lørdag den 5. december 2009

Kendte mennesker med Bipolar Affektiv sindslidelse, bedre kendt som Maniodepressive, set fra USA



Der er naturligvis også en masse Bipolære/Maniodepressive kendte og ukendte i Danmark.
Måske bringer jeg en liste en dag. Hvis du har interessánte emner må du meget gerne sende dem til rumkugler@gmail.com

mandag den 23. november 2009

Det vidste jeg godt!

Kunst heler. Det vil lægerne bevise i Sverige, som på mange måder er længere fremme i skoene end vi er i Danmark. Læs med i Politiken: http://politiken.dk/kultur/article841532.ece

God dag igen!

Nu er jeg så godt som hjemme fra hospitalet og starter ganske langsomt...

torsdag den 29. oktober 2009

Asterix fylder 50 år med trylledrik og romertæv

Politikens netavis torsdag den 29. okt:
Astérix fejrer 50 år med trylledrik og romertæv
Den gæveste af alle gallere fylder 50 år, en fødselsdag der bliver fejret med manér i Frankrig.


http://politiken.tv/nyheder/kultur/article820044.ece

Super skarpt familiebillede


Stadig alene under himlen


Jeg stod på en bakke og så den bus hvori jeg selv sad


Familieportræt


onsdag den 28. oktober 2009

Suk

Man kan godt vide hvad man leder efter
selv om man ikke ved hvad det er.

Man ved bare det findes
det MÅ findes.

tirsdag den 13. oktober 2009

Hey forresten - det er min fætter - jeg er mega stolt


Det er min fætter, altså min fasters søn, Steffen Smidt der er blevet ny chefforhandler i klimaministeriet. Jeg kan ikke få armene ned. Især fordi jeg ved at hans styrke er at samarbejde. Hvem er tilstede - hvad kan du, osv.

Jeg respekterer ham også for to andre ting (ud af mange flere som det vil føre for vidt at komme ind på her) nemlig det at han er en ordenlig katolik og fordi han altid spurgte min far til råds om internationale ting (Steffen var jo ambassadør) og fordi min far spurgte Steffen om råd når det drejede sig om noget internationalt. Altså vice versa. Enten vidste de at jeg havde radarører (man kan selv tjekke størrelsen her) eller også bildte de sig ind at de kunne tale storpolitik til familiesammenkomster uden at detektiv Budtz (deres undertegnede) opsnappede essensen af deres kommunikation. Min detektivisme startede  i femårsalderen som de fleste talenter gør, eller rettere de springer ud når det stakkels offer er fem år. Jeg sad og så artig ud til mange interessante middage som det undrer mig at PET ikke vil have noget at vide om. Måske er det bare almindelig gammel høflighed. Den burde afskaffes, men den findes stadig.

Det der med at være ærlig

indbefatter også mine redegørelser
for min psykiske sygdom.
Som mange nok er trætte af.
Men jeg tænker at det ikke er ofte
at man taler om den slags.
Jeg ikke alene tænker, jeg ved,
at vores helt almindelige sygdomme,
hvis man gider studere lidt statistik,
er så banale at det er et under
(hvad er det modsatte af et under)
at hele komplekset stadig skal være tabu.
Måske siger folk bare: Jeg er så træt af de gakkere,
jeg lader som om de ikke eksisterer.

På den anden side

tror jeg at hvis jeg gad at skrive mit liv ned
ville du ikke tro på det
eller du ville i det mindste ryste på hovedet
jeg kan se det for mig

Alene alle timerne
med apatisk stirren ud i rummet
ville være uforståelige

Skal jeg skrive om alt?

Skal jeg være totalt ærlig, selv om det nok vil ryste nogen?
Hvis jeg havde gået på forfatterskolen (jeg har 'kun' gået på Bernadotteskolen, på HF, er 45/46 (femogfyrre seksogfyrrendedele) uddannet som trommehandler, købmand, reklamemenneske og roadie og videreuddannet i Øverste Kirurgiskes skole for gamle, men delvist opmærksomme digtere) vil jeg måske have fået at vide at man ikke skal pakke noget ind.
Poul Borum skrev telegramagtigt tilbage til mig da jeg havde indsendt et lige dele originalt og lige dele sjusket manuskript at jeg var for charmerende. Da jeg senere sendte mine ungdommelige sort-ovefrakke-slutningen-af-halvfjerserne-starten-af-firserne-forsøg-på-digtsamlinger til ham, skrev han dybt originalt eller halvt dement tilbage: Du skriver for charmerende og burde kun skrive vanvidstekster som Grotrian (jeg vil lige indskyde at jeg ikke anser Grotrians tekster for at være "vanvidstekster" - snarere tværtimod) og dyrke uforståeligheden og de skønne ord og noget andet pladder som var så malplaceret at jeg har fortrængt det.

