fredag den 30. september 2011

Som tiden dog går... En stilstandsrapport

Hvis jeg laver en lille forbedring af mit liv hver dag ender det med at jeg kommer i gang igen. Et spørgsmål om at optræne en vis kondi. Det er i hvert fald teorien. Se bare hvor meget ingenting der har været her på bloggen siden marts måned. Rystende. Der er mange grunde, tilsammen en enorm væg-til-væg-grund som har dækket alle dagene siden sidst.

Gode ting (det gælder om at sætte dem øverst):

1. jeg maler lidt igen, selv om astma og KOL ikke er så glade for at jeg ikke har et sted at gå hen og gøre det.

2. jeg læser. Fx har jeg lige læst Jørgen Leths 'Hvad er det nu det hedder' og har glædet mig over hans superklare sprog, som jeg er lidt misundelig på, men også ved at jeg selv kan præstere min version af når jeg er bedst. Jeg siger ikke så meget mere, for 'Hvad er det nu det hedder' udkommer 10. oktober og må ikke anmeldes før. Ganske vist var der i dag en anmeldelse i en af aviserne, men den må være smuttet for dem.

3. jeg rydder en lille smule op hver dag for ikke at drukne i papirbunker med truende indhold og plasticposer med tomme flasker.

4. jeg forsøger at gøre en lille smule mindre end jeg orker for at komme til at orke mere.

5. i går var Jens Blendstrup forbi vores distriktpsykiatriske center for at tale om at være kunstner og lide af depressioner og læse op og tale med mig om Øverste Kirurgiske. Der var mange mennesker og Jens var skidegod og folk var glade og klappede højt og grinede. Jeg er formand for brugerrådet og vil foreslå flere af den slags seancer snarest muligt.

Dårlige ting (dem gider jeg ikke svælge i, vejret er for godt)