog en vis yndighed over kvindemennesket og hun ser da også ud til at være bukket under for den stædigt bejlende.
'Man kan købe megen frihed for penge' tænker hun. 'Og giv mig så den fede guldring.'

Hullet i jorden 06

Snot og tekniske problemer

Jeg synes egentlig at det at være fyldt op med snot er rigeligt, men nu viser det sig også at der er koks med min mail. Jeg skriver ikke adressen her, men nøjes med at opfordre folk til at skrive til rumkugler@gmail.com

Så er der DEN SIDSTE HAL for sidste gang inden vinterpausen

Og programmet ser sådan ud:

Lars Skinnebach
Lars Bukdahl
Alexander Carnera
Arash Sharifzadeh Abdi
Thomas Krogsbøl
Jesper Korndal m. Kasper Schulz
Jens Blendstrup & Frodegruppen 40

Og det er Enghavevej 82, på torsdag d. 4. december kl. 20.00.
Det skal nok blive en ordenlig alternativ julefest og der er som altid gratis adgang.

torsdag den 27. november 2008

Øverste Kirurgiske nr. 50 er på vej i trykken !!!

Simpelthen årets mandelgaveidé. Det indeholder bidrag af: Thomas Ahrensbøll Hansen, Jens Blendstrup, Jonas Bruun, Martin Budtz, Bob Hvid Green, TS Høeg, Elton Jorn, Stefan Kjerkegaard, Jesper B. Korndal, Thomas Krogsbøl, Peter Laugesen, Viggo Madsen, Andreas Schulenburg, Sternberg, Niels Henrik Svarre Nielsen, Morten Søndergaard & Tomas Thøfner, Nikolaj Zeuthen. Sammen med ØK 50 udkommer særtryk nr. 13+14: Mad og poesi (poesi og mad) v. Andreas Schulenburg og Eigils fantasiverden af Nikolaj Zeuthen. Den lange forsinkelse af nummeret skyldes både tekniske og psykologiske fejl. Bestillinger modtages her: oeverstekirurgiske@gmail.comDenne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

En flaske nitroglycerin

Jeg aner ikke en lærkerede.
Jeg ved hvad det vil sige
at være en stang dynamit
en flaske nitroglycerin
en charmerende sprængladning
det totale flinke smil
og en psykose
latent i bukserne.

Det er stadig muligt
at gøre en desperat handling
situationen kunne i princippet
stadig nå
at være en anden.

søndag den 23. november 2008

Ensom kugle

Hele vejen op kiggede jeg ikke ned en eneste gang

Jeg kravlede op i tårnet
fuldstændig limet til siden.
Hele vejen op
kiggede jeg ikke ned
en eneste gang.
Gelænderet stolede jeg ikke på.
På toppen mærkede jeg englene
eller det der stadig hang fast
efter de ulykkelige
deres nærmest fotografiske
aftryk i luften
en susen af gamle skrig.
Og når jeg alligevel så ned
mærkede jeg spiralen
der suger kroppene
ned i kirkepladsen.

Jeg bad en inderlig bøn
for alle der ikke kan flyve.

Der er regn der siler ned

En dag i denne måned
dette år
er vi her
i vores hoveder
igen en verden
igen hver for sig

Der er regn der siler ned
mellem tankerne

lørdag den 22. november 2008

Spejling

En slags gople

Det er nu helt sikkert at jeg er en slags gople. Mine biorytmer kan tydeligt aflæses i antallet af indlæg her på bloggen. Der er simpelthen måneder hvor der ikke sker ret meget og måneder hvor der næsten er for mange indlæg, men sådan må det være når blogforfatteren er en gople. Jeg er i hvert fald ikke en bogholdertype der kan udspy et nøjagtigt antal nye guldkorn hver eneste dag. Måske er det også derfor jeg er pensioneret. Jeg ville ikke have mange chancer i det vilde erhvervsliv. Alligevel kan det ikke undgå at irritere mig at jeg har de perioder hvor det er umuligt at tænke en fornuftig tanke og producere noget fornuftig kunst. Nå, men sådan er det og sådan har det været det meste af mit liv.

søndag den 16. november 2008

ØK?

