Det er sådan et lys jeg gerne vil have. Selvfølgelig ikke så overstyret, men klart og tydeligt. Desværre er det for det meste kun lys og mørke - kun svejseflamme eller en grotte hvor pandelampen er gået ud. Ikke noget mildt og rart ind i mellem. Hvem gider at læse om det? Hvem kender det ikke fra sig selv? Og hvorfor ser det altid ud som om ingen kender det, at alle hviler i sig selv? Det kan jo ikke passe. Er det al den tålmodighed folk bærer rundt på, måske hele livet, for så pludselig at eksplodere i et fortvivlet raseri ingen havde set komme? En sådan pludseligt nedbrudt person kalder vi for sindssyg, men en der hele sit liv skal op og ned som en yoyo, ham kalder vi også sindssyg, men man vender sig til ham. Nårh ja, men det er jo bare ham der, ham kender vi, han er bare sådan. Han har ikke brækket benet, han er ikke blevet kørt over, men han kan ikke finde ud af at klare sig selv, hvilket vi lukker øjnene for, for på sidste møde talte han helt sammenhængende, han var fornuftig at høre på. Hvor er det egentlig venligt af ham at lade sit vanvid blive inde i ham selv, hvor venligt at han kan smile venligt. Hvad der sker når han går hjem til sin egen ensomhed er jo ikke rigtig vores problem, vel? Han smadrer ikke noget, han passer sine ting så godt han kan, men aldrig rigtig godt, ikke rigtig noget der for alvor kan bruges til noget.
Jeg sidder her og skumler i det skumle lys ude fra den våde dag hvor regnen siler ned. Jeg ryster på grund af de gamle tømmermænd der ikke vil forlade mig og venter på at pillerne virker. Virker de nu også? Hvem gider høre på at jeg sidder her og venter på at de virker? Hvem kan huske hvor rædselsfuld jeg var når der er gået et par dage? Er det hele så glemt, eller er jeg stillet ind på hylden til de andre gale? Ikke en af de store gale stjerner, men bare en af de daglige små irriterende gale der mest hader sig selv og i det store hele er til at have med at gøre.
