Nu skal jeg ikke påstå at jeg fuldstændig er klar over hvordan sådan et hus har det, men da jeg vågnede i morges havde jeg det som jeg tror dette hus har det, bare lidt mindre betonagtigt og mere flimrende og uafgjort. Låst fast af min svage hjerne. Uden mad i køleskabet.
Da jeg havde drukket kaffe og slugt mine piller kunne jeg mærke at min røv allerede var ved at vokse fast til stolen og alle de dårlige nyheder i aviserne var ved at få mig til at græde. Selv om der ikke var noget nyt at græde over. Mit liv er som det plejer. Måske er det det værste. Jeg havde håbet at jeg ville vågne med en stille glædelig forventning om det gode jeg troede kunne ske i dag, men jeg blev pandet ned af overskrifterne som jeg ellers havde lovet mig selv at lade være med at læse før jeg var kommet i gang med noget konstruktivt der kunne skrue humøret et par grader op. Dagen i går var ellers rimeligt god, men natten kom og lavede onde løjer med mig. Jeg stod op kl. 4 og drak noget vand og slugte en nervepille og faldt så endelig i søvn igen og havde besværlige drømme til posten kom og kastede de sædvanlige idiotiske reklamer ind på gulvet.
Der er altså ikke sket noget som helst nyt. Det er ikke til at holde ud. Og jeg er så låst fast at jeg ikke kan forstå hvorfor fanden det skal gå ud over mig.
