Morgenpanik

Endnu en panikmorgen. Alt for meget tid går med at holde fast i bordet og vente på at pillen virker. Jeg kan selvfølgelig ikke forvente at jeg skal have det skidegodt allerede nu, når jeg kun har været ædru i under en uge. Jeg kan heller ikke finde ud af hvor længe.
Californien brænder. Kurserne går op og ned. Når jeg har det dårligt er det utåleligt at verden ser ud til at vælte. Det ville være høfligt af verden at være sig selv. Kedelig, langstrakt, enorm, uendelig, men den opfører sig som jeg selv gjorde da jeg var barn. Den gang havde jeg det som nu: panikangst, tvangshandlinger, tvangsforstenet, hysterisk. Pillen virker forhåbentlig snart, men er det de rigtige piller vi har fået, verden og jeg?