Boldøgle

Mal!

Og

Åh snot

Åh snot, hvorfor forlader du mig ikke?
Er der et sted jeg kan klage, kan jeg ikke lige få en ny krop og andre sygdomme, dem jeg har keder mig så uendeligt meget.

onsdag den 12. november 2008

Kommentar



Jeg er sinke

Jeg har haft diagnosen maniodepressiv (bipolær affektiv lidelse) i cirka tyve år og har nok været syg det meste af mit liv, men jeg kan ikke holde op med at tro på at jeg kan lære at leve med plagerne. Der er selvfølgelig visse depressioner hvor håbet slipper op, men de varer jo ikke ved i det helt uendelige, selv om det ofte kan føles sådan når de eksempelvis har varet i årevis.
Det er godt at være sinke. Det er bare skide upraktisk at eksistere i et andet tempo end andre når man ustandseligt føler at man skal isolere sig fra omverdenen for at bruge den nødvendige tid på at fatte det andre fatter langt tidligere.

søndag den 9. november 2008

fredag den 7. november 2008

Snot i litervis - mørke og regn

Hele verden er snot. Hele min verden altså. Det bliver til en del liter. Hver morgen hoster jeg vel omkring en stor dobbelt drink, vel omkring 6 deciliter, op. Og det lader til at blive ved, som det store mørke ude i verden.
Senere på dagen sker der vel et eller andet brugbart, selv om det er svært at være glad med udsigten til mindst 4 måneders mørke og vinter og slud og snot.
Til gengæld udvikler mine stenalderbilleder sig langsomt, men sikkert, i den rigtige retning.
Hvis jeg bliver ved, når jeg vel nutiden om et par hundrede år.

onsdag den 5. november 2008

Endelig, omsider, microrevolution


Det er fantastisk og rørende. Denne dag er fyldt med løfter for fremtiden. Først ryger hele lortet på gulvet og nu har vi fået en ærlig og arbejdsom og mild og venlig præsident for det store forkromede rod på den anden side af atlanten. Her er han på besøg hos en anden af mine helte. Også mild og venlig og morsom.

mandag den 3. november 2008

Skitse


Der var ingen pizza i stenalderen, så jeg opfandt at man gerne må hente en.
Det er mig der bestemmer.

Stenalderen ser ud til at vare længe

De andre pukler løs med digtsamlinger og alle slags korte og lange bøger, men jeg befinder mig i stenaldereren. Her er meget råt og alle ting er ligesom ikke opfundet endnu. Jeg skal opfinde en hel del selv hvis jeg vil noget der er ud over det helt rudimentære, hugget ud i sten eller snittet i træ. Da jeg af en eller anden grund er vegetar når jeg bevæger mig rundt i denne mangelfulde tidsalder er der selvfølgelig en masse jeg savner, så som bøffer og flæskesvær, men jeg har det nu meget godt og stiller ikke så høje krav til verden.
Vores guru beder os også om at holde op med at spise kød og jeg har tænkt mig at gøre som han siger. Mine vegetarkundskaber skal op på et højere niveau, hvilket ikke er nemt for sådan en gammel kødspiser som mig.

fredag den 31. oktober 2008

Skitse



Dette billede er nu malet færdigt (den endelige udgave kommer snart)
Det tilhører Henrik Hellesøe Hansen.

torsdag den 30. oktober 2008

Musik og stenalder

Nu har jeg aftalt med min psykiater at der er lukket for benzodiazepinerne. Nu er min nye dope musik og stenalderbilleder. Af og til går jeg en lille tur på kirkegården for at trække vejret. Særligt den nye giftige guldfarve jeg har købt på nettet trækker proppen ud og får snottet i det yderste af lungespidserne til at arbejde sig op til en ordenlig gang ondt i hovedet.
Men hvor er det dog fantastisk at være så forholdsvist klar i bolden. Der er ikke meget at kede sig over i disse dage.

onsdag den 29. oktober 2008

Skitse

Vi står som en lille familie

Vejen går venstre om.
Vi står som en lille familie:
mor, far og jeg.
Den lille hytte ligger
på bakketoppen.
Hytten er meget lille:
vi kan slet ikke være
inde i den.
Men vi er familie.
Far og mor ville have haft
en datter også
men der er alligevel ikke
plads til flere på billedet.