Jeg diskuterer kun det med at være 100% ærlig fordi der er en del faldgruber i det. Der er vel folk der kan blive kede af det og andre der slet ikke kan forstå hvordan fanden jeg kan have læst en situation som jeg har, osv. Jeg tror jeg dropper det hyperærlige og den deraf følgende anskaffelse af et kraftigt skydevåben. Jeg bor ikke ligefrem et sted hvor man kan være bevæbnet med kraftigere sager end en tandstikker. Hvornår blir en rulle gaffa ulovlig? En kuglepen? Et bælte? Et par militærstøvler? Og hvor var det jeg kom fra?

Nå, ja - jeg tror jeg ville sige at jeg er digter og på trods af alle journalisterne i min familie vil jeg gerne være fri for den fulde trekantede sandhed, som kan måles og vejes. Jeg vil hellere skrive en klumme på oplysningskontoret.dk så det starter jeg på på mandag.

Forslag til ændring af grundlovens bestemmelser om ytringsfrihed

Du må sige hvad du vil, men du skal lige tænke dig om først.

Telegram

Jeg har en hjerne.
Du skal ikke tro den ikke er der.
Og jeg skal heller ikke tro den ikke er der.
Jeg forventer at få en masse gode ideer
når jeg kommer hjem fra denne rejse
i det landsomspændende ingenmandsland

Det er ærkenormalt for os bipolære affektive
at være fuldstændig i tvivl om os selv

og vores evner, men vi finder os ikke i det!!!

Jeg fik et dejligt langt brev med mange komplimenter

Det er fyldt med søde og kloge ord, men det ender nogenlunde sådan her: "Jeg har absolut ingen fordomme mod folk med psykiske lidelser, men jeg har valgt den slags mennesker fra, for jeg kan ikke holde dem ud". Det er i hvert fald essensen af brevet, som jeg forstod det. Det korte af det lange. Den teateragtige tilintetgørelse efter lange udredinger, skønne monologer og måske bare en anelse tomgang.
Og så er det at jeg ikke rigtigt ved hvad jeg skal svare. Jeg ved heller ikke hvad jeg skal mene om resten af brevet, når det ender sådan. Jeg tænker bare: Nå, nu er der endnu en lukket dør. Selvfølgelig gør det mig ked af det, for selv om jeg er gak er jeg også et ganske almindeligt menneske med følelser og alt det der.

mandag den 12. oktober 2009

søndag den 11. oktober 2009

Og når nu vi skriver om Nobelpriser (se længere nede) så er der her et billede af Herta Müller som flere aviser ikke rigtig kan placere som hverken tysk eller rumænsk eller nogen af delene


Jeg tror selv hun er det man kalder feminist og det er vel også okay så længe det er umuligt at give nogen Nobelprisen fordi vedkommende er socialist. Samtidig noterer jeg mig med tilfredshed at vi har et rødt flertal (på papiret) her i vores eget lille stramme lorteland.

Far på cafe. Ja. og så mig. Lille næsvise mig.
Vi sidder og taler om noget og han kan ikke dy sig, han må belære og når nu jeg sidder der og ovenikøbet fotograferer må jeg også lade mig belære, men desværre aldrig høre de gamle hemmeligheder. Far har skrevet under og han må aldrig sige den sidste brik i det sønderbombede brætspil. Han siger noget han tror vil få mig til at tænke i den rigtige retning, når nu han ikke kan sige det som det er. Noget er for de gamle kæmpere, noget andet er det vi opsnuser som om det var en kriminalgåde - hvad det også er. Hvorfor skal vi rejse til Grækenland elskede far, hvis du heller ikke her vil sige det som det er? Og har du nu været død længe nok til at jeg kan sige at du om natten gik i søvne til en lille by langt væk og blev leveret tilbage af høflige og søde mennesker der bare ikke vidste hvad der foregik.


Og så er der Frederik, den næste majestæt, i en pæn hvid jakke som han faktisk har gjort sig fortjent til som højt kvalificeret frømand/sømand (og et par andre uddannelser han har gennemført) Jeg har selv boet under en kilometer fra uddannelsesstedet. Vi havde en havemand der havde dette slogan: Ring til Bent, det er nemt!


På en måde var det smukt da de lukkede København og lod de elendige olympiske pampere fylde det hele (nej jeg taler ikke om Mary og Michelle)(og jow jeg gør sgu for de var der jo)


lørdag den 10. oktober 2009

Hov, jeg glemte at godte mig over at Barack Obama har fået Nobels fredspris. Det er noget der forpligter !


Jeg tror jeg tidligere har skrevet om hvor giftigt det kan være at få nobelprisen (den litterære) ned i hovedet i enkroner kastet med stor akkuratesse fra et Herkules-fly. Værsgod min ven, splat du bare ud. Mon ikke du er stolt når du igen kan trække vejret.

