CENTRIFUGE - om at bo i sit hovede og være blevet væk hjemmefra

Jeg prøver at gribe fat i noget, mine arme og ben er overalt. Mit liv er sprængt i luften. Der er kun stumper tilbage af det, spredt ud over det hele. Det er ikke liv, det er film. Dagene er helt tomme eller fyldt med mareridt, der er ikke noget midt i mellem. Det er smertefuld tåge eller vampyrrockere der kører ind ad vinduet for at fortære mig med deres små bitte hugtænder, små rotter i dukkekroppe.

Mine venner lever i en anden tid som helt andre mennesker. Det er uendeligt svært at tale med dem. De taler og jeg forstår ikke ret meget. Jeg forstår kun det der passer ind i kaos. Jeg tror jeg kender dem, men genkender kun ansigterne, ikke andet.
Af og til husker de mig på noget vi har været sammen om at opleve, men jeg genkender ikke noget.
Sommetider ser jeg et glimt ind i fortiden, men det er ikke de gode ting jeg ser. Jeg har skyldfølelse i hele kroppen. Når mine venner holder om mig er der dog et eller andet. Elektriciteten falder lidt. Der bliver ro i ti minutter ad gangen, vi hænger alligevel sammen i venskab.

Ellers er dagene de samme. Kun mareridtene er forskellige. Det kedelige smørrebrød står og ser ud som altid, vi prøver at fange det og begrænse det til tallerknerne. Vi ryster allesammen og kan ikke styre bevægelserne. Mælk sejler ud mellem rullepølse og ost og jeg ser ud af vinduet, forbi de fægtende arme og ben. En af de andre skriver lange lister over de medvirkende i det landsomfattende komplot. En sidder som en saltstøtte, ret op og ned i timevis, og går så ud på gangen for at gå fra den ene ende til den anden. Vi går rundt på tæerne med kramper i benene. En går amok og giver sig til at tæske på sin søster selv om personalet sagde hun skulle lade blive væk. Fire plejere stormer hen for at fixere patienten og bede søsteren gå inden der sker noget værre.

Senere ryger vi cigaretter allesammen og brænder huller i tøjet og hælder kaffe op ved siden af plastickruset. Jeg vandrer op og ned ad den lille gang, fra den ene låste dør i den ene ende til den anden låste dør i den anden ende. Midt på turen stopper jeg op i vildrede og må spørge nogen på kontoret om et eller andet jeg har spurgt om hundrede gange.

Jeg bliver kaldt ind til samtale med min læge. Min far går med. Lægen er en højtstående politimand på grund af diktafonen og det lille lydisolerede rum vi sidder i. Han stiller meget nærgående spørgsmål. Jeg må bilde ham noget ind, så det ikke går ud over min far. Jeg er under anklage for noget man får dødsstraf for, men jeg kan ikke finde ud af hvad det er. Min far taler med politimanden og redder mig med sine gode forbindelser. Min fars jakke er meget dyrere end politimandens.

Næste gang jeg taler med en læge er det helt anderledes. Hun er ung og smuk og smiler et smil der får mig til at slappe af. Den varme aftenkakao hjælper også, og ostemadderne. Jeg bliver pumpet med serenase og sovemidler, sover en klippetung søvn der kun føles ti minutter lang.

Vi bliver vækket tidligt. Der skal gang i blodomløbet, kramperne skal dæmpes lidt. Der skal synges en sang. Personalet synger. Alle ryger. Alle drikker kaffe med rystende hænder.

En sygeplejerske siger jeg skal gå i bad. Jeg gemmer mig på toilettet. På toilettet bliver jeg halshugget af en laserstråle. Jeg tør ikke rejse mig op, så falder mit hovede af. Laserstrålens snit er utroligt fint. Hvis jeg bare bliver siddende vil jeg måske overleve. Jeg sveder så det løber ned af benene. Bagefter tør jeg ikke gå i bad. Jeg er sikker på at blive slået ihjel af det strømførende vand fra bruseren. Nu skal jeg virkelig dø. Jeg gør modstand og bliver trukket helt ud til forhænget. Jeg ville gerne have sagt farvel til min mor, men jeg føler mig skyldig og skruer selv op for vandet.

Mine forældre kommer igen i dag. Jeg kan ikke genkende dem. Jeg ligger på sengen med tre par bukser på og hvirvler rundt. Jeg ved ikke hvem de er. Jeg ved at de ikke er dem de giver sig ud for at være. Jeg ligger på sengen med hovedet vredet ind mod væggen. Jeg kan ikke røre mig. En gang græder min mor. Min far er grå og rystet, men har har set sådan en psykose i Vietnam og andre steder han har været.