Uden titel

tirsdag den 28. oktober 2008

Udsnit

Udsnit

Flodheste kommer fra zoologiske haver

Der er to flodheste.
En stor og en lille.
De står udenfor et hus
nogen lige har bygget til dem.
Lidt væk fra bassinet
ikke langt fra muren.
Flodheste kommer fra
zoologiske haver.
Der er ingen flodheste
i nogen af parkerne.
I parkerne er der kun ænder
og drankere og pensionister.
Og der er små hunde der bjæffer.
De her flodheste
blev også sprængt i luften
men der var ingen
der savnede delene.

mandag den 27. oktober 2008

Lad os se på det

ØK i DEN SIDSTE HAL torsdag d. 6. november 2008

Læs programmet her

Jeg er ikke bange

Jeg er ikke bange
for at værket
skal samle sig
på en forkert måde.
Det står
altsammen
oven på hinanden
som det plejer.

Udsnit

Rummet skylles ud

Monotypi af Edgar Degas

En båd eller et badekar
et hav eller et badeværelse
en kvinde med en badesvamp
stående med løftet højrearm.

Eller en båd eller et badekar
eller en kvinde i et badeværelse
vasker sig
mens havet raser
og gulvet står i et med skyerne.

Og man ser hende bagfra
med de dejlige runde balder
og slanke ben
der fortsætter
og jeg tror hun nynner
hendes højre bryst hopper
mens rummet skylles ud.

P.C. Skovgaard - Egetræer i Nordskoven ved Jægerspris

Dette billede fra Jægerspris er en studie i det oprindelige landskab. Sådan så der også ud i Dyrehaven da jeg var barn. Og da mine forældre var børn. Og deres forældre før dem.

Egetræer står ikke. De er så gamle at de flyder på tiden. Alle de vindpust og alle de storme de har balanceret på. De vokser op, men ud til siden. Det er som at leve på et skib. Et egetræ er derfor et skib. Et skib med rødder i jorden og antennerne oppe i skyerne. Et egetræ står bare der og vidner. Det er vidunderligt hvad det ser.

Lidt ordkløveri: jeg ved godt at Dyrehaven ikke ligger i Jægerspris, men Skovgaards billede ligner altså grangiveligt et sted i Dyrehaven. Hvis vi skal tale om Jægerspris, så lå det på den anden side af fjorden mens jeg fjollede rundt i røvballebakkerne i Hølkerup som barn. Militæret har blandt andet et skydeområde derorvre, hvorfra vi ofte kunne høre grimme pludselige hule drøn.

Begyndelse

søndag den 26. oktober 2008

Hullet i jorden 04

Detalje

Skitse

minus plakat

Skitse

Christen Købke - Bagermester Peter Berendt Købke, kunstnerens fader

Den første dag Bagermesteren sad model malede Christen en stor bolle. En stor uformelig een med rosiner. Christen prøvede at få Bollen til at forstå at den nok måtte sidde for ham, måske længere tid end den havde forestillet sig. De havde et større skænderi hvori Bollen stod på sin tilstedeværelse i bageriet for at tilse arbejdet, nærmest døgnet rundt. Christen fik også nogle gevaldige slag i bolledejen fordi han bare var en lallet kunstner uden begreb om det virkelige liv. Der var ikke ligefrem slået op til et fantastisk nyskabende billede der skulle stråle ud over Museet og slå kollegerne med ærefrygt. Og måske netop fordi forventningerne var lave blev billedet så godt. Bollen strålede over en hemmelighed som Christen først fik øje på da billedet stod færdigt. De stod med et maleri der udstrålede ægte ærefrygt og kærlighed til faderen. Men bollen er der stadig, et par lag under de strålende øjne.