mandag den 13. oktober 2008

Jeg og Jeg Et

Sig noget konstruktivt om Jeget, sagde litteraturforskeren. Jeg eller Jeg Et, spurgte jeg. Nu var jeg jo ikke lige ude på at furkludre dine begreber, sagde litteraturforskeren, men jeg ville gerne have dig til at reflektere over dit jeg når du nu bruger det hele tiden. Det var jeg ikke helt klar over, sagde jeg, jeg bruger bare jeget når det gerne vil være mig. Nej, sagde litteraturforskeren, du bruger hele tiden dit jeg, også når du er andre. Det må jeg lige tænke over, sagde jeg. Det behøver du ikke, sagde litteraturforskeren, det har jeg allerede gjort. Okay, så lader jeg det ligge, sagde jeg så. Det var lige det jeg gerne ville frem til, sagde litteraturforskeren og så meget klog ud, på sin helt egen måde.