Sådan en tvangstanke kan man sagtens have.
Visse anmeldertyper og andre der har gennemskuet mit tynde værk kan jo bare mene. Men I bare.
Sidste gang jeg havde sådan en tvangstanke om nobelprisen i snottede enkroner var da jeg var indespærret på den lukkede på Kommunehospitalet som nu er lukket. Som tiden dog går. Hvor har jeg dog tilbragt meget tid på at sidde og ryge smøger og stå i kø for at stille det simpleste spørgsmål til dem der måtte befinde sig på kontoret. Hvor var den låste dørs gruppemøder dog nervepirrende.

Jeg blev på et tidspunkt bidt af tre hunde ude på Nokken og kørte til den dengang eksisterende skadestue på det som sagt lukkede Kommunehospital. Du kan selv opmåle ruten. Den blev kørt på min banecykel (med bremser!) på et par sekunder over fem minutter. Det var heller ikke fedt at have tre store Rotweileragtigtige hundes tandsæt i underbenet.

Hvad skal vi gøre ved egotripperne der tror vi stadig lever i firserne, dem der tror at kommunisme kan udskiftes med cepos og alle dem der skifter parti som om de skifter underbukser?

Må jeg opfordre flakkerne til at stemme på Frank til kommunalvalget?
Hvis vi altså taler om København. Hvis vi taler om andre store byer er det meget tænkeligt at der findes andre samvittighedsfulde politikere at stemme på. Hvis de opstiller for Socialdemokraterne (og hvis du har tjekket dem ordenligt ud), SF, Enhedslisten eller de Radikale kan du stemme på en af dem uden at kaste din stemme ned i det reaktionære dyb. Hvorfor skal vi forære vikar Rasmussen noget som helst? (for slet ikke at tale om Pia der må grine hele vejen til banken) (tænk hvis hun blev busted og skulle sidde sammen med nogle af de kreative ude i Vestre fængsel. he he)

Må jeg endnu en gang opfordre dig til at stemme på Frank Jensen som faktisk er noget så sjældent som en rigtig rød socialdemokrat. Du tror måske ikke at de findes, men det gør de. Frank er ikke dogmefjols - han er åben over for gode ideer og har desuden lært en masse af Anker Jørgensen

Stille nætter som denne bringer sorgen over at være alene tættere på. Og når det går op for en hvem man er forelsket i, aner man ikke hvordan man skal opføre sig, hvad man skal skrive og hvad man skal gøre


Jeg har nu endnu en gang levet otte år i cølibat. Der skal åbenbart udleves en del kærlighedsmæssige tørker. Kvinderne bombarderer mig ikke ligefrem med kærlighedserklæringer og af ren og skær trodsighed finder jeg det ikke rimeligt at det skal være mig der for tusinde gang skal spille supertjekket velafbalanceret, velfriseret, overskudsmenneske.

Mon ikke det snart er muligt at møde hende jeg drømmer om - bare helt tilfældigt og med plads til at vi begge to kan tillade os at svinge humørmæssigt uden at det skal gå ud over projektet: at elske hinanden på grund af og på trods af hinandens fejl og mangler - for slet ikke at tale om den manglende rutine som helt sikkert vil lade os svæve i uvished i perioder, fordi vil elsker hinanden (ret hurtigt efter vores første møde (håbet er lysende grønt)) og samtidig vil gå meget langt for at forholdet skal udfolde sig.

Jeg regner med at vi kan gøre alt det ovenstående med et energisk stædigt veholdende gåpåmod.

Det korte af det lange er at jeg virkelig tror det kan lade sig gøre at finde hende jeg kan grine og græde, diskutere og brainstorme med (hvis jeg ikke allerede har fundet hende), elske betingelsesløst og sammen bygge det lille bjælkehus i skoven hvor de små børns vanter hænger til tørre i entreen (hvis min fremskredne alder og alle mine tabubelagte sygdomme ikke for længe siden har sat en stopper for videre reproduktion af min halvdel af de skønne børn med store ører, store næser og udpræget talent for påståelighed og ordspastiske tvangsskriverier).

Og så spørger jeg mig selv om jeg mener det alvorligt.
Hvor skulle jeg vide det med sikkerhed allerede før jeg overhovedet har mødt dig.?
Måske har jeg allerede mødt dig. Jeg tror det.

Jeg har mødt forskellige kvinder som jeg har været meget forelsket i, men de er dukket op, ud af intet, for siden at forsvinde igen inden jeg fik taget mig sammen til at meddele min kærlighed på en fuldt forsvarlig og inderlig måde. Lige nu er der en pige fra fortiden som spøger. Vi skriver mails med hinanden, men hun har en teenagesøn og et meget krævende arbejde og jeg kan ikke finde ud af at lave fornuftige systemer i mit eget arbejde (og en fornuftig håndtering af mine fucking - måske nærmere anti-fucking sygdomme) som vil gøre det muligt for mig at være mere tilstede.

