fredag den 12. september 2008

Jeg er det øjeblik

jeg er to gamle film i biografen
to af dem du ikke har set
eller to af de film i fjernsynet
du har set igen og igen

jeg er det øjeblik
du træder ud af mørket
(fuld af billeder)

og i filmen dansede vi en vals
du var kun iført diamanter

Jeg giver dig frakke på
så du kan holde varmen

vi kan gå hjem til mig

jeg er en skindød
du kan puste til live
med dit strålende ønske

fra Jeg er det øjeblik, BØK 1997