"Ja og jeg skal male et billede hver eneste dag."
Fernande så på Picasso som om han havde fortalt hende en forfærdelig nyhed. At hendes børn var blevet spist af en kanibal. Hendes verden sank i grus.
"Ja og det bedste af det hele" sagde Picasso "er at de skal males i dine farver: lysebrunt, rødt, lyserødt."
Fernande sukkede og kiggede ud af vinduet.
"Alle husene ligner dig - stegt røde af solen i al deres uvirksomhed." Sagde Picasso der grinede forsøgsvist afvæbnende og næsten ligenede ham hun var blevet forelsket i og ville være sammen med. Han kyssede hendes nakke og alt var godt.
Han var allerede i gang med at planlægge de næste billeder. Hans farvehandler havde sendt ham en hel rulle lærred og farverne rød, hvid, sort og flæskefarvet. Og tre pensler: stor, medium og lille.
Hvis Fernande ikke skulle være jaloux på maleriet ville det blive en fin sommer. Picasso ville ikke lave revolution, men male sig ind i omgivelserne. Han ville elske Fernande meget højt hver eneste sommerdag og sommernat. Også selv om hun nok kom til at sidde det meste af tiden og se på at han arbejdede eller ud af vinduet på de huse der lignede hans billeder. Fernande sukkede en gang til.
(revideret 20. sept. 2008)
