Det er spøgsmålet

Man går vandkæmmet og korrekt ud i dagen og findes samme aften med vanvittigt hår tilbage i hulen, ensom og forladt. Hvorfor er det altid pressefolderne det går ud over?

Det er svært at komme tilbage

Et par dryp må det blive, til at starte med.
Linjerne står og venter på at blive grebet ud af luften, men jeg tror nu nok at der sker noget nede på gulvet alligevel.

Stor kreativitet og et skrøbeligt sind synes ofte at følges ad, og det er måske ikke tilfældigt. Svenske forskere har fundet ændringer i hjernen på meget kreative mennesker, som svarer til noget, de kender fra sindslidende

Klik her og læs artiklen på dr.dk

Ny Trentemøller video

Øverste Kirurgiske #51 er udkommet!

Med bidrag af:


Thomas Ahrensbøll Hansen, Henriette Dy Bendtsen, Jens Blendstrup, Annabeth Bolwig, Anne Cathrine Bomann, Martin Budtz, Mogens Bynkou Nielsen, Hans Christian Bøgholm, Signe Kierkegaard Cain, Claus Ejner, Søren R. Fauth, Pia Pontoppidan Fogh, Tina Frank, Kurt Hollesen, Poul Høllund Jensen, Elton Jorn, Janus Kodal, Jesper B. Korndal, Thomas Krogsbøl, Christian Kronow Blendstrup Jensen, Tomas Lagermand Lundme, Marie Louise Malmstrøm, Malthe Mortensen, Avey Ritveld-Speicher, Herman van Rompuy, Kristoffer Raasted, Rolf Sparre Johansson, Sternberg, Niels Henrik Svarre Nielsen, Benedicte Leonora Margrethe Tafdrup (i samarbejde med Martha Holst Hjørring), Anders Vægter Nielsen.

75 kr. Bestil her: oeverstekirurgiske@gmail.com

Kendte mennesker med Bipolar Affektiv sindslidelse, bedre kendt som Maniodepressive, set fra USA

Der er naturligvis også en masse Bipolære/Maniodepressive kendte og ukendte i Danmark.
Måske bringer jeg en liste en dag. Hvis du har interessánte emner må du meget gerne sende dem til rumkugler@gmail.com

Det vidste jeg godt!

Kunst heler. Det vil lægerne bevise i Sverige, som på mange måder er længere fremme i skoene end vi er i Danmark. Læs med i Politiken: http://politiken.dk/kultur/article841532.ece

God dag igen!

Nu er jeg så godt som hjemme fra hospitalet og starter ganske langsomt...

Asterix fylder 50 år med trylledrik og romertæv

Politikens netavis torsdag den 29. okt:
Astérix fejrer 50 år med trylledrik og romertæv
Den gæveste af alle gallere fylder 50 år, en fødselsdag der bliver fejret med manér i Frankrig.

http://politiken.tv/nyheder/kultur/article820044.ece

Super skarpt familiebillede

Stadig alene under himlen

Jeg stod på en bakke og så den bus hvori jeg selv sad

Familieportræt

Suk

Man kan godt vide hvad man leder efter
selv om man ikke ved hvad det er.

Man ved bare det findes
det MÅ findes.

Teaching on Je Tsongkhapa's Guru Yoga (Gaden Lhagyama) 1 - by Tsem Tulku Rinpoche

Hey forresten - det er min fætter - jeg er mega stolt

Det er min fætter, altså min fasters søn, Steffen Smidt der er blevet ny chefforhandler i klimaministeriet. Jeg kan ikke få armene ned. Især fordi jeg ved at hans styrke er at samarbejde. Hvem er tilstede - hvad kan du, osv.

Jeg respekterer ham også for to andre ting (ud af mange flere som det vil føre for vidt at komme ind på her) nemlig det at han er en ordenlig katolik og fordi han altid spurgte min far til råds om internationale ting (Steffen var jo ambassadør) og fordi min far spurgte Steffen om råd når det drejede sig om noget internationalt. Altså vice versa. Enten vidste de at jeg havde radarører (man kan selv tjekke størrelsen her) eller også bildte de sig ind at de kunne tale storpolitik til familiesammenkomster uden at detektiv Budtz (deres undertegnede) opsnappede essensen af deres kommunikation. Min detektivisme startede  i femårsalderen som de fleste talenter gør, eller rettere de springer ud når det stakkels offer er fem år. Jeg sad og så artig ud til mange interessante middage som det undrer mig at PET ikke vil have noget at vide om. Måske er det bare almindelig gammel høflighed. Den burde afskaffes, men den findes stadig.

