onsdag den 22. oktober 2008

108% aand, (æter?) første version

Hold om mig Morgen

Jeg vågner og jeg vågner ikke
det første af dagen bruger jeg
til at etablere mig
først drøm så krop så bevidsthed

Taler du til mig for tidligt
aner jeg ikke hvad du siger
jeg kan nemt svare igen
rør mig hellere
hold om mig Morgen
så hører jeg bedre
hvad din krop fortæller mig

Lad din formiddag indtage mig

Hvorhen?

Maleri

Maleri

I byen

I byen har jeg kun minderne om verden
jeg tror jeg husker de forskellige sprog
og undergrundsbanerne i London, Paris, New York, Berlin
men jeg ved intet om noget som helst andet
når trafikken og gråden fra hysteriske børn
og vrede kommandoer fra udpinte forældre
fylder hele billedet og lukker rummet
så det ikke er til at komme forbi på fortovet

Maleri



Det er ikke nemt at skanne A3 på en A4-skanner
de næste malerier må jeg nok hellere fotografere

Landet hvor vinden blæser

Jeg erindrer en susen fra træerne
en brænding fra havet
og jeg siger det er livet.

Maleri

Kærlighedsdigt nr. 215

Jeg har bygget mig et sted at starte fra
her starter jeg hvert eneste sekund
(jeg rejser mig og går ud i verden)
selv når jeg mærker tårerne strømme
som en flod af blod og sorg
og splinter af glæde
over dig der blev kærligheden
i al den evighed vi fandt i de dage.

Dig jeg kan huske og aldrig forstå.
Du der er gået fra mig og aldrig har forladt mig.

Sommer?

Kærlighedsdigt nr. 214

I den dybe skov
hvor mulden dufter af havet
står hun som spøgelset
viklet ind i skyerne
i den friske bæk
i kærlighed
eller ikke-kærlighed
der dog aldrig
for alvor varer ved

griber ud after æter og tåge
og støvregn og tårer
som altid er som en tanke
der strækker sig længere og længere
og kærtegner forelskelsen
der er spændt ud
over al gråd og latter

Forbindelser

Fortællingen om telefonen

Der er ført strøm ind i hjertet
der ser alt i små stød
og hersker over de små gisp
der findes i min vejrtrækning
beslutningen der tager sig selv
kroppen der ved alt
det at vi ser hinanden
og ikke er i tvivl.
Tvivlen kommer først
når handlingen ikke kommer.
Vi sidder (to ængstelige fugle)
og venter på telefonchokket
i hver vores ende af ledningen.

Længsel og forvirring
er en konstant strøm.

Har jeg mon selv et par gange
glemt at ringe tilbage
fordi jeg troede at jeg drømte?
Og sad hun så og drømte?
Jeg holder ikke tanken ud!
(Hold kæft hvor er livet dog banalt)
(Det er moderne)

Telefonen ringer.

tirsdag den 21. oktober 2008

Selvportræt

?

Og går et andet sted hen

og jeg taler med de døde
og de er levende
og kun tomme et øjeblik
og vi siger farvel
og når aldrig at sige farvel
og de tømmes
og går et andet sted hen
og bliver her altid
og går fuldstændig
og kommer tilbage
og erindrer næsten intet

Et andet sted

Savnede du mig?

Oversættelse frit efter Young Gods Did You Miss Me?

savnede du mig da jeg var gået
selv om du ikke kunne se mig overhovedet
eller satte du mit billede op på væggen
satte du dig foran billedet
satte du billedet på din næse
selv om du slet ikke kunne se mig
savnede du mig da jeg var væk

hej hej skat
det er godt at være tilbage

Did You Miss Me?

I dag skal jeg tale med min psykiater

- men jeg har ingen ideer til hvad jeg skal gøre. Jeg ville ønske jeg kunne blive sendt på afgiftning et eller andet sted, men jeg tror ikke chancerne er store. Lige nu kan jeg ikke klare mig selv, hvilket er meget svært for en 47-årig. Men noget må der gøres. Jeg er i gang med antabussen, men jeg vågner stadig med panik. Gid fanden hvde den panik.
Nå, men så gik jeg over til distriktpsykiatrien og fik at vide at min psykiater havde sygemeldt sig. Jeg fik ovenikøbet en mindre skideballe fordi jeg kom for tidligt. Og det må jeg indrømme at jeg ikke forstår. Jeg opførte mig faktisk ret høfligt, men det kan jo blive stresset for enhver, også personalet.

mandag den 20. oktober 2008

Hvad er dog det?

Jeg har været en tur på hospitalet

I forgårs gik det galt og jeg kæmpede mig ud på psykiatrisk skadestue. Jeg fik en seng at sove i og de sørgede for at jeg startede på antabus så snart min promille var lav nok (o.oo) og sendte mig heldigvis hjem igen. Hvis jeg var blevet indlagt tror jeg at jeg var blevet mere syg. Det er ikke altid det hjælper på sådan et gammelt vrag som mig at være indlagt. Jeg må prøve at klare mig selv, selv om det ikke er sikkert at jeg kan. Jeg kan i det mindste prøve. I dag ved jeg ikke hvad jeg skal gøre, men min mor laver mad til mig i aften.

Derfor er der lidt huller i bloggen. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal skrive, men jeg vender frygteligt tilbage så snart jeg har det bedre.

lørdag den 18. oktober 2008