Noget må ske. Jeg ønsker brændende at vi kan få et forhold som to venner der forhåbentlig kan blive kærester på længere sigt og måske oven i købet lukke glæden og humoren ind. (Den vil jo gerne ind, men jeg kommer alt for ofte til at sige noget uforståeligt på dørtærklen som får den til at sige at den har travlt (der er kun udmålt ganske kort tid til hver enkelt kærlighedstørkeramt)) og at den ikke orker at kæmpe mod min malplacerede stædighed. "Hvis du kaster et par hundrede hæmninger vil jeg overveje at komme tilbage og fortsætte hvor vi slap".

Jeg skriver udelukkende dette fordi min lungebetændelse ikke vil lade mig sove

Og nu har jeg nærmest skrevet hele skriftligheden i overskriften, så hvad skal brødteksten så handle om?
Har jeg brokket mig over snottet der siver ned i lungerne?

Hvad med mine overvejelser over muligheden for at snottet rent faktisk udspringer fra lungerne? Har jeg cystisk fibrose? En tumor i højre lunge? Almindelig lungekræft?

Har jeg før været inde på den ret mikroskopiske chance/risiko for at jeg har punkteret højre lunge, men bare går videre i verden som en fandens karl der tappert klarer alle former for smerte? Hvor længe gider jeg egentlig blive ved med at brokke mig over disse trivialiteter?

Er jeg rask i overmorgen og har (ved et trylleslag eller almindelig begyndende alzheimer) glemt alt om hvor enormt irriterende sådan en lungebetændelse er hver gang den plager mig?

Hvordan kan det være at jeg, selv om jeg har haft syv-otte* lungebetændelser, ikke nogensinde er forberedt på hvor ubehageligt det er at hoste lungerne op og få fibersprængninger i de muskler der burde hjælpe mig med at få snottet (sekretet er et mere poetisk ord end snottet) op af lungerne og videre ned i koppen der dagligt bliver fyldt to gange med en mellemting mellem gulligt-grønligt snot og hvidt skum ala en stjernebaristas mest fuldendte kaffeblomst på toppen af den ruinerende supersnoppekaffe jeg ellers holder så meget af.

*antallet af lungebetændelser er ikke bogført og er derfor et rent gæt. Er jeg lungebetændelsesbefængt sætter jeg nok antallet lidt vel højt. Det modsatte gør sig sikkert gældende i lungebetændelsesfrie perioder.
Jeg kan forresten forsikre læseren om at jeg ikke har lavt imunforsvar pga. HIV eller AIDS. Mit lave imunforsvar grunder sig i min rygning og det faktum at min lejlighed vender direkte ud mod Jagtvej, hvoeved jeg optjener en overvældende mængde partikler fra især dieselbiler.

torsdag den 8. oktober 2009

Malerierne er faktisk til salg


Det er jo ikke så underligt at jeg ikke sælger så mange billeder når jeg ikke gør opmærksom på at de er til salg. Enkelte af billederne her på siderne er allerede solgt, udlånt eller foræret væk, men jeg arbejder hele tiden med nye og er altid frisk på at lave en aftale så du kan se billederne og forhandle dig frem til en god pris.

Måske kan du endda få lov at låne et billede hvis du ikke har noget imod at det bliver udskiftet hvis jeg får brug for det. Det kræver dog at du sidder på et deprimerende kontor, komunalt eller hospitalt eller andet samfundstjenstligt (+ NGOer) og udfører et arbejde som jeg gerne vil sætte farver på med et maleri i håb om at din dag bliver bare 1% sjovere..

Du kan se nogle af billederne her

Mit telefonnummer er: (+45) 26 15 66 47
Mail: rumkugler@gmail.com

lørdag den 3. oktober 2009

torsdag den 1. oktober 2009

Dagens sætning

"Det ønskede findes ikke"
(Den dukkede op da jeg forsøgte at klikke mig ind på Bukdahls blog på Weekendavisens hjemmeside)
Det er tænkeligt at det kun er mig der synes det er stor poesi. Det er under alle omstændigheder et sandt udsagn som ret ofte er passende.

onsdag den 30. september 2009

Om at falde

Det var ikke luft, det var ikke vand. Det var nærmere en slags gelé. Den svævede han eller svømmede i. Tænkte han. Han rakte ud efter det første og bedste håndtag, men der var intet at holde fast i. Det hastede, han faldt gennem geleen og kunne snart ramme et eller andet, hvis der da var en bund eller en slutning i denneher underligt tavse falden eller synken nedefter, hele tiden nedefter.

