Ejnar kunne egentlig bedst tænke sig at sætte tiden i stå. Og så bare stå og kigge ud i barndommen hvor bokserhovedet stod på terrassen og floden løb gennem haven og morfar huggede brænde og råbte spændende eder.
Men så voksede han op og blev voksen på noget der lignede fem minutter. Mere er der egentlig ikke at sige om det. Minderne havde forskellige farver og en hel del af dem var leverpostejfarvede.
På et tidspunkt var Ejnar kombineret telefondame og lagermedhjælper med ret til at herske over et næsten ufatteligt antal papkasser, allesammen med et eller andet i som han skulle have tjek på, ikke alene skulle han vide hvad det var, han skulle også vide hvor mange der var og på hvilket lager de så var anbragt eller ikke anbragt, deraf de gentagne stresskriser han skulle igennem i ansættelsesperioden. Han anmodede om fast anbringelse som telefondame og fik heldigvis dette bevilget.
Ejnar arbejdede nu pludselig på et underligt gråt kontor med en masse underlige stålskabe med mystiske skæbner i. Nogle af skæbnerne var der kun få på kontoret der havde adgang til, men Ejnar havde også rimeligt mange liggende selv, så han var egentlig ikke interesseret i at få flere lige med det samme. Man kunne selvfølgelig godt risikere at skulle tage sig af en bestemt skæbne som de andre ikke havde kapacitet til at gøre noget ved, men bortset fra den inbyggede stress var der såmænd ikke noget særligt at bekymre sig om. Man passede sit og de andre passede deres og den historie har du sikkert hørt før, den er ret almindelig.
Dagene gik i gråt stål og røvfarvede sagsmapper, eller måske rettere røvgrå sagsmapper. Og blå Bic, masser af blå Bic. Og visse blyanter og hviskelædere og irriterende elektriske blyantspidsere der spiste hele blyanter så man blev nødt til at skyde med elastikker af bar frustration.
Ejnar bankede hver dag på sin ulækre chefs dør og foretrak at stå ret mens chefen bjæffede et eller andet fuldstændig ligegyldigt, bare for at bjæffe et eller andet. Noget måtte bjæffes hver dag, det stod i mellemledermanualen. Resten var i princippet totalt ligegyldigt.
Ejnar havde været forelsket, selvfølgelig havde han det. Men han havde bare aldrig før haft en kæreste, en rigtig kæreste, og så i fire år hvor de boede sammen og hadede og elskede hinanden. Hun havde reddet ham på Bobibar en nat og de var blevet forelskede. Så enkelt var det. Han var ellers meget ulækker og fuld, men sådan er verden så mærkelig.
Så skal der siges en masse om hvor fantastisk de havde det. Hvor gode venner de i grunden var blevet. Ejnar blev taknemmelig over for hende når han tænkte på hende selv om der måske var gået 10 år. Var det virkelig så længe siden?
Ejner brød ind her på denne linje igen for at holde en samtale med sig selv kørende, men bestemt ikke fordi han ikke havde mere at sige. Han havde masser at sige og han ville ovenikøbet sige det. Hvad det lige var kan være ligemeget nu, det var måske også mere en slags følelse, hvordan mon den føltes?
Hvordan skulle dagene begynde hvis de skulle være lange og lykkelige og fulde af lys? Hvordan skulle dagene i det hele taget begynde? Og hvad ville det sige at noget begyndte? Var det hele ikke allerede begyndt og kunne man tale om noget der startede og noget der sluttede? Var universet ikke bare en badebold der var piftet og krøllet sammen? Hvem ville i det hele taget komme forbi og puste sådan et univers op? Hvad nu hvis der kom en partikel farende i rundkørslen i Cern, fast besluttet på at kollidere med badebolden? Og hvor stor var badebolden? Havde DEN begyndelse og slutning?
Og hvor var havet? Havet der skulle være her, lige udenfor vinduet? Det hav med de udstrakte strande og de lækre solbadende piger? Den strand hvor far ville lære sin søn at svømme. Hvor far kunne få en kold pilsner mens han drillede sin kone, kærligt, naturligvis kærligt, så kærligt som den måde hvorpå vinden kærtegnede en klit med et par strå der stak op, umotiveret.
