Depressionstekst #2

Vi er wienerbrød
vi er små spøgelser der står i hjørnerne.
Vi er brune eller grå.
Der er meget skumgummi i os
selv om det føles som rockwool.

Lad mig sige det med det samme:
jeg er ikke et menneske
jeg er en bivirkning.
Hvilket måske er noget sludder.

Jeg er ikke den antidepressive pille,
men mere den anarkistiske tanke.

Selv om jeg lever i et akvarium,
sammen med de lallende glade fisk
og lever mit halve ligegyldige liv
under den store sten i hjørnet.

Det kan godt være det hele er brunt,
men det er også gråt. Hurra for det!

Hvad er det der falder og falder så langt inde i mig, det lyder som et hus der synker i grus.

Det er blevet forår og solen skinner.

Når jeg går ud, hen under aften,
er der ikke mere.

Gør dine ting og bring dit hjem i orden
siger en stemme inde bag alt mit rod
som en skolemester der siger noget
bare for at sige noget.

Gør dog noget helt, gør noget færdigt
lad dog ikke skitserne fylde det hele
gå dog ud i livet
sid dog ikke der og hold din kæft
når der er så meget der gerne vil siges.

En dag kommer der en linje du ikke kan undslippe, der bliver sagt ting du må tage stilling til, du må springe op og gribe det der flyver rundt.

Når du har levet igen kan du slette alle linjerne
du kan smide det ud du ikke kan få til at vibrere.
Lige nu er der ikke noget valg.