Hvorfor lander jeg i den gelé igen? Spurgte han sig selv en dag da han var kommet tilbage til hulen efter en rituel tur til det store grimme tyske supermarked. Behageligt hjemme og ikke hjemme hvis nogen skulle ringe eller ringe på. Det var i hvert fald planen, der dog aldrig blev eksekveret. Eller rettere, den plejede aldrig at blive eksekveret. Det rituelle serieoverspringsagtige var af en eller anden grund vigtigt. Der var dagligt en serie ting der skulle ordnes, udelukkende for at tilfredsstille hans behov for systemer.

Han har rødt tøj på sagde han uendeligt narcisistisk til selv sig selv mens han så sig selv i spejlet og afprøvede forskellige positurer. Han står her foran spejlet. Hvis du vil møde ham skal det være nu, tænkte han. Og tøjet var faktisk ikke rødt. Der var ikke en eneste del af hans påklædning der var rød. Der var bare noget med ordet Rød. Han kunne lide at udtale det. Det var mere ordet end farven i sig selv. Han var stadig faldende i gelé og fandt sig egentlig ganske behageligt til rette i den blævrende næsten gennemsigtige vægtløshed. Du skal ikke tænke på mig, tænkte han. Du skal ikke tænke på mig. Mig skal du ikke tænke på. Nu var der en rytme og den skulle holdes. Ikke rødt ikke rødt. Nej nej nej. Ikke rødt ikke rødt. Nej nej nej.

Der gik nøjagtigt en evighed. Man ventede så det drev sodagtigt ned. Meget meget langsomt gik det. Og dog var evigheden færdig på et kvarter og en meget rødhåret dame lukkede døren op og sagde værsgod at komme nærmere. Han ville gerne helt tæt på. Hun var enormt dejlig. At hun i virkeligheden ikke var der, var ikke til at bære. Han begyndte at græde. Så fadede hun helt ud og alt var den fandens gele igen.

Hvor mange har en tvangsgele? Nej, men så har de noget andet, det vidste han, for han havde tilbragt en del tid på psykiatrisk afdeling. Og der mødte han forresten også en helt vidunderlig skabning som også fadede ud – mens han blev flyttet til den lukkede forsvandt hun og han så hende aldrig igen.

På den lukkede var der også gelé. Måske begyndte den der. Der var også bittesmå rotteagtige rockere der kørte ind gennem vinduet på motorcykler, Thomas Helmig med hugtænder inde i skabet og en laserstråle der halshuggede ham ude på toilettet. Der var også ostemadder. Han blev helt taknemmelig ved tanken. Og varm kakao. Og så var der heller ikke så meget mere at sige om fordelene.

Geleen havde nu en fastere konsistens. Den strammede faktisk lidt. Man gled sådan lidt presset igennem et langt rør. Man var en tube tandpasta. Man skulle åbenbart løbe ned og havne i et eller andet, måske et afløb. Og så kunne geleen som han kendte den fra tidligere manifestere sig frisk og ny og han tænkte at dette var et lyst minut hvor depressionen var lettet lidt, ligesom han havde det om aftenen. De få glimt af tilfredshed som bliver levnet os i det store kosmiske regnskab. Nu begyndte han at græde jammerligt selvsnøftende og helt og aldeles uklædeligt, den var ikke gået hos den store chef, hans mor, som han nu sendte en varm tanke. Han kunne tørre sine øjne. Der var ikke mere gelé han kunne smøre ind i dem.

Og så kunne filmen så at sige være færdig og han kunne sidde tilbage slukket i sofaen og bare kigge, ikke rigtigt på noget, måske mest indersiden af hovedet og minderne. Og så kan geleen jo vokse frem igen. Den kan starte som en pølle i sofaen og meget hurtigt vokse en over hovedet. Det er faktisk et meget alvorligt problem.

tirsdag den 29. september 2009

Telegram


Telegram


agogo


Telegram 5

Hvorfor fanden sidder jeg dog her bag skærmen så tidligt? Hvad sker der hvis jeg drikker mere kaffe? Hvorfor siver snottet ned i lungerne når jeg ligger ned?

mandag den 28. september 2009

Åndsformørkelse i sparepærens rædselsfulde skær

Jeg har overskriften og jeg tror jeg nøjes med den.

Telegram 4


Hvad angår mit sidste telegram, så er jeg aldeles ikke sikker på at det ved hvad det selv mener.

Telegram 3

Det er blevet efterår. Hvis jeg ikke havde den helvedes allergi ville jeg være lykkelig. Hvis jeg var lykkelig ville jeg være lykkelig, men er jeg bange for, også ligeglad. Hvem gider måle alt muligt når man er midt i en utrolig vægtløs væren?