En tid har jeg det helt vidunderligt og tror jeg ejer det hele, jeg jonglerer med appelsiner og spankulerer stolt rundt. Jeg er en guru der kan opfylde alles ønsker.

Om aftenen sigter en sygeplejerske på mig med en kanyle og stikker ind og rammer knoglen mens fire plejere holder mig og jeg synker ned i et stort rødt hul og nogen siger noget der går i opløsning og bliver til væske på gulvet.

Næste morgen vælter vi rundt over hinandens ben, der lugter af pis og sviende cigaretrøg, kaffekopperne vælter og måske har jeg altid været her. Måske blir jeg aldrig lukket ud.
Jeg går rundt og siger de samme sætninger til mig selv. Gentager dem igen og igen for at have noget der er mit. For at være mig. Jeg hedder...Jeg er...

Efter to en halv måned står jeg pludselig med alle mine ting og bliver vist op til min nye afdeling. Jeg er fyldt op med længsel efter at leve, ellers intet.
Længslen skifter til rædsel tilbage til længsel indtil jeg ikke kan lyve mere for mig selv.
Jeg synker ned i sorg og farer op i overgearet optimisme. Nu kan jeg komme til at male og høre musik. Jeg ved fra de andre indlæggelser at man kan få lov til at være lidt mere i fred. Men kedsomheden hersker på afdelingen. Og så en aften går jeg ind i ergoterapien for at tegne og høre en bestemt plade. Det er næsten helt mørkt.

Ved det lille bord foran det store vindue sidder Frida. Jeg elsker hende. Hun tegner. Hun siger ikke noget. Jeg sætter mig ved det samme bord. Hun siger bare Jeg hedder Frida.
Jeg ved det godt. Hun er lyshåret og hun forandrer sig når hun vil. Vi hører mit bånd. Bagefter hører vi hendes bånd. Vi kender hinanden.

Jeg møder Frida hver dag. Det er ikke nødvendigt at sige så meget. Det er svært for mig at være så tavs. Hun siger vi skal have et bjælkehus i skoven. Hun taler om snemænd og de små våde vanter der hænger i etreen. Vi skal have to børn. En dreng og en pige.

Vi går på cafe, vi går rundt om søerne. Hendes bror kalder mig den Amerikanske prins fordi jeg har en amerikansk jakke på.

Vi er på hospitalet fordi vi ikke kan tåle virkeligheden.
Hele hospitalet er fyldt med os. En dag holder Frida mig i hånden halvvejs rundt om Søerne.
Vi kysser ikke hinanden. Det er ikke nødvendigt. Det skal være os to når vi kommer ud.

Vi bliver væk fra hinanden. Dage går, uger går.
Jeg ryster så meget at jeg ikke kan gå fra stuen ind i spisestuen. Jeg farer ned af gangen. Jeg går i stå. Jeg vokser fast. Jeg går i chock.
Når telefonen ringer er det min sidste samtale.
Jeg hører min mors stemme i den anden ende og bryder sammen.

Jeg må endnu en gang ned ad trapperne til den lukkede hvor dagene er som før. Fordi vi har slået pigen fra Ekstrabladets forside ihjel.
Det er os der har skudt den unge politimand på den næste forside.
Vi ved ikke at vi var lige her i helvede da det skete.

Sådan er centrifugen, lige til jeg føler med hele kroppen at jeg er død.
Min hjerne findes ikke længere.
Jeg har aldrig eksisteret.
Jeg har altid været død.

Jeg dør så meget jeg kan hver dag, indtil jeg er tømt for mareridt igen.

Da jeg senere kom tilbage til den åbne afdeling var Frida der stadig. Hun sagde jeg var blevet væk. Hvorfor sagde du ikke noget? Hun gik rundt og holdt en mørkhåret fyr i hånden. Hun sagde de havde været i seng med hinanden. Jeg kunne ikke lide ham og lånte ham hundrede kroner som jeg aldrig fik tilbage. Frida blev udskrevet og forsvandt fuldstændigt.
Drømmene endte og levede videre et andet sted.

Senere blev jeg også udskrevet. Der gik fem år med lithium, den uklare platsicpose over hovedet. Ingenting var godt, ingenting var skidt. Curt Cobain skriver om det, andre skriver om det, mange kender det, mange er døde nu.

Jeg prøvede at male uvirkeligheden væk, stenalderbillederne hobede sig op.
Stædigheden begyndte at indfinde sig.
Langsomt, langsomt.
Sproget vendte tilbage, som dråber fra en utæt hane, der fyldte en spand
og samtidig fordamper.
Af og til skrev jeg en linje. En sætning. Et afsnit.

Som tiden gik fik jeg en anden og bedre medicin.
Alting var værre da det skete.

Jeg elsker stadig Frida