Det der med at være ærlig

indbefatter også mine redegørelser
for min psykiske sygdom.
Som mange nok er trætte af.
Men jeg tænker at det ikke er ofte
at man taler om den slags.
Jeg ikke alene tænker, jeg ved,
at vores helt almindelige sygdomme,
hvis man gider studere lidt statistik,
er så banale at det er et under
(hvad er det modsatte af et under)
at hele komplekset stadig skal være tabu.
Måske siger folk bare: Jeg er så træt af de gakkere,
jeg lader som om de ikke eksisterer.

På den anden side

tror jeg at hvis jeg gad at skrive mit liv ned
ville du ikke tro på det
eller du ville i det mindste ryste på hovedet
jeg kan se det for mig

Alene alle timerne
med apatisk stirren ud i rummet
ville være uforståelige

Skal jeg skrive om alt?

Skal jeg være totalt ærlig, selv om det nok vil ryste nogen?
Hvis jeg havde gået på forfatterskolen (jeg har 'kun' gået på Bernadotteskolen, på HF, er 45/46 (femogfyrre seksogfyrrendedele) uddannet som trommehandler, købmand, reklamemenneske og roadie og videreuddannet i Øverste Kirurgiskes skole for gamle, men delvist opmærksomme digtere) vil jeg måske have fået at vide at man ikke skal pakke noget ind.
Poul Borum skrev telegramagtigt tilbage til mig da jeg havde indsendt et lige dele originalt og lige dele sjusket manuskript at jeg var for charmerende. Da jeg senere sendte mine ungdommelige sort-ovefrakke-slutningen-af-halvfjerserne-starten-af-firserne-forsøg-på-digtsamlinger til ham, skrev han dybt originalt eller halvt dement tilbage: Du skriver for charmerende og burde kun skrive vanvidstekster som Grotrian (jeg vil lige indskyde at jeg ikke anser Grotrians tekster for at være "vanvidstekster" - snarere tværtimod) og dyrke uforståeligheden og de skønne ord og noget andet pladder som var så malplaceret at jeg har fortrængt det.

Jeg diskuterer kun det med at være 100% ærlig fordi der er en del faldgruber i det. Der er vel folk der kan blive kede af det og andre der slet ikke kan forstå hvordan fanden jeg kan have læst en situation som jeg har, osv. Jeg tror jeg dropper det hyperærlige og den deraf følgende anskaffelse af et kraftigt skydevåben. Jeg bor ikke ligefrem et sted hvor man kan være bevæbnet med kraftigere sager end en tandstikker. Hvornår blir en rulle gaffa ulovlig? En kuglepen? Et bælte? Et par militærstøvler? Og hvor var det jeg kom fra?

Nå, ja - jeg tror jeg ville sige at jeg er digter og på trods af alle journalisterne i min familie vil jeg gerne være fri for den fulde trekantede sandhed, som kan måles og vejes. Jeg vil hellere skrive en klumme på oplysningskontoret.dk så det starter jeg på på mandag.

Forslag til ændring af grundlovens bestemmelser om ytringsfrihed

Du må sige hvad du vil, men du skal lige tænke dig om først.

Telegram

Jeg har en hjerne.
Du skal ikke tro den ikke er der.
Og jeg skal heller ikke tro den ikke er der.
Jeg forventer at få en masse gode ideer
når jeg kommer hjem fra denne rejse
i det landsomspændende ingenmandsland

Det er ærkenormalt for os bipolære affektive
at være fuldstændig i tvivl om os selv
og vores evner, men vi finder os ikke i det!!!

Jeg fik et dejligt langt brev med mange komplimenter

Det er fyldt med søde og kloge ord, men det ender nogenlunde sådan her: "Jeg har absolut ingen fordomme mod folk med psykiske lidelser, men jeg har valgt den slags mennesker fra, for jeg kan ikke holde dem ud". Det er i hvert fald essensen af brevet, som jeg forstod det. Det korte af det lange. Den teateragtige tilintetgørelse efter lange udredinger, skønne monologer og måske bare en anelse tomgang.
Og så er det at jeg ikke rigtigt ved hvad jeg skal svare. Jeg ved heller ikke hvad jeg skal mene om resten af brevet, når det ender sådan. Jeg tænker bare: Nå, nu er der endnu en lukket dør. Selvfølgelig gør det mig ked af det, for selv om jeg er gak er jeg også et ganske almindeligt menneske med følelser og alt det der.

Da jeg gik en lang tur i dag var jeg lige ved at blive mig selv igen

Og hvordan tror jeg jeg gerne vil være?

Hvorfor tror du jeg vil sige noget helt bestemt når jeg tager telefonen? Jeg ville ønske jeg var som du troede.

Og hvorfor kommer du ikke og henter det billede jeg for længe siden har foræret dig?