Jeg har hentet rensetøj
(Det passer ikke - det er bare en besked jeg altid har drømt* om at skrive. Lidt ligesom at kunne sige at man har læst Heidegger. Man læser manden for at kunne sige at man har læst noget gyldent og stort og læsningen er i sig selv fortjenstfuld. Noget man får en grønspættemedalje for. Heidegger er sildesalat. Heidegger skal hænge som en skalp i bæltet. Heidegger er et trylleord. 'Som jeg forstod Heidegger' er simpelthen en genial sætning. Den kan bruges som det helt store brilliante bluffnummer på morgenværtshuset eller i studiekredsen.)

* Jeg bruger altså ikke renserier til noget som helst.
Bare tanken om de ækle væsker giver mig røde knopper.

lørdag den 19. september 2009

Telegram 2

Stod sent op.
Drak den sidste kaffe mens jeg rystet kaperede det sidste nye rædselsmaleri.
Uhyggen kommer åbenbart helt inde fra knoglerne.
Blå er en god farve men kommer nemt til at brede sig.

Telegram 1

Skulle hilse fra ensomheden.
Blå himmel. Sidste sommerkrampetrækninger.
Pengene er sluppet op. Igen tidligere end sidste måned.
Snart slipper de op så tidligt at tiden kommer til at stå sille. Hvis jeg er heldig passer det med en ny måned og det hele er udlignet.
Sender kærlige hilsner.

Lidt oplysning

Tælleren er pillet af fordi den var medskyldig i de fucking irriterende reklamer der poppede op.
Selv om den kun var en lille fisk. Det er redskabets ejermænd i Holland som er mest skyldige. Typisk at der skal sidde nogen og godte sig langt væk mens vi bander.

tirsdag den 15. september 2009

Skiftende pauser og minimale udbrud

Udsigten for denne blog byder i øjeblikket på skiftende pauser og minimale udbrud. Aktivitet ses dog stadig på oplysningskontoret.dk og der vil også kunne påvises målbare tilfælde på denne blog i den kommende tid. Sandsynligheden for at telegramstilen tages i anvendelse er dog ganske stor.

torsdag den 27. august 2009

Kontinentalpladerne fjerner sig fra hinanden



Min krop er et geologisk tilfælde.
Mit venstre lår synker i grus mens et system af vulkaner er i udbrud på mine balder. Jeg sidder og siver mens kontinentalpladerne fjerner sig fra hinanden.
Min geologi forandrer sig. Mens det sker er der masser af spændende udviklinger i dette midaldrende landskab. Mine fødders hudceller er gået amok og er ikke til at standse, kan kun holdes nede med kilovis af yderst tvivsom salve. Jorbunden på denne planet er i sandhed den ene geologiske misforståelse efter den anden.

mandag den 10. august 2009

Nu orker jeg ikke at holde ferie længere.
Det var begyndt at blive ret kedeligt.



Dagens udgave af oplysningskontoret byder blandt andet på de første af af en serie læserportrætter af Simon Bækdahl Nielsen.

torsdag den 2. juli 2009

onsdag den 1. juli 2009

mandag den 8. juni 2009

Ensom kugle 48 år


Ja, altså, denne kugle er vel omkring 300 år gammel, eller mere. Ja, plus nogle millioner.

søndag den 7. juni 2009

Orange

Sommerferie 2009

Min sommerferie kommer til at foregå drypvis med en uge her og en uge der.
Lige nu udspiller følgende aktiviteter sig på min slagmark:
1. Jeg arbejder på at skrabe mindst 15 malerier sammen til en dobbeltudstilling med Michael Rassum.
2. Jesper B. Korndal og jeg forsøger at følge med på ugebladet på
oplysningskontoret.dk
3. Jens Blendstrup og jeg skriver
farerindringer
4. Jeg forsøger at skrive en tekst til Øverste Kirurgiske nr. 51
5. Jeg prøver at opdatere min blog.
Og så skal jeg passe alle mine sygdomme.

onsdag den 3. juni 2009

torsdag den 28. maj 2009

tirsdag den 26. maj 2009

Vejret

Stegepande med atomprøvesprængninger.
Senere på dagen pludselig brandslukning med torden.

oplysningskontorets ugeblad nr. 5

Mandag d. 25 maj: 14 nye indslag på oplysningskontoret.dk

fredag den 15. maj 2009

Billede

Kontorstilleben

Kvartal

Cirka hvert kvartal føler jeg trang til at sige undskyld.

Undskyld fordi jeg ringede og var så skidestiv og aftalte at muligt med dig, som jeg slet ikke kan huske nu. Min bror ringede eksempelvis i dag og huskede mig på at jeg havde inviteret mig selv på middag hos ham kl. 19.00.

Undskyld fordi jeg graver mig ned og således slet ikke er den der pludselig står ved din hoveddør med den bedste ide i dette årtusinde. Eller med en buket blomster, eller et mesterværk jeg har lavet.

Dog ikke undskyld for trangen til at blive gartner eller ornitolog og begå landet som det ønsker at blive trasket i.

