Kærlighedsdigt nr. 214

I den dybe skov
hvor mulden dufter af havet
står hun som spøgelset
viklet ind i skyerne
i den friske bæk
i kærlighed
eller ikke-kærlighed
der dog aldrig
for alvor varer ved

griber ud after æter og tåge
og støvregn og tårer
som altid er som en tanke
der strækker sig længere og længere
og kærtegner forelskelsen
der er spændt ud
over al gråd og latter