Dagen var god. Ejnar kunne lide den, selv om den måske nok alligevel irriterede ham så meget at han blev angst for om kontoret ville ringe og hvad så med alle de papirer han skulle bruge som lå på kontoret, i den højre øverste skuffe, den der for en skikkerheds skyld var aflåst selv om den nemt kunne blive voldåbnet af chefens fede behårede arm.
Dagen var helt umulig. Ejnar kunne ikke finde ud af at logge ind i noget som helst. Computeren stod bare og rakte tunge. Det var som at være blevet mobbet barn igen, over natten. Hvad nu når han skulle vælge det tøj han skulle have på i skole? Ville der så være andet at vælge imellem end de broderede tropmpetbukser, den islandske sweater og træskostøvlerne? Hvad med de plateausko han fik sin mor til at købe til ham da han var omkring 13-14 år gammel? Og skulle han nu igen til at være med i de lokale afdeling af de blå spejdere? Hvordan binder man et knob? Et pælestik? Måtte han gå med kniv? Kunne han finde det fine spejderbælte? Havde han overhovedet fået et eneste duelighedstegn?
Dagen før var helt anderledes, som den gennemsnitligt blev oplevet 38 gange om året. En helt særlig slags dage som vil blive nærmere belyst senere, og som vil vise sig at have meget stor betydning for hovedpersonen. Dog var det fuldstændig sikkert at havde det ikke været for de gennemsnitligt 38 guddommelige lyspunkter eller tilfælde af øjeblikkelig oplysning, ville Ejnar aldrig have overlevet som en mand med en stædig optimisme der byggede på det faktum at det lige så godt kunne blive godt, som det kunne blive skidt.
Dagen begyndte skidt. Det vil sige: den begyndte med et virvar af modstridende tanker og følelser. Ejnar Winding ville denne dag forsøge at bevæge sig ud af sin lejlighed, men han var ikke sikker på at det overhovedet kunne lade sig gøre. Et enkelt kig på betalingsoversigten fra banken var nok til at få ham til at gå i panik. Dagen før havde han betalt sin regning i kiosken og stod nu uden rene underbukser og valget mellem at gå ned og vaske tøj og nødvendigheden af at transportere sin zombieagtige krop i taxa ud til ØKs oplæsningsarrangement for at forsøge at få lidt fotografi i kassen, når nu programmet så så godt ud og den officielle hjemmeside ligefrem skreg på billeder fra de vellykkede seancer i den nye hal de af skæbnen og foreningen LAB havde fået stillet til rådighed i nødens stund. Ejnar sad længe og vejede for og imod. Så gik han ned i banken og sugede lidt håndører ud af automaten.
Hvor mange nervepiller kan man tåle at spise på en enkelt dag? Og hvad nu hvis han fik et par øl ude i hallen? Ville han så kappe over og vise sig fra sin værste side? Det måtte komme an på en prøve og han var ikke selv besluttet på at lave ulykker dennne aften. Men var det nok at beslutte sig? Hvad fanden skulle han dog stille op, denne grøntsag med alle de gode intentioner der desværre modsvaredes af det modsatte - altså alle tabene af bevidsthed der forfulgte ham?
Dagen efter: Det gik som den selvopfyldende profeti insisterede på. Ejnar drak for meget og blev enormt dum at høre på. Hvis han dog bare kunne holde sin kæft og nøjes med at nyde at tingene ellers gik som de skulle. Oplæserne var fantastiske, men Ejnar blev mere og mere syg i roen, hovedet, hjernen, tomrummet inde i kraniet. Da han endelig vågnede skrev han straks til vennerne og overbragte sin undskyldning. Resten af dagen gemte han sig og græmmede sig.
Og hvor ligegyldigt er det ikke, her over en måned efter? Der sker andre ting i livet, Ejnar for helvede!
Han åbnede døren. Udenfor stod to søde studiner. Hvad drejer det sig om? Vågn op, sagde de.
Er det en ordre, spurgte han. Jeg har for meget søvn i øjnene. De grinede ikke, de sukkede og gik ned ad trappen igen.