Stanislaw Zolczynski


Stanis har altid været en hård kritiker

Historien om uret

Jeg fik uret af mine venner. En dag sad jeg alene på kontoret. Pludselig stod der en hindu i rummet og fortalte mig at han kunne se ind i min fremtid. Jeg var lettere åndsfraværende, men det at han kunne se ind i min fremtid var for tillokkende. Jeg måtte simpelthen vide hvad han snakkede om. Han sagde at han kunne se at jeg ville blive 79 år gammel. Jeg har senere tænkt at han så fejl og at det han kunne se var min far. Han døde nemlig da han var 79.
Så sagde han at jeg burde beholde firmaet for mig selv, hvilket jo var absurd eftersom Øverste Kirurgiske netop var et kollektiv og så langt fra en enkelt persons værk som overhovedet muligt. Han så mig ind i øjnene med øjne jeg tolkede som nærmest alvidende og forlangte penge af mig, endnu et absurd forlangende. Jeg bukkede således under og gav ham uret. Og havde fra den dag meget dårlig samvittighed.

Uret

Vejret er skønt

Vejret er skønt.
Jeg ser ud på det
gennem mine uvaskede ruder.
Vejret er dejligt.
Folk går omkring i dejligheden.
Jeg sidder og tager mig sammen.

torsdag den 14. maj 2009

Da jeg var ung

Da jeg var ung og nyudsprunget maniodepressiv var det på en måde lettere. Jeg blev skingrende manisk og havnede bagefter i en mega depression. Jeg tænkte: 'okay, det tager et halvt års tid med det hele, de hårde måneder på hospitalet, men så kommer tidspunktet hvor jeg bliver udskrevet og kommer hjem til mit hjem der nu er nyt og alligevel elsket og kendt - efter et stykke tid kan jeg begynde at leve igen'.
Nu er det noget andet. Jeg er mest depressiv og har været så mange gange på hospitalet at de helst ikke vil se mig der længere. 'Du er for rutineret og for dygtig til at komme op igen - derfor vil vi ikke indlægge dig'.
Det er ikke forkert at sige at jeg bliver mere og mere alene med problemerne. Systemet kan ikke anerkende at jeg har brug for hjælp når jeg kan smile og fortælle vittigheder. Det burde forstå at vittighederne er rent selvforsvar.
Det bliver ikke nemmere bare fordi jeg har været syg så mange år. Det bliver sværere og sværere at stille sig op op morgenen og tage fat i dagen på en konstruktiv måde.

Og hvis du synes det er irriterende at jeg skriver så meget om depression er det bare ærgeligt. Jeg agter at blive ved. Blandt andet når jeg som her kommer med et link til en artikel om Lars von Triers depression.

Stille

Jeg starter forfra igen.
Hele tiden starter jeg forfra.
Dagen kommer bag på mig.
I aften eksisterer jeg.
Håber jeg.

Stille

Ikke en hjernecelle rør sig.
Ingen strøm mellem
den ene og den anden tanke.

onsdag den 13. maj 2009

Ringu Tulku tells Do Khyentse story

3 Questions to Ringu Tulku Rinpoche PART 2

Det frygtelige er

at jeg ikke aner om jeg kopierer andre. Jeg tror det ikke, men hvem aner det, når det kommer til stykket.

Forresten

Bare fordi jeg ikke poserer med hverken min kalashnikov eller min toptunede motorcykel kan jeg vel stadig være en fandens karl, hvis jeg altså gider, hvilket jeg tvivler på.

Jeg har slugt en flue

Jeg er helt sikker på at jeg har slugt en flue.
Det er ikke så skide smart.
Måske er det bare den daglige påmindelse om at blive vegetar.
Større prutter, bedre karma.

Vend den 2. skærm til

2. skærm

tirsdag den 12. maj 2009

3 Questions to Ringu Tulku Rinpoche PART 1

Skumjulemænd

Det er godt at mine sko
af to skumjulemænd
er så klisterede
at jeg kan blive stående
på den her sabel
som ham her
hænger op på på væggen.

mandag den 11. maj 2009

Bortset fra kærligheden

Jeg er bortset fra kærligheden
og vender min grimme kind til.
Her kan du klappe mig ømt
og fortælle mig
at det desværre ikke
skal være os to.
Bagefter tager jeg på skydebanen
inden bokseklubben.


Opl.Kont.

Ja, i dag er det oplysningskontoret, vi ses i morgen.

Hullet i jorden 09

søndag den 10. maj 2009

Meningen med søndagen

Meningen med søndagen er at vi absolut intet skal foretage os, vi skal bare lade op inden ugen begynder. Derfor har fanden opfundet alle de opgaver vi skal aflevere om mandagen.

