Jørgen Sonne - Skt. Hans nat. De syges søvn på Helenes grav ved Tisvilde

Under en gennemsigtig lyserød og violet himmel venter alle disse mennesker på at komme med over på den anden side af dag og nat til et sted hvor Gud og Skt. Helene velsigner dem og gør dem raske eller i det mindste giver dem livsmod.
For at forhindre solen i at gå helt ned har de medbragt en lygte.
De unge fantaserer om hvordan Skt. Helene senere vil stige op og velsigne dem i form af en engel med rande under øjnene og håret i vild fuglerede.
Bag alt dette: Guds evige lys og hans sentimentale helelse af de syge med blodig hoste og alle mulige vitaminmangler.
Enkelte skal chokeres ud af deres sindssygdom selv om alle de vågne nætter på graven kun har gjort sindssygdommen værre og dybere psykotisk.
Man hører rallen og stønnen og snorken og mumlen og hosten.
Alle ser mod graven og venter en sprække af lys. Smeden har sat sig med ansigtet den anden vej. Han ser ud i mørket og venter ikke at døden skal standse sit evindelige slagteri men give ham nådestødet og puste ham ud af sin hånd som støv der ingenting husker.
Det er helt stille da gæssene flyver mod nord lige der hvor natten blir dag, forbi bålfester over alle grænser.