Søndagen eksisterer

Den har bare gravet sig ned i en hyggelig slentren.

lørdag den 9. maj 2009

Denneher findes, far fandtes

Der skal skrives mange flere artikler om det her!
'Far gik op af trappen og forsvandt i sit arbejdsværelse hvor vi helst ikke skulle forstyrre.
Det var også ham der kunne køre 'langs strandvejen'.
Til alt held lå min søsters og min afdeling af huset lige under arbejdsværelset. Vi spillede ulidelig høj musik når han havde været tilstrækkelig flabet. Særlig Sweet og Slade. Eller havde vi allerede opdaget Mr.Wonder?
Og så var han pludselig i Vietnam og sad i en helikopter der smed napalm ned i hovedet på uskyldige mennesker. Det var de rædselsfulde minder der først meldte sig. Fuck dig, minder.
Og når han blev for ked af det kunne han bilde sig ind at han var i en meget larmende lufthavn, meget langt væk.
Så hævede han sine arme og lod dem falde med forholdsvis stor præcision over tastaturet på den gamle DR-rejseskrivemaskine med stålcover der var 60% stærkere end soldaterhjelme.
Det kom der en såkaldt 'Perle' ud af. Det kaldte min far en artikel der var tænkt forholdsvis godt igennem og leveret som det sig hør og bør. Med giftige sorte kopipapirer imellem. Der skulle af en eller anden grund være tre eksemplarer.'

Tjek Far-erindringerne af Jens Blendstrup og Martin Budtz

ØK-oplæsning nr. 75 i DEN SIDSTE HAL 7. maj 2009 (reportage)

Læs Thomas Krogsbøls reportage her

Jeg falder ikke frivilligt ud af verden

Jeg falder
og lander
og starter forfra.
Jeg gør det igen
og igen.
Jeg er grundlagt
på optimismen
der stadig
samler sig i mig.
Jeg falder
og lander
og starter forfra.
Jeg falder ikke
frivilligt ud af verden.

fredag den 8. maj 2009

Pausebillede

Buddhas parnirvana 2553

Skitse

Medicinalindustrien er stadig fuld af fup

Det er ikke rart for en storforbruger af medicin ustandseligt at støde på medicinalindustriens fup.
Læs Kristian Villesens artikel i Information om industriens nyeste påfund - et fuptidsskrift pakket ind i seriøsitet her

torsdag den 7. maj 2009

Udsnit

Depression

Netdoktor:
http://www.netdoktor.dk/emnecenter/depression/fakta.shtml

Depression

Net-patient:
http://www.netpatient.dk/depression.htm

Gråspurv lander

flakser
dykker
svæver
flakser
dykker
svæver
lander

Umuligt forslag

Motion, læsning, ordenlig kost, daglige gåture, slukkede computere.

Det kedelige tag

Det kedelige tag over udgravningen skulle afmonteres, men afmonteringen er gået i stå.
Nu regner det ned mellem de fritlagte bjælker.
Hvis det regner længe nok bliver udgravningen fyldt med vand.
Jeg forstår mig ikke på den slags arbejde.

onsdag den 6. maj 2009

Skitse

Udsnit

Stille

Så stille denne tavse dag er.
Så fuldstændig stille og blank.
Pludselig vælter et træ
og udsletter en bilist
der kører forbi Fælledparken
i den tiltagende blæst.

Udsnit

tirsdag den 5. maj 2009

Udsnit

Naivitet

Jeg er muligvis meget naiv
og jeg ser ret mange detektivserier.
Det er muligt jeg ikke kan lære
noget særlig brugbart af det.
Men jeg er en en helvedes detektiv.
En rigtig helvedes en.
Desværre kun sent om aftenen.
Lige før det er ligemeget. Ligegyldigt.
Ring ikke til den deprimerede detektiv
tidligt om morgenen.
Du får kun vrøvl.
Desorienteret vrøvl.
Den bedste slags vrøvl man kan få.

ØK i DEN SIDSTE HAL torsdag d. 7. maj 2009

Få den allersidste melding om Øverste Kirurgiske-oplæsningen i Den Sidste Hal, torsdag d. 7. maj 2009 på Krogsbøls blog

Hænderne

Læs Mogens Bynkou Nielsens Hænderne i Anarkiet. Klik her

Skummel Budtz - med øre

Van Gogh og øret



Undersøgelserne har stået på i 10 år, men så er forskerne også næsten sikre på at det ikke var ham selv der skar øret af. Læs mere i berlingeren her

Opmærksomhed

Jeg er nået til et sted
hvor min opmærksomhed
hele tiden er tændt.
Depressionen har godt
af at få nogle bank.
Bare ærgeligt
at den hele tiden
kommer igen.

Udregning

Hver gang jeg skal lave
den simpleste udregning
er det som om nogen
nedsænker et stykke
udbanket lever
mellem talrækkerne
og jeg har øjeblikkeligt
glemt hvad det var
jeg skulle regne ud.
Min opmærksomhed
er tryllet væk.

Skitse

Skitse